Canada

Lørdag, d. 25/8

Efter lige at have købt de sidste småting i Walmart (bemærkelsesværdigt, at der var flere handlende klokken 22.00 fredag aften end kl 08.30 lørdag morgen) var sidste stop inden turen mod grænsen en nærliggende tankstation. Her blev der fyldt 150 liter benzin på! Vi kører altså ca. 4,5 km/L; igen savner man en diesel!

Vi holder i kø ved grænsen, det gik lettere end forventet. De ville kun se pas.

Den Canadiske grænse blev krydset sidst på formiddagen, og så var det tid til en lille pause til at få strukket benene og indtaget lidt frugt/is. Valget faldt på en mindre rasteplads i byen, Osoyoos  (nej o-knappen sidder ikke fast på computeren, sådan staves det), hvor vi parkerede 5 meter fra søen, så endnu en gang blev en pause/måltid nydt med en fantastisk udsigt.

Pause med vandmelon.

Herefter gik turen af hovedvej 97, også kaldet vinruten pga. de mange vinmarker/vingården, nordover. Efter godt 100km ad hovedvejen besluttede vi os for at søge mod nogle af de lidt mindre veje med mindre trafik og mere at se på. Da vi samtidig havde erkendt, at vi ikke ville nå frem til ”Mount Revelstoke NP” i fornuftig tid, kunne vi samtidig kigge efter en egnet overnatningsmulighed. ”Westdrive Road” følger, som navnet antyder, den vestlige bred af ”Okanagan Lake”, en mere end 100km lang, men max. 5km bred sø. Her var der tale om en meget snørklet, men også idyllisk vej med fantastiske udsigter.

Far og Hjalte nyder udsigten over Okanogan Lake.

Med hensyn til overnatning faldt valget på ”Fintry” en ”Provincial Park” med 100 camping/lejr-pladser. ”Provicial parks” er den canadiske udgave af de amerikanske ”State Parks”, altså kategorien lige under ”national Park”. Typisk områder med speciel natur eller af kulturel betydning, som man ønsker at beskytte mod overudnyttelse, samtidig med, at man giver publikum mulighed for at benytte områderne. Fintry er voldsom populær, faktisk er der restriktioner på, hvor mange dage om året, man må bo der. Populariteten skyldes nok, at den ligger helt ned til Okanogan søen, hvor der er rig mulighed for at bade, fiske eller eksempelvis sætte sin båd i vandet. At der i det hele taget var plads til os, skyldes at kun 70 af de 100 pladser kan reserveres; resten er først-til-mølle. Vi fandt en ledig plads 50m fra vandet helt op af klipperne – her skyndte vi os at slå lejr.

Vores lejrplads på "Fintry".

Efter en kort tur til stranden og den efterhånden obligatoriske mad fra grillen, kunne Hugo både nå en tur på legepladsen og afprøve sin nye fjernstyrede bil, inden det var sengetid.

Hugo forsøger at styre sin nye bil. Koncentrationen var stor, men at finde ud af både at køre fremad, dreje, undgå forhindringer og selv følge med er ikke nemt.

Winthrop og Walmart igen igen

Fredag, d. 24/8

Check-ud tid på denne campingplads var klokken 12.00, så vi havde en travl formiddag. Ud over at få stuvet alt det af vejen, som vi havde pakket ud de sidste par dage; herunder en kubikmeter (nu rent) vasketøj, skulle de batteridrevne apparater lige toppes op (mens vi havde strøm), poolen skulle udnyttes en sidste gang og sidste men ikke mindste brusebade uden at tænke på om, man nu var ved at tømme ferskvandstanken eller fylde spildevandstanken.

Hugo syntes, det var sjovt at sprøjte vand på far

Kl. 12.02 var vi på vej tilbage mod westernbyen, Winthrop, som vi havde kørt igennem på vej ud til campingpladsen. Winthrop opstod i slutningen af det nittende århundrede som en handelsstation, og enkelte af byens bygninger stammer tilbage fra den tid; en enkelt havde følgende historik: Vognmagerværksted, smedje, bordel, hotel, galleri og nu tegnestue. De fleste af bygningerne virkede en smule kulisseagtige; specielt, hvis man af den ene eller anden årsag, så dem fra bagsiden. Byens tidligere skole var nu omdannet til bryggeri/restaurant så her blev frokosten indtaget; blandt andet med en helt fantastisk hjemmebrygget stout til far.

