Jacob Lake

Lørdag, d. 20/10

Den morgenfriske familie befinder sig her ved ”Rainbow Point” umiddelbart efter solopgang. Rainbow Point er det sydligste punkt på den ca. 30km lange Bryce Canyon Road.

Da vi fuldstændigt har mistet tidsfornemmelsen og derfor ikke lader os begrænse af, at det tilsyneladende er lørdag, stod vi tidligt op for at køre den 30km lange tur til parken sydligste punkt. Fordelen ved at stå tidligt op er to fold; lyset på Hoodooerne er bedst omkring solopgang, og man slipper for hovedparten af de andre turister. De 40km vej er udstyret med ikke mindre end 14 udsigtspunkter, som alle ligger på vejens østlige side, hvorfor det er naturligt at køre ud for enden af vejen – vende om og tage udsigtspunkterne på tilbageturen.

Hjalte med ryggen til ”Natural Bridge”, der dog slet ikke er en bro, men en bue.

Med 14 udsigtspunkter skulle man tro, at man fik nok af at glo udover kløften, men nej. Nærmest hvert eneste udsigtspunkt viser et andet aspekt end de andre. Ved nogle er det det store panorama udover kløften og de fjernereliggende bjerge som er i fokus, ved andre er det specielle formationer; det være sig en naturlig bro, grotter, vinduer eller lignende. Vores foretrukne udsigt var dog fra ”Inspiration Point”, hvor man fra et punkt små 100m over den resterende kant af kløften har et endnu bedre perspektiv ned i dalen, end man har fra resten af kanten.

Familien ved ”Inspiration Point”, hvor man hævet over dal såvel som kant, har et fantastisk overblik over begge.

Et billede, hvor vi ikke forstyrrer udsigten for jer derhjemme.

Så var øjnene mætte af Hoodoos, og det var på tide at komme videre. Inden det afsluttende stop ved besøgscenteret, hvor vi jo alle skulle præmieres, var et hold ved Bryce Canyon Lodge nødvendig. Det mest specielle ved denne historiske bygning er taget. Arkitekten ønskede at bygningen skulle falde i et med omgivelserne, så taget bølger ligesom de omkringstående træer svajer for vinden – eller rettere taget ser ud til at bølge, men det er bare en optisk illusion skabt ved, at tagspånerne er skåret og lagt på en helt speciel måde. En måde som man har svært ved at genskabe, når man i dag udfører reparationer på taget.

Bryce Canyon Lodge. De imaginære bølger i taget kan desværre kun svagt fornemmes fra denne vinkel.

Ved besøgscenteret fik Hugo nok en gang udvidet sin efterhånden imponerende samling af rangerskilte, og hele familien (selv Hjalte) fik en nål som bevis for, at vi havde taget imod og bestået udfordringen ”I Hiked the Hoodoos”. Som det sidste fik vi set parkens introduktionsvideo, noget vi normalt altid starter med, men i torsdags havde vi prioriteret at finde en campingplads højere. På vej ud fra besøgscenteret rendte vi ind i en 6-7årig dreng, der ikke helt kunne skjule sin åbenlyse misundelse over Hugos mange rangerskilte, men som sagt - samlingen er også ved at være imponerende.

Hugo ved at gøre sig fortjent til endnu et rangerskilt. Rangeren er rent faktisk den samme, som stod for den guidede tur i går eftermiddags.

Bryce blev forladt og kursen sat mod Grand Canyon NP. Da klokken efterhånden nærmede sig 15, og vi også skulle have handlet ind og tanket (ja, tankning tager tid, når man typisk skal have 200L fyldt på), var det efterhånden tvivlsomt, om vi kunne nå at tilbagelægge de mere end 250km inden mørket faldt på. Køleskabet og benzintanken blev fyldt i byen Kanab, der mest er kendt for at være stedet, hvor rigtigt mange Westerns blev optaget for efterhånden mange år siden. Vi kunne i hvert fald kun genkende én af de mange skuespillere på de opsatte museumsskilte, som er spredt over byen – Ronald Reagan.

Det første stykke af vejen vest for Bryce Canyon NP er også en del af Scenic Byway 12.

