North Cascades National Park – del 3

Mandag, d. 20/8

Opmuntret af gårsdagens gode erfaringer med at vandre rundt i den omgivende skov, besluttede vi os for at give os i kast med nogle af de lidt længere spor. I første omgang var målet ”Newhalem”, en mikroskopisk landsby opstået i forbindelse med etableringen af den nærliggende dæmning (Gorge Dam) med tilhørende vandkraftværk (Gorge Powerhouse). I Newhalem skulle der være en lille købmandsbutik, hvor vi kunne få suppleret op på de forsyninger, vi var ved at løbe tør for; primært vand og øl.

Hugo i fuldt firspring gennem skoven. Der er allerede samlet sten til at kaste i den næste flod.

Den første del af turen forløb uden problemer, her var sporet godt afmærket og mulighederne for at komme på afveje begrænset. Efter godt en kilometer skulle vi træffe et valg, her delte sporet sig nemlig i 2. Vi valgte sporet til højre, som ifølge vores kort ville være den korteste vej til Newhalem; så kunne vi jo altid vælge den lidt længere vej hjem, hvis kræfterne slog til. 40min., mange bandeord, en hel del undren over sporets beskaffenhed/stejlhed senere endte sporet blindt! Vi havde tilsyneladende valgt at følge arbejdsstien op til, hvor vandet blev ledt til det nu delvist nedlagte ”Newhalem Creek Powerhouse” (bygget for at kunne drive savværket og skaffe elektricitet til at kunne bygge den store dæmning).

Det spor, vi fulgte, endte blindt oppe, hvor røret starter.

Der var ikke andet at gøre end at vende om! Og lad os med det samme fastslå, at en klapvogn ikke er velegnet til hældninger tæt på 30%. Nede igen opdagede vi hurtigt, at sporet først delte sig 50m fra, hvor vi var drejet af.

Hængebroen over Skagit River. Umiddelbart på den anden side ligger Newhalem.

Det sidste stykke ind mod Newhalem udgøres af en hængebro, og umiddelbart på den anden side af floden er der opsat borde/bænke, så her blev den medbragte og nu mere end velfortjente frokost indtaget. Med fornyet energi besluttede vi os for at begive os de mod selve ”Gorge Powerhouse” i forbindelse hermed skulle der nemlig være etableret en fantastisk have med bl.a. naturlige vandfald.

Et af talrige smukke vandfald i parken.

Idémanden bag dæmningen/kraftværket var en dedikeret botaniker, så da han så muligheden for at kombinere forretning med fornøjelse ved at etablere en overdådig park, der kunne fungere som reklame for elektricitetens fortræffeligheder. Oprindeligt var dele af parken opvarmet, hvilket muliggjorde tropiske planter såsom bananpalmer! I dag var haven bragt tilbage til et mere ”naturligt” udgangspunkt med lokale planter. Klapvognsvenlig var haven på ingen måde; vandfald ”fungerer” naturligvis kun ved elevation så trapper er uundgåelige.

Familien er trådt ud på en af de mange små broer i parken.

Tilbage i Newhalem var det på tide med en velfortjent is inden vi fik lejlighed til at kigge nærmere på en anden af byen attraktioner; det oprindelige tog, som havde fragtet folk og forsyningen til og fra byen. På vej hjem kom klapvognen endelige til sin ret; Hugo var efter 5-6 timers vandring endelig klar til at overgive sig og tage sin velfortjente lur – utroligt, hvad de små ben kan klare.

Hugo forsøger at ringe med klokken, men 15kg. er for lidt til at bevæge den tunge klokke. Med fars hjælp gik det "lige".

Vi voksne havde endnu ikke fået styret lysten til at vandre, så vi begav os mod et gammelt indianer tilholdssted. Her har klipperne dannet et naturligt shelter, som indianerne naturligt nok har udnyttet til at søge ly.

Børnene sover. I baggrunden ses det naturlige shelter, som klippefremspringet danner.

Hjemme igen stod den på den sædvanlige kombination af hygge, grillmad og bål – i dagens anledning udvidet med ristede skumfiduser.

Hugo rister skumfiduser. "Rister" er måske så meget sagt, en mere dækkende betegnelse ville være "afbrænder".