Winthrop og Walmart igen igen

Fredag, d. 24/8

Check-ud tid på denne campingplads var klokken 12.00, så vi havde en travl formiddag. Ud over at få stuvet alt det af vejen, som vi havde pakket ud de sidste par dage; herunder en kubikmeter (nu rent) vasketøj, skulle de batteridrevne apparater lige toppes op (mens vi havde strøm), poolen skulle udnyttes en sidste gang og sidste men ikke mindste brusebade uden at tænke på om, man nu var ved at tømme ferskvandstanken eller fylde spildevandstanken.

Hugo syntes, det var sjovt at sprøjte vand på far

Kl. 12.02 var vi på vej tilbage mod westernbyen, Winthrop, som vi havde kørt igennem på vej ud til campingpladsen. Winthrop opstod i slutningen af det nittende århundrede som en handelsstation, og enkelte af byens bygninger stammer tilbage fra den tid; en enkelt havde følgende historik: Vognmagerværksted, smedje, bordel, hotel, galleri og nu tegnestue. De fleste af bygningerne virkede en smule kulisseagtige; specielt, hvis man af den ene eller anden årsag, så dem fra bagsiden. Byens tidligere skole var nu omdannet til bryggeri/restaurant så her blev frokosten indtaget; blandt andet med en helt fantastisk hjemmebrygget stout til far.

Og så siger man, at kvinder ikke kan bestemme sig!

Inden rejsen fortsatte østpå var det tid til en is. Her skal man ikke lade sig narre af, at ”2 scoups” på papiret er noget mindre end en med ”4 kugler, guf og syltetøj” – virkeligheden er en anden, så 2 kugler på amerikansk er mere end rigeligt. Isene blev nydt på en café, hvor de selv lavede deres chokolade, bagte deres vafler og sidste men ikke mindste lavede deres mere end 30 forskellige is; så der var nok at vælge imellem.

Godt vi kun bestilte 2 kugler, havde helt glemt, at alt er big size

Køreturen østover foregik stadig af hovedvej 20, som på dette stykke er endnu mere snørklet og med større stigningsgrader end gennem North Cascades NP. Kombinationen af ca. 8 tons camper, V8 benzinmotor, automatgear, fartpilot og stejle bjerge betød, at vi til tider var et godt stykke over 4.000 omdrejninger i minuttet; her lyder motoren noget anstrengt, og man sidder og undrer sig noget over, hvorfor i alverden, camperen ikke er udstyret med en dieselmotor?

Her er bjergene for en tid et overstået kapitel.

Vores indledende mål var den mindre by Omak – ikke fordi byen i sig selv er interessant eller har fantastiske seværdigheder, men fordi byen har den sidste Walmart inden den canadiske grænse. Her ville vi forsyne os inden vi kom til det forfærdeligt dyre Canada (ifølge de amerikanere vi havde talt med og fortalt om vores rejseplaner). Udover en obskur mængde småting, mad og drikke var vigtigste ting på indkøbslisten en GPS. Et behov, som blev tydeliggjort for os igen på vej til Omak; her lykkedes det os nemlig endnu engang at tage en utilsigtet ”alternativ” vej. Og selv om vi har alverdens tid (i hvert fald mere end 3 måneder endnu) til at få set de ting, vi ønsker at se, ville det være rart også at kunne vælge at køre den direkte vej til næste sted.

Walmarts p-plads er vældigt populær blandt campere, som bare har behov for en enkelt overnatning inden rejsen fortsættes.

Den sene afgang fra KOA Winthrop, de alt for store is i Winthrop, den meget snørklede vej til Omak, vores mindre omvej og Walmart Omaks (som havde åbent 24 timer i døgnet!) størrelse, betød at vores plan om at fortsætte små¨50 kilometer til en statspark nær den canadiske grænse blev droppet. Vi besluttede i stedet at tage en overnatning sammen med de 8-10 andre mobilhomes på Walmarts P-plads; ikke verdens mest charmerende sted, men tæt på indkøb J. Alternativet med at køre en time i mørke for måske at finde en lukket/fyldt lejrplads virkede under alle omstændigheder mindre tillokkende. Så for første gang stod den på mad lavet på komfur og spisning inde i vognen.

Familien samlet omkring bordet.