Kanab ligger kun få kilometer fra grænsen til Arizona, som vi krydsede kl. 17. Det stod nu klart for os, at vi ikke ville nå til Grand Canyon i dag. Rent fysisk ville det selvfølgelig kunne lade sig gøre, men da vi ikke ville risikerede at finde campingpladsen (som er reduceret i størrelse, da sæsonen går på hæld) fuldt optaget og være tvunget til at køre 70km tilbage til Jacob Lake for at finde overnatning her, var målet nu den helårsåbne campingplads ved Jacob Lake. Helårsåben var den dog kun ifølge vores guidebog, for virkeligheden var en anden; pladsen havde lukket. Hvad så, skulle vi tage chancen og køre de 70km til Grand Canyon og håbe på, at campingpladsen ikke var fuld? 70km i mørke gennem en øde skov – muligvis tur retur, lød ikke tillokkende, så vi valgte at ignorere ”No Camping skiltet” ved statsskovens besøgscenter og slå lejr for natten her.

Bryce Canyon NP

Fredag, d. 19/10

Valget var truffet; vi kørte tilbage efter kortholderen. Da KIVA Koffeehouse også serverer morgenmad, kunne der slås 2 fluer med et smæk. Så op kl. 7 og af sted mod caféen; 1½ time senere havde vi igen kortholderen i besiddelse og havde bestilt noget morgenmad. Mor og far fik klassisk æg og bacon, mens Hugo fik havregrynspandekager med sirup.

Med så lækre pandekager til morgenmad, var Hugo ikke ked af gensynet med caféen, selvom det betød en omvej på et par hundrede kilometer.

Tilbage i Bryce var første aktivitet det korte ”Mossy Cave Trail”, som har sit udgangspunkt ved Scenic Byway 12 godt 10km fra parkens indgang: hermed var omvejen via KIVA Koffeehouse ikke helt så stor; det har far i hvert fald forsøgt at overbevise mor om lige siden…Trailet er kun 1½km langt, går hovedsageligt langs en mindre flod og ender ved en mosbegroet hule. Udover at være en fin lille formiddagsaktivitet (mor siger middagsaktivitet), gav sporet os det første ”mærke” i vores forsøg på bestå udfordringen: ”I Hiked the Hoodoos”. Her skal man gå mindst 5km samt bevise (eksempelvis ved hjælp af et foto), at man har været ved mindst 3 af disse specielle mærker.

Mor og Hjalte ved dagens første "benchmark" i vores forsøg på at "Hike the Hoodoos".

Nu manglede vi jo så bare 3½km hike og to mærker; så tilbage i parken udvalgte vi os et par spor, som kunne opfylde disse krav. Vi valgte kombinationen ”Queens Garden/Navajo Loop” et spor på 4½km med to mærker på; altså mere end rigeligt til at bestå udfordringen. Ved disse trails er det ikke så meget distancen, som er betydende for sværhedsgraden, men mere det faktum at de begge fører ned i kløften, hvorfor der selvfølgelig er en hel del højdemeter involveret – på vores kombinerede trail ca. 200m.

Mor (og Hjalte) på den "nemme" del af turen; nedstigningen. Læg mærke til de mange mennesker i baggrunden, som enten er på vej op eller ned af "serpentinersvingene".

Navnet Bryce Canyon er egentligt misvisende, for der er ikke tale om kløft. En kløft dannes ved erosion fra rindende vand eksempelvis en flod. Bryce Canyon er godt nok dannet ved erosion fra vand, men ikke rindende. Her er tale om den nedbrydning frysende vand kan have. Bryce har mere end 200 dage med både tø og frost, hvilket har sat virkelig fart på nedbrydningen af plateauet som parken befinder sig på. På mere end halvdelen af årets dage har vand mulighed for at sive ind i diverse sprækker i klipperne for derefter at fryse til is og udvide sig = klippestykker knækker af. Denne kraftige erosion får kanten af kløften til at flytte sig flere millimeter om året. Mere spektakulært end at kanten flytter sig, er det efterladte resultat nede i kløften; her er tusindvis af ”spir”, de såkaldte ”Hoodoos” resultatet af den konstante nedbrydning. Disse Hoodoos kan antage utallige former, og lader man fantasien få frit løb, kan de ligne alverdens ting – herunder også mennesker og dyr.

"The Queen" - efter sigende skulle ligheden med en statue i London være slående.

Et andet eksempel på Hoodoos. Her skal fantasien dog vist have lidt mere frit løb, hvis man skal se ligheder med ting fra dagligdagen.

