Capitol Reef NP – Scenic Drive

Onsdag, d. 17/10

Morgenmaden blev i bogstaveligste forstand skovlet ind.

Dagen i dag skulle bruges på at udforske parken uden for det historiske distrikt, som vi havde kigget nærmere på i går. Første del af denne udforskning var at køre en tur på parkens eneste asfalterede vej (bortset fra hovedvej 24, som gennemskærer parken). Den 15km lange vej ender ved en grusvej (som faktisk havde været lukket siden fredagens regnvejr, men nu netop var genåbnet), der fører 3km ind i ”Capital Gorge”, en smal kløftmed meget høje og stejle sider. Selv i en 7,5m camper føler man sig meget lille og skrøbelig, når man bevæger sig ind i en sådan kløft, men udsigten til de stejle sider og de fantastiske klippeformationer, virker så dragende, at man ikke kan lade være med at lade sig lokke.

Formationen ”Golden Throne” ses her i åbning mellem klippesiderne i Capital Gorge.

Indtil 1962 var den primære vej til Fruita gennem denne smalle kløft. Den dag i dag lukker ”flash floods” jævnligt vejen, og det er farligt at bevæge sig herind uden at kende vejrudsigten.

Tilbage med asfalt under hjulene gik turen tilbage mod den centrale del af parken, hvor de mere overkommelige trails findes. Her havde vi udset os det godt 3km lange ”Hickman Bridge Trail”, der med betegnelsen ”moderate” ville være en passende udfordring for os. Trailet ville udover motion også give os et indblik i såvel naturen som den kulturelle historie i området. På den første del af sporet, er der levn fra, hvad der menes, at være de tidligste beboere i området; de såkaldte ”Fremont people”. Disse indianerne var primært jægere/samlere, men drev også landbrug i begrænset omfang. Af levn kan ses rester af fundamenter fra huse og et lerklinet forrådskammer på en af klippesiderne.

Klipperne med den skarpe lagdeling rejser sig brat på den ene side af vejen.

Fremmed ved gåturens mål, ”Hickman Bridge”, som er en naturskabt bro med en højde på næsten 40m og et spænd på godt 40m, holdt vi en velfortjent pause. Dagen i dag hørte også til de varmere, og vi var nu næste 150m højere oppe end der, hvor vi startede. Med en bagende sol var de eneste dyr, vi så på vores vandretur, de solelskende firben og de altid aktive jordegern. Hugo er efterhånden blevet en hel habil dyrespotter, og ofte er det ham, der får øje på dyrene først. Når det sker, kan man være sikker på, at pegefingeren bliver strakt, og der bliver råbt: ”DER”.

Familien ”adskilt” ved ”Hickman Bridge”. Med 10sek selvudløser er det ikke altid Hugo indfanges inden billedet tages.

Så var det igen på tide med lidt historie. Da mormonerne kom til dalen for 130år siden, var den mennesketom, men sådan havde det ikke altid været. I nogle århundreder omkring det forrige årtusindskifte var dalen beboet af de tidligere omtalte Fremont people. De har udover lidt smårester af bygninger efterladt inskriptioner på nogle af bjergsiderne. Disse petroglyffer viser både dyr og mennesker, men ingen tekst eller forklaring på deres betydning, så den er man stadig noget usikker på i dag.

Fremont-kulturens ca. 1000år gamle inskriptioner i klippen. Desværre er de udført på et sted, hvor klippen fortsat nedbrydes, hvorfor der allerede er forsvundet flere meter af petroglyfferne.

Sidste stop, inden Hugo skulle forsøger at bliver junior ranger nok en gang, var ved mormonernes skole; en nærmest mikroskopisk en-værelses bygning, som udover skole også fungerede som forsamlingshus. Skolen var rent faktisk i brug helt til 1941! Da vi lurede ind af vinduerne, lykkedes det Hugo at spotte det sidste manglende objekt i hans billedbingo i junior ranger opgavehæftet; et æble. Opgavehæftet er selvfølgelig lavet til hele året, og under normale omstændigheder skulle æbler være nemme at se i plantagerne, men da vi er her lidt udenfor sæsonen, var det først på skolestuens kateder, at et æble blev set.

Mormonernes et-rums skole. Hugo var først ved skiltet, mon han også om 10år udviser den samme begejstring for at komme i skole?

På besøgscenteret fik vi endelig set den korte parkvideo, vi fik købt den obligatorisk magnet (for en sjælden gangs skyld købte vi 2 – vi kunne simpelthen ikke blive enige om, hvilken der bedst symboliserede Capitol Reef) og Hugo fik erhvervet sig endnu et rangerskilt.

Hjalte og rangeren kigger begge misundeligt på alle Hugos skilte.

Tilbage var bare at nyde den sidste aften på Fruita Campground.

Nej, Hugo lå ikke under bilen hele aftenen, men far havde sagt, han selv måtte få bolden ud.

Til dem af jer, som undrer sig over navnet ”Capitol Reef”, når vi nu, hverken er i nærheden af hovedstaden eller havet, kommer forklaringen her: I den centrale del af parken ligger en stor hvis sandstensklippe, der med sin kuppelform ligner Capitol Hill i Washington DC. ”Reef” skyldes, at de forvredne klippeformationer har en vis lighed med et rev i havet.