Yellowstone - Canyon

Lørdag, d. 29/9

I dag var vi igen tidligt på færde, vi vil jo gerne nå så meget som muligt her i Yellowstone. I morgendisen trillede vi ud fra campingpladsen, gennem Mammoth by og videre sydover mod Norris, hvor vi i modsætning til i går drejede til venstre mod Canyon. I Canyon forlod vi hovedvejen for at køre ind på ”North Rim Drive”, en vej, som følger en del af kløftens nordlige kant. Vejen giver adgang til flere trails og en lang række udsigtspunkter.

Familien med vandfaldet (Lower Falls) i baggrunden.

Dagens første udfordring var et relativt kort trail til ”Lower Falls”. Trailet er på under en km, men falder 175m (som man selvfølgelig skal opad på tilbagevejen). Trailet fører, som navnet antyder, til det nedre af de to store vandfald i Yellowstone Canyon. Vandfaldet er 94m højt, og var afgjort den stejle tur derned værd. Udover det imponerende vandfald, har man en fantastisk udsigt ned gennem kløften.

Far har taget et frimærkebillede (personerne er som frimærker) af mor og drengene ved vandfaldets top (Lower Falls)

Lettere forpustede nåede tilbage til camperen, hvorefter vi fortsatte mod et par af udsigtspunkterne. Både Lookout Point” og ”Grand View” var besøget værd – et 94m vandfald er også imponerende på afstand. Rent faktisk er det svært at afgøre, hvad der er mest imponerende: Vandfaldet, kløften, de mange farver – i virkeligheden er det jo nok det samlede sceneri, som de enkelte elementer bidrager til.

Alle får og giver et kys. I baggrunden ses Yellowstone Canyon.

Næste punkt på dagsordenen var en rangerguidet tur. Overskriften på turen var ”Mud Volcano Ramble”, hvilket vi ikke kunne stå for. Vi ankom til mudder vulkanen godt fem minutter før, den guidede tur skulle begynde, så vi var sent på den. Men det viste sig ligegyldigt for turen var udsat på ubestemt tid, eftersom en flok bison havde blokeret stisystemet omkring ”Mud Volcano”. Faktisk var rangeren ikke sikker på, at turen i det hele taget kunne gennemføres.

Her ses årsagen til, at vores guidede tur blev udsat. Bisoner er som alle andre vilde dyr uberegnelige; og med den størrelse – farlige.

3 kvarter senere besluttede rangeren, at han ville begynde turen. På dette tidspunkt havde de andre, som ellers havde givet udtryk for, at de var interesseret, opgivet. Det betød, at vi endte med at være de eneste på den guidede tur! På grund af de forstyrrende bisoner, blev ruten rundt og rækkefølgen af de enkelte ting af interesse ændret noget, hvilket dog var komplet uden betydning for os. Når man har en ranger på ”tomandshånd” bliver der i højere grad tale om en dialog, hvor rangeren kan tilrettelægge fortællingerne til netop ens interessefelt, helt fantastisk.

Mor og drengene ved resterne af mudder vulkanen. Da den blev navngivet, var den kegleformet, 15m høj og sprøjtede mudder op i luften – nu (efter den på et tidspunkt eksploderede) er den reelt ”bare” en boblende mudder pøl.

Efter en noget forsinket frokost, havde vi pludseligt travlt. Vi skulle nå tilbage til Yellowstone Canyon, hvor vi havde planlagt at deltage i endnu en rangerguidet tur. ”Walking the Edge” var overskriften, som havde fanget vores interesse, turen var ifølge programmet ”an easy walk of about a mile, 1 ½ hours”. På trods af travlheden, havde vi dog tid til et kort fotostop, da et interessant dyr pludselig viste sig i dalen.

En ”coyote” jagede mus eller andre gnavere i det høje græs, men blev selv fanget i mors linse.