Og så siger man, at kvinder ikke kan bestemme sig!

Inden rejsen fortsatte østpå var det tid til en is. Her skal man ikke lade sig narre af, at ”2 scoups” på papiret er noget mindre end en med ”4 kugler, guf og syltetøj” – virkeligheden er en anden, så 2 kugler på amerikansk er mere end rigeligt. Isene blev nydt på en café, hvor de selv lavede deres chokolade, bagte deres vafler og sidste men ikke mindste lavede deres mere end 30 forskellige is; så der var nok at vælge imellem.

Godt vi kun bestilte 2 kugler, havde helt glemt, at alt er big size

Køreturen østover foregik stadig af hovedvej 20, som på dette stykke er endnu mere snørklet og med større stigningsgrader end gennem North Cascades NP. Kombinationen af ca. 8 tons camper, V8 benzinmotor, automatgear, fartpilot og stejle bjerge betød, at vi til tider var et godt stykke over 4.000 omdrejninger i minuttet; her lyder motoren noget anstrengt, og man sidder og undrer sig noget over, hvorfor i alverden, camperen ikke er udstyret med en dieselmotor?

Her er bjergene for en tid et overstået kapitel.

Vores indledende mål var den mindre by Omak – ikke fordi byen i sig selv er interessant eller har fantastiske seværdigheder, men fordi byen har den sidste Walmart inden den canadiske grænse. Her ville vi forsyne os inden vi kom til det forfærdeligt dyre Canada (ifølge de amerikanere vi havde talt med og fortalt om vores rejseplaner). Udover en obskur mængde småting, mad og drikke var vigtigste ting på indkøbslisten en GPS. Et behov, som blev tydeliggjort for os igen på vej til Omak; her lykkedes det os nemlig endnu engang at tage en utilsigtet ”alternativ” vej. Og selv om vi har alverdens tid (i hvert fald mere end 3 måneder endnu) til at få set de ting, vi ønsker at se, ville det være rart også at kunne vælge at køre den direkte vej til næste sted.

Walmarts p-plads er vældigt populær blandt campere, som bare har behov for en enkelt overnatning inden rejsen fortsættes.

Den sene afgang fra KOA Winthrop, de alt for store is i Winthrop, den meget snørklede vej til Omak, vores mindre omvej og Walmart Omaks (som havde åbent 24 timer i døgnet!) størrelse, betød at vores plan om at fortsætte små¨50 kilometer til en statspark nær den canadiske grænse blev droppet. Vi besluttede i stedet at tage en overnatning sammen med de 8-10 andre mobilhomes på Walmarts P-plads; ikke verdens mest charmerende sted, men tæt på indkøb J. Alternativet med at køre en time i mørke for måske at finde en lukket/fyldt lejrplads virkede under alle omstændigheder mindre tillokkende. Så for første gang stod den på mad lavet på komfur og spisning inde i vognen.

Familien samlet omkring bordet.

På KOA Winthrop

Torsdag, d. 23/8

En dag, hvor campingpladsens mange faciliteter skulle bruges. Svømmepøl og legeplads af lyst, vaskemaskiner af nød. Det er helt utroligt så meget vasketøj 2 små børn laver; ikke at det er væsentligt forskelligt fra der hjemme, men der sætter man jo bare vaskemaskinen over, når kurve er fyldt. Her havde vi altså 9 dages vasketøj! Og så skal til at finde ud af at bruge amerikanske vaskemaskiner, hvor temperaturen ikke er angivet i grader som vi kender det, men i: Hot, varm og cold – og hvad svarer det så til?

Far forsøger at opdatere bloggen, mens Hugo laver skarnsstreger for at få fars opmærksomhed.

