Rocky Mountains NP

Torsdag, d. 11/10

Efter at have tilbagelagt de manglende 25km, nåede vi Rocky Mountains NP. Første stop var som vanligt besøgscenteret, hvor de heldigvis bekræftede, at vejen gennem parken, Trail Ridge Road, var farbar, og at vejret for i dag ikke ville ændre på det. Vejen havde allerede været lukket 2 dage i år på grund af snefald! Efter at have set en 25min. film om parken, fået en opdatering på skovbranden (som heldigvis ikke havde den store indflydelse på vores gennemkørsel) og fået udleveret et junior ranger opgavehæfte til Hugo, begav vi os af sted – opad.

Familien ved et af de mange udsigtspunkter langs Trail Ridge Road.

Trail Ridge Road er bemærkelsesværdig, idet den overvejende befinder sig over trægrænsen; oppe i den alpine tundra. Her er klimaet og dermed de få planter og dyr, som kan udholde de barske forhold, som nord for polarcirklen. Fra de mange udsigtspunkter langs vejen, kan det spektakulære sceneri nydes; udsigten er helt ubeskrivelig.

Hugo får sig en frys-selv-is. Blå is, blå himmel, hvad mere kan man ønske sig

Der er selvfølgelig også flere trails, som har udgangspunkt langs vejen. Vi valgte det højest beliggende, Tundra Nature Trail, som med sit udgangspunkt i 12.110ft og med yderligere 260ft stigning tager en helt op i 12.370ft (3.770m)! Her er ordsproget sandt: ”Der er koldt på toppen, men udsigten er fantastisk”. I den højde er det tydeligt at mærke, at luften er tyndere. Bevæger man sig i ens normale tempo, mister man hurtigt pusten; så det er med at sætte farten ned. En anden faktor man skal indregne, er UV-bestrålingen. Den er mere end det dobbelte af, hvad den er ved havets overflade; så solcreme er nødvendig – også selvom temperaturen er omkring frysepunktet. Da der selvfølgelig heller ikke er læ, var den korte tur på små 2km en kold fornøjelse, men en fornøjelse var det.

Som det fremgår af billedet, er det svært at finde ly/læ heroppe nær toppen. Kun de sejeste klarer den - godt familien hører til i denne kategori

Tilbage i varmen i camperen gik turen mod det nærliggende højeste punkt på vejen, men da det ”kun” var i 12.183ft, og vi netop havde vandret rundt oppe i 12.370ft, var det jo ikke helt så bemærkelsesværdigt. Herfra gik det naturligt nok nedad bakke. For at få tid til at lade den fantastiske udsigt synke helt ind, stoppede vi igen ved en lang række af de udsigtspunkter, som vejen er udstyret med.

Et billede fra turen ned ad. Nedkørslen på Vestsiden er mindre dramatisk end opkørslen på østsiden.

Sidste stop inden parken blev forladt, var ved besøgscenteret i parkens sydvestlige hjørne. Her skulle den obligatoriske magnet indkøbes, og Hugo nok en gang aflægge ranger-eden. Da mængden af junior ranger skilte efterhånden er begyndt at løbe op, valgte vi at købe en ranger-vest, så de mange skilte har et naturligt opbevaringssted. Med hvad er en ranger uden en hat? Så en sådan røg også på disken.

Hugo har netop aflagt ed og har derfor fået lov at låne en ægte rangerhat.

Med ca. 600km til næste nationalpark og et ønske om at være der i morgen, var det med at få lagt nogle kilometer bag os. Vi endte derfor med at køre indtil kl. blev 22.30, hvor vi holdt ind på parkeringspladsen ved turistkontoret i byen Grand Junction. Her overnatter vi til i morgen, hvor vi kører til Arches NP.

Hugo iført sin nyindkøbte ranger-vest og -hat. Ved hans side står den ranger, som eksaminerede ham denne gang.