Guiden startede dog med at gøre opmærksom på, at turen ville vare et sted mellem 2 og 2½ time. Han nævnede dog intet om, at distancen var mindst fordoblet og at ”easy” heller ikke ville være en dækkende betegnelse for trailets sværhedsgrad.

Hugo lytter til rangeren, mens han holder far og en fremmed i hånden. Manden her var så venlig at hjælpe, da Hugo havde en ”krise” på vej op ad bakken.

Men han er så rigeligt tilgivet; her var virkeligt en guide, der brændte for sit arbejde. Det var tydeligt, at Yellowstone og specielt de tidlige ekspeditioner hertil (som bevirkede, at der i det hele taget blev dannet en nationalpark) var hans store interesse. Vores guide slæbte rundt på et større omslag indeholde blandt andet kopier af fotografier fra Hayden ekspeditionen i 1871; vi blev så ført af tæt på ikke eksisterende stier til stederne, hvor fotografierne var taget fra. Hans store helt var dog ikke fotografen, William Jackson, men derimod maleren Thomas Moran, som også havde deltaget på Hayden ekspeditionen. Og selvfølgelig indeholdt vores guides chartek flere eksempler på billeder af Moran, hvor Yellowstone var motivet.

Mor og Hjalte poserer på det sted, hvor et berømt foto blev taget for 140år siden på Hayden-ekspeditionen. Et fotografi, som vores guide selvfølgelig havde medbragt en kopi af.

Reelt var det vel 1/3 del, af hans fortællinger, der havde kløften som emne, mens hovedparten altså var om ekspeditionen i 1871 og anekdoter herfra, blandt andet om kokken, der havde glemt at tage højde for, at vand koger ved en noget lavere temperatur heroppe i højden, hvorfor kartoflerne ikke blev færdige på 20min som vanligt. Om kløftens tilblivelse kunne han fortælle, at den i geologisk forstand er meget ung; kun omkring 150.000år, at den primært er dannet af vands erodering af underlaget og ikke af eksempelvis gletsjere. At vandet har haft så stor effekt på den (relativt) korte tid, skyldes den termiske aktivitet i undergrunden; klipperne er simpelthen blevet ”blødgjort” af supervarm damp. De to vandfald er så opstået på steder, hvor undergrunden ikke har været udsat for den samme grad af varme, hvorfor den her er hårdere. Efter at have hørt forklaringen om de varmebehandlede sten kunne vi ikke lade være med at drille vores guide lidt, og spurgte derfor, om det kunne være rigtigt, at en af hans helte (kokken fra Hayden ekspedition) ikke kunne koge kartofler på et sted, hvor vandet var i stand til at koge sten? Efter at have set lidt forkert ud i ansigtet et kort øjeblik, smilede han og nikkede anerkendende; nok mest fordi, der endelig var nogen, som hørte efter, hvad han fortalte.

Man forstår godt, at dette vandfald er et meget brugt motiv for både malere og fotografer.

Hen i mod afslutningen af turen blev vi ”forstyrret” af en bjørn. Eller rettere vores ranger måtte midlertidigt afbryde turen, eftersom en bjørn var blevet set i umiddelbar nærhed og nu tiltrak sig en større skare af fotograferende tosser, der absolut hverken efterkom almindelig pli eller de opstillede sikkerhedsregler for møder med bjørne. Vores guide fortalte efterfølgende, at det sandsynligvis var den samme bjørn, som folk havde kastet sten på samme morgen, da den havde sovet på en nærliggende parkeringsplads. Hvad fanden tænker sådanne mennesker på!

Familien foran det fantastiske vandfald

Endnu en fantastisk dag nærmede sig sin afslutning. Inden vi forlod den fabelagtige Yellowstone Canyon, måtte vi dog lige stoppe ved endnu en række af udsigtspunkterne.

Dagens sidste seværdighed, en større granitsten. Da de nærmeste granitformationer findes 50km fra Yellowstone, har gletsjere (eller trolde) transporteret den mindst denne distance.