Vi gennemførte vores 4½km hike uden de store problemer, også selv om dagen i dag var varm, himlen skyfri, ikke var en vind, der rørte sig nede i kløften, og at vi befinder os i mere end 2000m højde. Hugo gik selv den første km, hvilket må siges at være mere end godkendt, når han nu havde 1½km i benene fra formiddagens (mor siger stadig middagens) hike i benene. Det betød selvfølgelig, at far måtte bære Hugo på ryggen den resterende del af turen, og som i nok kan regne ud, var det her turen op fra kløften lå. Da det samtidig var lykkedes os at finde de 2 gemte mærker på ruten, havde vi nu bestået udfordringen. Så for en gangs skyld er det ikke kun Hugo, som skal præmieres af en ranger; mor, far (og Hjalte) skal også.

Far med Hugo på ryggen. Her er vi nede i dalen, hvor vi vandrer rundt mellem de mange Hoodooer

Ved det ene af de to mærker stødte vi på en far med sin ca. 10årige datter. Tilsyneladende var deres kamera løbet tør for strøm, hvorfor den stakkels pige ikke ville kunne bevise, at hun havde rent faktisk havde gennemført trailet. Hun var selvfølgelig noget ulykkelig, men heldigvis var redningen nær – frem af rygsækken drog vi en blyant og et stykke papir; og da mærkerne er præget ned i skiltet, kan man med en blyant nemt overføre dette til et stykke papir.

Her er vi ved det 3. og sidste mærke. Billedet er taget af den 10-årige pige, som tak for papir og blyant.

Tilbage på dagens program var en ”ranger walk”. Selvom vi efterhånden følte, at vi havde gået nok for i dag, besluttede vi os for at deltage i denne 1½times gåtur langs kanten af kløften. Som sagt var det ikke ubetinget lysten, der drev værket, men for at Hugo skulle bestå sit rangerprogram, var det et krav, at han havde deltaget i en rangerledet aktivitet. Og da alternativerne til denne gåtur var en times stillesiddende foredrag om geologi, eller et natlig foredrag om stjernehimlen over parken, var valget indlysende.

Tilbage oppe på kanten kunne udsigten over det område, som vi netop havde vandret igennem, nydes.

Ranger walken var nok en gang interessant. På de 1½time, som turen varede, nåede vi vel knap 1km; utallige stop, hvor den meget vidende ranger fortalte om geologi, dyreliv, historie osv. gjorde, at det motionsmæssige udbytte var begrænset, hvilket passede os glimrende. Undervejs på turen havde Hugo fundet et par legekammerater, som han fik tiden til at gå sammen med. Udfordringen for os forældre i den forbindelse var, at en gåtur langs en mere end 100m dyb kløft ikke er den optimale legeplads…

Hugo og 3 andre børn, der heller ikke kunne bevare koncentrationen om rangerens ellers interessante emner.

Da Hugo havde fået underskrevet sit opgavehæfte gik turen hjem til campingpladsen, hvor den med efterhånden godt ømme ben stod på afslapning resten af aftenen.

Scenic Byway 12

Torsdag, d. 18/10

Tiden var kommet til at sige farvel til den hyggelige Capitol Reef NP. Inden vi helt kunne slippe denne dejlige park, valgte vi dog at stoppe ved et par udsigtspunkter og et enkelt trail på vejen vestover. Trailet ”Goosenecks” er kun på få hundrede meter, men leder til en spektakulær udsigt ned i ”Sulphur Creek Canyon”.

Billedet er taget nærmest lodret ned i Sulphur Creek. På denne tid af året er der ikke meget vand i floden, så at den er ansvarlig for den dybe kløft, er ikke til at forstå.

Utah 12 eller Scenic Byway 12, som den også bliver kaldt, er landevejen mellem Capitol Reef NP og Bryce Canyon NP, og da netop Bryce var dagens mål, var det nærliggende at tage den smukke vej frem for de større hovedveje. Scenic Byway 12, der bugter sig over ”Boulder Mountain”, gennem ”Dixie National Forest” og Grand Staircase-Escalante National Monument” i et af USA's mest øde områder, regnes for en af USA's smukkeste vejstrækninger.

Hjalte med ryggen til udsigten fra Boulder Mountain. Til Højre for ham ses nogle af de mange gyldne birketræer, som dominerer floraen på bjerget.

Turen op over Boulder Mountain med en gylden skov af birketræer på den ene side og udsigt ud over blandt andet Capitol Reef NP på den anden var helt ubeskrivelig. Heldigvis har man, da man anlagde vejen været forudseende og etableret en lang række udsigtspunkter, hvorfra udsigten kan nydes uden, at man behøver blokere trafikken på vejen. Byen Boulder, som man kommer til på den anden side af bjerget med samme navn, hører til blandt USA's mest isolerede; helt indtil slutningen af 30’erne blev posten leveret på hesteryg! Og mælken kom på ryggen af muldyr!

