Arches NP

Fredag, d. 12/10

Med en overnatning på en kedelig parkeringsplads, var der ikke rigtig noget, som forhindrede os i at tage tidligt af sted; så det gjorde vi. Den første halvdel af ruten til Arches NP var på motorvej, og kunne derfor sagtens have været begivenhedsløs, men vejret ville det anderledes. Pludselig befandt vi os i et uvejr af en anden verden; gigantiske lyn rev himlen fra hinanden, regnen stod ned i lårtykke stråler og vinden ruskede i camperen. Så da vi kom til et udsigtspunkt langs motorvejen, hvor solopgangen over bjergene bag os kunne være nydt, blev vi bilen; far forsøgte ellers uden held at lokke mor ud og tage nogle billeder.

De mørke skyer, som ødelagde solopgangen over bjergene.

Den sidste del af vejen til Arches NP var langs Coloradofloden. Floden, som har sit udspring i Rocky Mountains NP, havde vi efterhånden set og krydset nogle gange i løbet af det sidste døgn. Fremme ved indgangen til Arches blev vi mødt af et ”Campground FULL”-skilt, hvilket ifølge besøgscenteret på ingen måde var overraskende. Her i ørken-nationalparkerne i Utah er oktober højsæson; der er simpelthen for varmt i juli og august. Campingpladsen, hvoraf der kun er en i Arches NP, er normalt booket flere måneder i forvejen – en planlægningshorisont vi på ingen måde kan leve op til. Heldigvis er der en lang række campingpladser i området; en del af disse helt ned til Coloradofloden.

Den rødbrune Colorado River, som her har skåret sig ned gennem klippen.

Besøgscenteret var selvfølgelig også leveringsdygtige i et opgavehæfte til Hugo og anbefalinger på korte børneegnede trails. Inden vi valgte at gå nogle af disse stoppede vi dog ved nogle af de mange udsigtspunkter for at få et overblik over nogle af parkens mange attraktioner. Attraktionerne i Arches NP er primært de mange buer; alt afhængig af definitionen af en bue, når Arches op på mere end 2.500 af disse. Udover de mange buer er der alverdens klippeformationer: Balancerende sten, spir, finner osv.

Det kan da godt være, man befinder sig på et sted med en fantastisk udsigt, men kombinationen af vandpytter og gummistøvler er bare sjovere.

Regnvejret fra tidligere på dagen var åbenbart endnu ikke overstået; i hvert fald begyndte det at øsregne lige omkring frokost, hvorfor den blev indtaget inde i vognen. Arches NP får kun omkring 200mm regn om året, så godt 20mm (som vi ifølge besøgscenteret fik i dag) på få timer er ikke dagligdagskost. Da regnvejret varede længere end vores frokostpause, besluttede vi os for at køre resten af parkens eneste asfalterede vej. Da regnvejret stoppede nogenlunde samtidig med, at vi nåede vejens ende, satsede vi på tørvejr i mindst en time og bevægede os ud på et af de kortere trails, Skyline Arch.

Far og Hugo på vej mod ”skyline Arch”. Far forsøger at undgå vandpytterne – Hugo det modsatte.

Tørre endnu og med mod på mere begav vi os ud på endnu et kort trail, Sand Dune Arch. Det specielle ved denne bue er, at den er gemt inde i en relativ smal kløft; en kløft, der er fyldt med det fineste røde sand. Hugo troede, han var kommet i paradis, da han så den kæmpe sandkasse, og for at det ikke skal være løgn, havde stien dertil været fyldt med kæmpe vandpytter – godt mor havde været forudseende og fundet hans gummistøvler frem.

”Sand Dune Arch”. Hugo er dog meget mere interesseret i alt det fine røde sand, som omgiver den.

Her har Hugo fundet sig en gigantisk vandpyt. Note til indkøbslisten: Gummistøvler med lange skafter.

Stadig i tørvejr var næste mål den ikoniske ”delicate Arch”, buen som er Utahs mest kendte vartegn. Desværre viste det sig, at regnvejret havde skyllet en del af vejen ned til de 2 korte spor, som fører hen til udsigtspunkter, hvorfra buen kan ses på ca. 1km afstand, væk. Så hvis vi ville se den berømte bue, var der ingen anden udvej end at gå det udfordrende spor, som fører helt hen til foden af buen. Trailet er 5km langt, stiger 150m, er uden skygge (ikke et problem i dag), er uden læ og kun markeret med små stenstabler. Efter moden overvejelse besluttede vi at tage udfordringen op; vi fik pakket tasken og var på vej ud af døren, da himlens sluser endnu en gang åbnede sig. Med lige dele ærgrelse over ikke at komme af sted og lettelse over ikke at befinde sig midtvejs på sporet, besluttede vi os for at kalde det en dag og forsøge at finde et sted at overnatte.

”Balancing Rock” ligner én, der kan falde ned, hvad øjeblik det skal være.

Små 10km fra parkens indgang, lykkedes det os at finde en ledig plads. Campingpladsen, der ligger helt ned til Colorado floden, har ingen faciliteter udover et lokum (ja, der er ikke indlagt vand, så der er tale om et hul i jorden), men for os betyder det jo ikke noget. Da der efterhånden var drevet opklaring ind fra vest, tog vi chancen og startede op i grillen. Aftensmaden kom i hus uden forstyrrende vand fra oven – tilbage var bare at nyde en fantastisk solnedgang over bjergene.

Når solens sidste stråler oplyser klipperne, får de en speciel, varm glød.