Udover svømmepøl og legeplads benyttede Hugo dagen til at fortsætte gårsdagens fodboldskole for de amerikanske børn – der var ikke umiddelbart meget talent at spore; måske derfor de største stjerne i MLS er europæere eller sydamerikanere.

"Mor og far troede jeg skulle i seng og sove, men jeg havde andre planer".

Vores første KOA

Onsdag, d. 22/8

Efter en kold nat i Lone Fir var vi tidligt oppe; dynen var for kold til, at man gad blive liggende, så det var med at komme op og i gang. Morgenmaden blev dog stadig indtaget ude under åben himmel, i dagens anledning dog med et ekstra lag tøj; morgenerne er kolde i 1500m højde.

Hugo og far nyder morgenmaden. Denne dag med et ekstra lag tøj.

Inden vi tog afsked med Lone Fir, benyttede vi lejligheden til at gå et nærliggende spor. Skiltet ved sporets begyndelse angav at sporet ikke længere blev vedligeholdt. Vi valgte derfor ikke at medbringe klapvognen, hvilket senere viste sig som overordentlig god idé. Den manglende vedligeholdelse sås tydeligere og tydeligere jo længere man kom ad sporet. De første par hundrede meter var med asfalt, mens det længere ind i skoven var nærmest ufremkommeligt pga. ødelagte broer, nedfaldne træer, jordskred mm.

Hugo og far sniger sig ind på en fugl.

Når sporet er blokeret af et væltet træ, kan man enten vælge at gå over eller under.

Her krydses floden på en endnu ikke færdiggjort bro.

Da vi kom tilbage til camperen, pakkede vi de sidste småting, hvorefter vi drog afsted; denne gang med mor bag rattet - og eftersom dette indlæg er blevet skrevet, overlevede vi! Mor kan godt!

Vi gjorde ingen ophold på de små 50 km til KOA Winthrop (KOA = Kampgrounds Of America, en sammenslutning af campingpladser, hvor man som campist er garanteret en vis minimumsstandard). Winthrop, som vi kørte gennem for at komme til campingpladsen, så egentlig meget interessant ud, da den umiddelbart lignede en by fra det vilde vesten; men da vi ikke havde reserveret en plads på campingpladsen, ville vi først sikre os, at der nu også var plads til os. Det var der, så vi ved nu, hvor vi skal bo de næste par dage.

På campingpladsen kom vi hurtigt på plads; far sørgede for, at vi fik vand og el på camperen. Første prioritet var at få strøm på de mange batteridrevne apparater, man nu engang slæber rundt på; herunder computer så denne blog kunne blive opdateret. Vi kan egentlig sagtens klare os uden ”strøm fra land”, da det meste af camperen (lys og vandpumpe) benytter 12V eller gas (køleskab og gasblus). Men skal vi have strøm i stikkontakterne eller bruge mikrobølgeovnen skal vi være forsynet med el, eller starte generatoren. På Campingpladsen var der også Wi-Fi, så der kunne ”Skypes” hjem for at høre, hvordan de resterende familiemedlemmer (dyrene) havde det.

Det bedste ved de kommercielle campingpladser er hverken elektriciteten eller internettet, men derimod at de i modsætning til lejrpladserne i national/stats-parkerne er befolket af familier med børn. Der gik da heller ikke mange minutter, før Hugo havde fundet sig et par legekammerater. Selvom Hugo langt fra har styr på ”reglerne” i fodbold, var han noget mere opsat på rent faktisk at få sparket til bolden, end hans nye amerikanske venner, for hvem fødder/bold kombinationen tilsyneladende  er et større mysterium.

Hugo med amerikanske legekammerat for hvem "soccer" var noget relativt ukendt.

Efter aftensmaden, stod den på en tur i den opvarmede svømmepøl. Hugo og mor hyggede sig i vandet, mens far kiggede på og hyggede sig med Hjalte. Efter et varmt bad til få skyllet kloren af kroppen og genfundet varmen (opvarmet pool betyder ikke nødvendigvis varm pool), stod den for Hugos vedkommende på et længe ventet gensyn med Peter Pedal på computeren.   

Hugo og mor i den opvarmede pool - spring!