Familien ved et af de mange udsigtspunkter op over Boulder Mountain. Billedet er taget med selvudløser, hvor der altid er kamp om at komme til at se billedet først – i dette tilfælde tyvstartede Hugo!

Netop som man troede, udsigten ikke kunne blive mere spektakulær, kommer man til et stykke af vejen med tilnavnet ”The Hogback”. Her kører man i bogstaveligste forstand på bjergenes toppe; de steder hvor vejen er smallest, er der en ikke en meter fra vejbanen til de stejle klippeskrænter – og det på begge sider!

Et klip fra turen ad The Hogback. Desværre er det smalleste sted ikke med - det var det smalle sted, som fik os til at starte optagelsen.

Så var det efterhånden blevet tid til frokost, og ud af det blå dukkede en café. Herude midt i intetheden måtte sådan en café være god for at overleve, var vores tanke, så her stoppede vi. Vi blev ikke skuffede, dejlig mad og fantastisk kaffe; og da der samtidig var et par legekammerater til Hugo, endte vi faktisk med at bruge et par timer her (der var også Wi-Fi, så et par indlæg kunne oploades ).

Hugo er ikke helt tilfreds med at skulle forlade sine nye legekammerater. Bag ham ses KIVA Koffeehouse; en rustik bygning, hvor muligheden for at nyde den fantastiske udsigten er optimeret.

Tilbage på vejen var der ikke rigtig tid til flere stops, hvis vi skulle sikre os en campingplads i Bryce Canyon NP. Ved ankomsten til Bryce var besøgscenteret som altid det første stop, udover et junior ranger opgavehæfte til Hugo, var det vejrudsigten for de kommende par dage, som fik vores opmærksomhed. Der loves temperaturer lige omkring frysepunktet de næste par nætter, hvilket nok bliver koldt, men, har vi erfaret, ikke er et reelt problem. Højest temperatur i løbet af dagene ca. 20 grader, så hverken shorts eller sweater skal pakkes væk endnu.

En ensom Hoodoo i udkanten af Bryce Canyon NP varsler, hvad som er i vente.

Efter at have fundet os en ledig plads på ”North Campground” stod den på forberedelse af aftensmad. I den forbindelse opdagede far pludselig, at hans ene kreditkort lå løst i lommen – i sig selv ikke et problem, hvis ikke det var fordi holderen, hvor kreditkortet burde have ligget, var væk! Efter at have gennemledt camperen, nåede vi frem til, at kortholderen måtte være blevet tabt/glemt et eller andet sted. Logikken sagde, at det måtte være, hvor det tilbageværende kort sidst havde været brugt – og hvor var så det? Bedste bud var på caféen, hvor vi havde spist frokost. Ned til besøgscenteret, hvor der var Wi-Fi, og da vi heldigvis kunne huske navnet på kaffebaren, blev den googlet. Udover en masse gode anmeldelser dukkede også deres hjemmeside op, hvor der naturligvis var et telefonnr. Et telefonopkald senere var mysteriet opklaret; kortholderen befandt sig på ”KIVA Koffeehouse” - 100km og 1½ times kørsel væk.

Resten af aftenen gik med at løse de første opgaver i junior ranger hæftet og spekulere på, hvorledes vi skulle generhverve den famøse kortholder. Skulle vi tage imod tilbuddet om at få den sendt med posten, men hvor skulle den i givet fald sendes hen, vi planlagde jo kun at være her i Bryce i 2 dage – ville posten kunne nå frem? Vi kunne også få den sendt til KOA’en i Las Vegas, hvor vi planlægger at bruge et par dage om en uges tid. Eller vi kunne få dem til bare at destruere alle kortene, og så klare os med mors og fars ene tilbageværende kreditkort. Endelig kunne vi selvfølgelig køre tilbage efter den…

Capitol Reef NP – Scenic Drive

Onsdag, d. 17/10

Morgenmaden blev i bogstaveligste forstand skovlet ind.

Dagen i dag skulle bruges på at udforske parken uden for det historiske distrikt, som vi havde kigget nærmere på i går. Første del af denne udforskning var at køre en tur på parkens eneste asfalterede vej (bortset fra hovedvej 24, som gennemskærer parken). Den 15km lange vej ender ved en grusvej (som faktisk havde været lukket siden fredagens regnvejr, men nu netop var genåbnet), der fører 3km ind i ”Capital Gorge”, en smal kløftmed meget høje og stejle sider. Selv i en 7,5m camper føler man sig meget lille og skrøbelig, når man bevæger sig ind i en sådan kløft, men udsigten til de stejle sider og de fantastiske klippeformationer, virker så dragende, at man ikke kan lade være med at lade sig lokke.

