Onsdag, d. 22/8
Efter en kold nat i Lone Fir var vi tidligt oppe; dynen var
for kold til, at man gad blive liggende, så det var med at komme op og i gang.
Morgenmaden blev dog stadig indtaget ude under åben himmel, i dagens anledning
dog med et ekstra lag tøj; morgenerne er kolde i 1500m højde.
Hugo og far nyder morgenmaden. Denne dag med et ekstra lag tøj. |
Hugo og far sniger sig ind på en fugl. |
Når sporet er blokeret af et væltet træ, kan man enten vælge at gå over eller under. |
Her krydses floden på en endnu ikke færdiggjort bro. |
Da vi kom tilbage til camperen, pakkede vi de sidste småting,
hvorefter vi drog afsted; denne gang med mor bag rattet - og eftersom dette
indlæg er blevet skrevet, overlevede vi! Mor kan godt!
Vi gjorde ingen ophold på de små 50 km til KOA Winthrop (KOA
= Kampgrounds Of America, en sammenslutning af campingpladser, hvor man som
campist er garanteret en vis minimumsstandard). Winthrop, som vi kørte gennem
for at komme til campingpladsen, så egentlig meget interessant ud, da den
umiddelbart lignede en by fra det vilde vesten; men da vi ikke havde reserveret
en plads på campingpladsen, ville vi først sikre os, at der nu også var plads
til os. Det var der, så vi ved nu, hvor vi skal bo de næste par dage.
På campingpladsen kom vi hurtigt på plads; far sørgede for,
at vi fik vand og el på camperen. Første prioritet var at få strøm på de mange
batteridrevne apparater, man nu engang slæber rundt på; herunder computer så
denne blog kunne blive opdateret. Vi kan egentlig sagtens klare os uden ”strøm
fra land”, da det meste af camperen (lys og vandpumpe) benytter 12V eller gas
(køleskab og gasblus). Men skal vi have strøm i stikkontakterne eller bruge
mikrobølgeovnen skal vi være forsynet med el, eller starte generatoren. På
Campingpladsen var der også Wi-Fi, så der kunne ”Skypes” hjem for at høre,
hvordan de resterende familiemedlemmer (dyrene) havde det.
Det bedste ved de kommercielle campingpladser er hverken
elektriciteten eller internettet, men derimod at de i modsætning til
lejrpladserne i national/stats-parkerne er befolket af familier med børn. Der
gik da heller ikke mange minutter, før Hugo havde fundet sig et par
legekammerater. Selvom Hugo langt fra har styr på ”reglerne” i fodbold, var han
noget mere opsat på rent faktisk at få sparket til bolden, end hans nye
amerikanske venner, for hvem fødder/bold kombinationen tilsyneladende er et større mysterium.
Hugo med amerikanske legekammerat for hvem "soccer" var noget relativt ukendt. |
Efter aftensmaden, stod den på en tur i den opvarmede
svømmepøl. Hugo og mor hyggede sig i vandet, mens far kiggede på og hyggede sig
med Hjalte. Efter et varmt bad til få skyllet kloren af kroppen og genfundet
varmen (opvarmet pool betyder ikke nødvendigvis varm pool), stod den for
Hugos vedkommende på et længe ventet gensyn med Peter Pedal på computeren.
Hugo og mor i den opvarmede pool - spring! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar