Sinks Canyon

Onsdag, d. 3/10

Endnu en kold morgen, brrr… Af sted det gik, morgenmaden måtte vente, i det mindste indtil vognen var blevet gennemvarm. Umiddelbart efter at have passeret det næsten 3km høje Togwotee pas holdte vi ind på en rasteplads og fik den daglige ration havregryn og Cherios. Dagen i dag havde ikke så mange punkter på programmet: Få handlet ind, få set ”Sinks Canyon” og komme så langt mod øst som muligt.

Her er ikke tale om graffiti; bjerget er bare ”regnbuefarvet”.

Efter meget få begivenheder nåede vi ”Sinks Canyon State Park” sidst på formiddagen. Her var besøgscenteret lukket for sæsonen, hvorfor vi måtte klare os på egen hånd. Det var nu heller ikke svært, da det spektakulære i Sinks canyon ikke er til at overse: En flod, der bruser derudaf for pludseligt at forsvinde ned i et hul (The Sinks), 500m længere nede i dalen dukker vandet så op af et andet hul (The Rise) - så kort kunne historien reelt fortælles.

Familien ved the Sinks, hvor floden forsvinder.

Der er dog lidt mere til historien; gennem mange år var det vanskelligt at bevise det ellers indlysende, at der var en forbindelse mellem der, hvor vand forsvandt og der, hvor vand kom op. Årsagen hertil er blandt andet, at vandet tager mere end 2 timer om de 500m, at der kommer mere vand op, end der forsvinder, og at vandet er varmere, når det når ”the Rise”. I dag ved man, at det vand, der forsvinder i ”The Sinks”, kommer op i ”The Rise”, men hvorfor det er varmere, og hvor det ekstra vand kommer fra, ved man endnu ikke.

The Rise, hvor vandet kommer op igen. Det nu varmere vand, er vellidt blandt ørreder.

Køleskabet blev fyldt ved Safeway i byen Lander, som ligger 10km fra Sinks Canyon. Safeway har efterhånden udviklet sig til vores foretrukne indkøbssted; måske fordi vi er ved at vænne os til deres opbygning, så de enkelte varegrupper efterhånden er til at finde. Safeway kan vel bedst sammenlignes med Føtex, hvad angår størrelse og udvalg.

Her ses den mørke vej, hvor det pludseligt begyndte at sne. Vi havde jo netop forladt de høje bjerge for at undgå sådan noget.

Så var der bare tilbage at få nogle kilometer på triptælleren. Vi havde ikke planlagt, hvor vi ville stoppe for natten, så planen var egentlig bare at køre, så langt vi gad og så kigge på overnatningsmuligheder, når trætheden meldte sig. Formålet med at komme så langt østpå som muligt var tofold: At bringe os tættere på de næste seværdigheder; Black Hills med bl.a. ”Devils Tower” og ”Mount Rushmore og komme væk fra det kolde vejr i ”Rocky Mountains”. Halvdelen af formålet så dog pludselig ud til at fordufte, da vi med ét befandt os i snevejr! Det viste sig dog heldigvis at være nogle forbigående sludbyger, og ikke en større snestorm. Vejene, i området vi befinder os i, er elleres forberedt til sne; der er i hvert fald opsat store skilte med teksten ”If lights are flashing – road is closed – return to xxx”. Vi så heldigvis ingen blinkende lys. Efter at have tilbagelangt næste 800km i løbet af dagen, besluttede vi, at nu gad vi ikke mere. Med 50 km til ”Devils Tower” holdte vi ind på en rasteplads og forberedte os på en kold nat.