Formationen ”Golden Throne” ses her i åbning mellem klippesiderne i Capital Gorge.

Indtil 1962 var den primære vej til Fruita gennem denne smalle kløft. Den dag i dag lukker ”flash floods” jævnligt vejen, og det er farligt at bevæge sig herind uden at kende vejrudsigten.

Tilbage med asfalt under hjulene gik turen tilbage mod den centrale del af parken, hvor de mere overkommelige trails findes. Her havde vi udset os det godt 3km lange ”Hickman Bridge Trail”, der med betegnelsen ”moderate” ville være en passende udfordring for os. Trailet ville udover motion også give os et indblik i såvel naturen som den kulturelle historie i området. På den første del af sporet, er der levn fra, hvad der menes, at være de tidligste beboere i området; de såkaldte ”Fremont people”. Disse indianerne var primært jægere/samlere, men drev også landbrug i begrænset omfang. Af levn kan ses rester af fundamenter fra huse og et lerklinet forrådskammer på en af klippesiderne.

Klipperne med den skarpe lagdeling rejser sig brat på den ene side af vejen.

Fremmed ved gåturens mål, ”Hickman Bridge”, som er en naturskabt bro med en højde på næsten 40m og et spænd på godt 40m, holdt vi en velfortjent pause. Dagen i dag hørte også til de varmere, og vi var nu næste 150m højere oppe end der, hvor vi startede. Med en bagende sol var de eneste dyr, vi så på vores vandretur, de solelskende firben og de altid aktive jordegern. Hugo er efterhånden blevet en hel habil dyrespotter, og ofte er det ham, der får øje på dyrene først. Når det sker, kan man være sikker på, at pegefingeren bliver strakt, og der bliver råbt: ”DER”.

Familien ”adskilt” ved ”Hickman Bridge”. Med 10sek selvudløser er det ikke altid Hugo indfanges inden billedet tages.

Så var det igen på tide med lidt historie. Da mormonerne kom til dalen for 130år siden, var den mennesketom, men sådan havde det ikke altid været. I nogle århundreder omkring det forrige årtusindskifte var dalen beboet af de tidligere omtalte Fremont people. De har udover lidt smårester af bygninger efterladt inskriptioner på nogle af bjergsiderne. Disse petroglyffer viser både dyr og mennesker, men ingen tekst eller forklaring på deres betydning, så den er man stadig noget usikker på i dag.

Fremont-kulturens ca. 1000år gamle inskriptioner i klippen. Desværre er de udført på et sted, hvor klippen fortsat nedbrydes, hvorfor der allerede er forsvundet flere meter af petroglyfferne.

Sidste stop, inden Hugo skulle forsøger at bliver junior ranger nok en gang, var ved mormonernes skole; en nærmest mikroskopisk en-værelses bygning, som udover skole også fungerede som forsamlingshus. Skolen var rent faktisk i brug helt til 1941! Da vi lurede ind af vinduerne, lykkedes det Hugo at spotte det sidste manglende objekt i hans billedbingo i junior ranger opgavehæftet; et æble. Opgavehæftet er selvfølgelig lavet til hele året, og under normale omstændigheder skulle æbler være nemme at se i plantagerne, men da vi er her lidt udenfor sæsonen, var det først på skolestuens kateder, at et æble blev set.

Mormonernes et-rums skole. Hugo var først ved skiltet, mon han også om 10år udviser den samme begejstring for at komme i skole?

På besøgscenteret fik vi endelig set den korte parkvideo, vi fik købt den obligatorisk magnet (for en sjælden gangs skyld købte vi 2 – vi kunne simpelthen ikke blive enige om, hvilken der bedst symboliserede Capitol Reef) og Hugo fik erhvervet sig endnu et rangerskilt.

Hjalte og rangeren kigger begge misundeligt på alle Hugos skilte.

Tilbage var bare at nyde den sidste aften på Fruita Campground.

Nej, Hugo lå ikke under bilen hele aftenen, men far havde sagt, han selv måtte få bolden ud.

Til dem af jer, som undrer sig over navnet ”Capitol Reef”, når vi nu, hverken er i nærheden af hovedstaden eller havet, kommer forklaringen her: I den centrale del af parken ligger en stor hvis sandstensklippe, der med sin kuppelform ligner Capitol Hill i Washington DC. ”Reef” skyldes, at de forvredne klippeformationer har en vis lighed med et rev i havet.