Med en flyafgang kl. 06.15 skal man tidligt op – alt for
tidligt! Og når man selvfølgelig ikke var færdig med at pakke de sidste småting
før klokken havde passeret midnat, tegnede alt til at rejsen herover ville
blive lang og stressende. Det viste sig dog som unødige bekymringer.
Her er vi ankommet til Amsterdam. Da turen jo går til USA er
sikkerhedsforanstaltningerne udvidet noget i forhold til, hvad vi normalt er vant
til; så ved gaten skulle vi både igennem et interview, ny skanning og
kropvisitering. Selv Hugo ville de kropsvisitere, hvilket førte til et noget
komisk optrin, for da den alvorligt udseende sikkerhedsvagt satte sig ned en
meter foran Hugo og strakte armene ud til siden for at illustrere, hvad han
ville have Hugo til at gøre, opfattede Hugo dette som en invitation til et kram
– så før vagten nåede at reagere hang Hugo om halsen på ham! Til stor morskab
for de andre passagerer.
Den lange flyvetur over Atlanten (næsten 10 timer) gik over
al forventning. Selvfølgelig havde Hjalte et par perioder med gråd, men ikke
mere end mors bryst kunne bruges til trøst. Hugo fik sovet lidt, hvorefter den
stod på rosinpakker og Peter Pedal på computeren ad libitum.
Vel ankommet til hotellet gik der ikke længe før de små
måtte give op. Tidsforskellen taget i betragtning var det vel egentlig heller
ikke så mærkeligt, da klokken dansk tid nærmede sig midnat. Vi voksne måtte
også lige lægge os en time inden vi kunne planlægge morgendagens program.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar