Mount Rushmore

Søndag, d. 7/10

Hugo aflægger ranger-eden. Han lover blandt andet, at han ikke vil smide affald og altid kun gå på stierne.

Dagens første vigtige gøremål var Hugos aflæggelse af ranger-eden, således han kunne få endnu et diplom og et junior ranger skilt til samlingen. Med en pavestolt lille dreng gik turen nu ud af parken; vi valgte nok en gang ikke den korteste vej, men den vej, der bød på den bedste udsigt og største chance for at se nogle dyr. Vi blev ikke skuffet, ikke alene kom vi forbi nogle fantastiske udsigtspunkter, men vi rendte også ind i en lille flok ”bighorn sheep”.

En flok Bighorn Sheep foranledigede en kortere pause. Den bagerste flok indeholder en vædder med ”store horn”.

Efter at have sagt farvel til Badlands var næste seværdighed på programmet ”Wall Drug”. Et lille apotek i en søvnig provinsbyflække med færre end 1.000 indbyggere er ved bukke under for det manglende kundegrundlag; hvad gør man så – giver op? Nej, man lancerer en reklamekampagne, hvor man annoncerer med ”FREE ICE WATER”, og får folk til at opsætte skilte over hele verden med afstanden til Wall Drug. I dag er det lille apotek omdannet til et kæmpe indkøbscenter, hvor alverdens ting kan købes; dog mest genstande af souveniragtig karakter. Størrelsen af centeret kan illustreres af at man i cafeteriet er i stand til at have mere end 500 gæster! Her spiste vi vores frokost omgivet af andre turister, der heller ikke rigtigt vidste, hvorfor de befandt sig netop her – de var ligesom os faldet for omtalen. Et godt eksempel på, at reklamens magt er stor. Men i det mindste var isvandet stadig gratis!

Wall Drug er omdannet til et turistmekka med alverdens tingeltangel; på den udendørs legeplads er Hugo kravlet op på en kanin med gevir?

Stadigt lidt forundret over Wall Drug, gik turen mod noget helt andet; en missilsilo. Ikke 500m fra motorvejen ligger et fodboldbane stort areal indhegnet med et godt 2m højt hegn. På hegnet er opsat skilte med adgang forbudt, og at anvendelse af dødelig magt som standard er tilladt! Da lågen stod på klem, tog Hugo og far chancen og gik indenfor…

Ikke meget afslører, at der her befinder(befandt) sig et nukleart missil. Glasset er ikke originalt, men en tilføjelse, der gør, at siloens låg kan være skudt delvis til side, så publikum nu kan se ned til missilet.

Risikoen for at blive skudt var dog heldigvis minimal, da der var tale om den missilsilo, som er omdannet til museum. Skiltene med advarsler er autentiske nok, og skulle tages alvorligt dengang, der var et atomart missil i hullet. I dag er missilet der stadig, men der gøres dog opmærksom på, at sprænghovedet er fjernet (Det er vist kun i USA, at sådanne skilte er nødvendige). I ”gamle dage” var missilet dækket af et armeret betonlåg, det er i dag skudt delvis til side, og åbningen nu dækket af et ”drivhus”, som giver mulighed for at kigge ned til det 20m lange missil. For at sætte tingene lidt i perspektiv; et sprænghoved på et Minuteman II missil har en sprængkraft svarende til 60% af alle de bomber, som blev brugt under 2. Verdenskrig – inklusiv de 2 atombomber over Japan. Godt amerikanerne ikke har 1.000 af disse mere… Nu må de ”nøjes” med 500 af de mere moderne Minuteman III missiler!

Hvis man abstraherer fra refleksionerne i glasset, kan toppen af det næsten 20m lange missil anes.

Tilbage til noget mere fredeligt. Det var på tide at komme tilbage til Black Hills, som vi mere eller mindre var flygte fra for et par dage siden, da vejrudsigten havde lovet for koldt vejr. Selvom dagen efterhånden var noget fremskreden, valgte vi at køre til Mount Rushmore. Her ankom vi en lille time før museet/besøgscenteret lukkede (selve monumentet har døgnåbent) lige tidsnok til at se en film om tilblivelsen af det imponerende 4-dobbelte portræt af nogle de mest betydningsfulde amerikanske præsidenter: George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln.

Bortset fra mors solbriller ligner vi da de 4 præsidenter meget godt.

Efter at have set føromtalte film og taget de obligatorisk billeder fra udsigtsterrassen, var det på tide at komme lidt tættere på de fire præsidenter. Hertil er det 1km lange trail, som går nærmest til foden af bjerget velegnet. Skulpturen bliver så absolut ikke mindre imponerende af, at man kommer tæt på. Det er utroligt at man kan opnå den detaljeringsgrad, når man tænker på, at de primære værktøjer var dynamit og trykluftsbor!

Fra foden af bjerget, som er det tætteste, man umiddelbart kan komme på, er præsidenterne endnu mere imponerende.

Så var tiden kommet til at begynde at tænke på noget overnatning. Valget faldt på en af campingpladserne i den nærliggende ”Custer State Park”. At steder er relativt tæt på, betyder ikke nødvendigvis, at man kommer hurtigt dertil. Vejen til Custer SP var ualmindeligt krinklet og ”krydret med en række meget små tunneler – så små, at vi måtte konferere med vores manual på vognen for at se, om vi kunne være der.

Vi kunne heldigvis netop være der, men meget spildplads var der ikke.

Da mørket samtidig faldt på, og tempoet derfor faldt yderligere, begyndte vi efterhånden at blive lettere utålmodige. Heldigvis besindede vi os, og holdt farten tilpas lavt, hvilket viste sig yderst heldigt: Kort efter vi var kommet ind i statsparken, blev vi overrasket af en stor bisontyr, der umiddelbart efter et sving pludselig stod midt på vejen. Vi nåede at stoppe med 10m igen, men havde farten været meget højere end de 30km/t, vi kørte med, havde vi haft et alvorligt problem med frysekapaciteten.

Endelig fremme på campingpladsen, hvor der heldigvis var en ledig plads med elektricitet, stod den på stærkt forsinket aftensmad. I Hugos godnat sang havde Jens Hansen i dagens anledning fået en bison på sin bondegård.