Scenic Byway 12

Torsdag, d. 18/10

Tiden var kommet til at sige farvel til den hyggelige Capitol Reef NP. Inden vi helt kunne slippe denne dejlige park, valgte vi dog at stoppe ved et par udsigtspunkter og et enkelt trail på vejen vestover. Trailet ”Goosenecks” er kun på få hundrede meter, men leder til en spektakulær udsigt ned i ”Sulphur Creek Canyon”.

Billedet er taget nærmest lodret ned i Sulphur Creek. På denne tid af året er der ikke meget vand i floden, så at den er ansvarlig for den dybe kløft, er ikke til at forstå.

Utah 12 eller Scenic Byway 12, som den også bliver kaldt, er landevejen mellem Capitol Reef NP og Bryce Canyon NP, og da netop Bryce var dagens mål, var det nærliggende at tage den smukke vej frem for de større hovedveje. Scenic Byway 12, der bugter sig over ”Boulder Mountain”, gennem ”Dixie National Forest” og Grand Staircase-Escalante National Monument” i et af USA's mest øde områder, regnes for en af USA's smukkeste vejstrækninger.

Hjalte med ryggen til udsigten fra Boulder Mountain. Til Højre for ham ses nogle af de mange gyldne birketræer, som dominerer floraen på bjerget.

Turen op over Boulder Mountain med en gylden skov af birketræer på den ene side og udsigt ud over blandt andet Capitol Reef NP på den anden var helt ubeskrivelig. Heldigvis har man, da man anlagde vejen været forudseende og etableret en lang række udsigtspunkter, hvorfra udsigten kan nydes uden, at man behøver blokere trafikken på vejen. Byen Boulder, som man kommer til på den anden side af bjerget med samme navn, hører til blandt USA's mest isolerede; helt indtil slutningen af 30’erne blev posten leveret på hesteryg! Og mælken kom på ryggen af muldyr!

Familien ved et af de mange udsigtspunkter op over Boulder Mountain. Billedet er taget med selvudløser, hvor der altid er kamp om at komme til at se billedet først – i dette tilfælde tyvstartede Hugo!

Netop som man troede, udsigten ikke kunne blive mere spektakulær, kommer man til et stykke af vejen med tilnavnet ”The Hogback”. Her kører man i bogstaveligste forstand på bjergenes toppe; de steder hvor vejen er smallest, er der en ikke en meter fra vejbanen til de stejle klippeskrænter – og det på begge sider!

Et klip fra turen ad The Hogback. Desværre er det smalleste sted ikke med - det var det smalle sted, som fik os til at starte optagelsen.

Så var det efterhånden blevet tid til frokost, og ud af det blå dukkede en café. Herude midt i intetheden måtte sådan en café være god for at overleve, var vores tanke, så her stoppede vi. Vi blev ikke skuffede, dejlig mad og fantastisk kaffe; og da der samtidig var et par legekammerater til Hugo, endte vi faktisk med at bruge et par timer her (der var også Wi-Fi, så et par indlæg kunne oploades ).

Hugo er ikke helt tilfreds med at skulle forlade sine nye legekammerater. Bag ham ses KIVA Koffeehouse; en rustik bygning, hvor muligheden for at nyde den fantastiske udsigten er optimeret.

Tilbage på vejen var der ikke rigtig tid til flere stops, hvis vi skulle sikre os en campingplads i Bryce Canyon NP. Ved ankomsten til Bryce var besøgscenteret som altid det første stop, udover et junior ranger opgavehæfte til Hugo, var det vejrudsigten for de kommende par dage, som fik vores opmærksomhed. Der loves temperaturer lige omkring frysepunktet de næste par nætter, hvilket nok bliver koldt, men, har vi erfaret, ikke er et reelt problem. Højest temperatur i løbet af dagene ca. 20 grader, så hverken shorts eller sweater skal pakkes væk endnu.

En ensom Hoodoo i udkanten af Bryce Canyon NP varsler, hvad som er i vente.

Efter at have fundet os en ledig plads på ”North Campground” stod den på forberedelse af aftensmad. I den forbindelse opdagede far pludselig, at hans ene kreditkort lå løst i lommen – i sig selv ikke et problem, hvis ikke det var fordi holderen, hvor kreditkortet burde have ligget, var væk! Efter at have gennemledt camperen, nåede vi frem til, at kortholderen måtte være blevet tabt/glemt et eller andet sted. Logikken sagde, at det måtte være, hvor det tilbageværende kort sidst havde været brugt – og hvor var så det? Bedste bud var på caféen, hvor vi havde spist frokost. Ned til besøgscenteret, hvor der var Wi-Fi, og da vi heldigvis kunne huske navnet på kaffebaren, blev den googlet. Udover en masse gode anmeldelser dukkede også deres hjemmeside op, hvor der naturligvis var et telefonnr. Et telefonopkald senere var mysteriet opklaret; kortholderen befandt sig på ”KIVA Koffeehouse” - 100km og 1½ times kørsel væk.

Resten af aftenen gik med at løse de første opgaver i junior ranger hæftet og spekulere på, hvorledes vi skulle generhverve den famøse kortholder. Skulle vi tage imod tilbuddet om at få den sendt med posten, men hvor skulle den i givet fald sendes hen, vi planlagde jo kun at være her i Bryce i 2 dage – ville posten kunne nå frem? Vi kunne også få den sendt til KOA’en i Las Vegas, hvor vi planlægger at bruge et par dage om en uges tid. Eller vi kunne få dem til bare at destruere alle kortene, og så klare os med mors og fars ene tilbageværende kreditkort. Endelig kunne vi selvfølgelig køre tilbage efter den…