Bannack

Tirsdag, d. 25/9

Mens børnene endnu sov trygt, listede vi ud af byen efter at have fået tømt tankene. Det var nemlig lykkedes Hugo at få fyldt pottetanken aftenen forinden; han har fundet ud af at betjene fodpedalen, der skyller ud, hvilket normalt ikke er det store problem, da man bare kan slukke for vandpumpen. Men på campingpladsen havde vi været tilsluttet byvandet, så vandpumpen, der afgiver en meget distinkt lyd, havde ikke som vanligt, afsløret Hugos skarnsstreger!

Som i så mange andre tilfælde, er genveje ikke altid at foretrække.

Turen til Bannack udviklede sig til lidt af et eventyr; vi havde bedt GPS’en om at finde den korteste rute, hvilket vi senere fortrød eftertrykkeligt. Ruten, vi blev ledt af, førte os gennem et stykke nationalskov , hvor vejen til tider var uegnet for en 4-hjulstrækker – og vi er i en 7½m RV på 7-8T! ikke sjovt. Vejen krævede konstant koncentration fra både fører og passager, hvorfor den ellers utroligt smukke natur var svær at nyde. Vi nåede dog helskindede frem til Bannack, hvor vi kunne konstatere, at den længere rute ad hovedveje havde været mindst en time hurtigere – så meget for at skyde genvej.

Hugo byder velkommen i et af de mange forladte huse. Det var så varmt i spøgelsesbyen, at Hugo havde smidt sine bukser.

I sommeren 1862 fandt en flok guldgravere guld i den nærliggende ”Grasshopper Greek”, og grundlagde, hvad der senere skulle blive til, byen Bannack. Gode nyheder spredes som en steppebrand og allerede samme efterår var der 400 indbyggere; foråret 63 var indbyggertallet vokset til 3.000! Bannack var på et tidspunkt Territoriet Montanas (Montana var ikke blevet en stat endnu) hovedstad, hvilket en 2-etagers murstensbygning bevidner, den var nemlig bygget for at huse territoriets lovgivende forsamling. Den var samtidig den første bygning af mursten i Montana. Da Bannack små 20 år senere blev forpasset af jernbanen flyttedes hovedstaden til nærliggende Dillon, som havde fået jernbaneforbindelsen.

Sådan har Bannack set ud i mere end 100år! Og forhåbentlig ser den også sådan ud de næste 100.

I modsætning til mange af de andre spøgelsesbyer, har man i Bannack ikke forsøgt at lave et ”tivoli” ud af byen; her er der ikke liv i forretningerne, man ser ikke udklædte ”skuespillere” eller lignende. Byen ser stort set ud, som da den blev forladt. De mere end 50 huse er alle originale, det fleste er umøbleret, mens man i enkelte har genskabt interiøret f.eks. i skolen. Byen er fuld af historie(r), blandt andet om sheriffen, Henry Plummer, der i al hemmelighed ledede en røverbande kaldet, the Innocents”, som var ansvarlig for mere end 100 mord og utallige røverier på kun 8 måneder, inden de blev afsløret. Henry Plummer og hans to vicesheriffer blev hængt her i byen!

Familien ”hænger” her, hvor sheriffen og hans to vicesheriffer hang tilbage i 1864.

Men hvad er en spøgelsesby uden spøgelser? I Bannack er det efter sigende grædende babyer, man skulle kunne høre. Specielt fra ”Amede Bessette’s House”, der ofte blev brugt som karantæne sted, når epidemier af scarletfeber, difteri eller influenza brød ud. En anden sjov anekdote er om kirkens tilblivelse. En indianeropstand i sommeren 1877 rygtedes på vej mod byen, hvilket fik folk fra nærområdet til at strømme til byen i håb om beskyttelse. Tilfældigvis var den omrejsende præst i byen på daværende tidspunkt, og det lykkedes ham at få udnyttet frygten og den afledte religiøse vækkelse, samt det store antal ekstra folk i byen til at få bygget byens første og eneste kirke.

Her holdt frimurerne til på førstesal, mens der var skole nedenunder. Læg mærke til den antikke karrusel, som Hugo kører en tur på.

Efter at have vandret rundt i den forladte by det meste af dagen, var det på tide at sætte kursen østover igen. Inden vi ankommer til Yellowstone NP, er der dog mindst en enkelt seværdighed, vi gerne vil have med her nordvest for verdens ældste nationalpark. Denne seværdighed er ”Museum of the Rockies”, som ligger i byen Bozeman godt 100km nord for Yellowstone. Helt til Bozeman nåede vi dog ikke i dag, vi har gjort holdt for natten i ”Lewis & Clark Caverns State Park ca. 80km vest for Bozeman. Vi har slået lejr parkens campingplads, hvor vi fandt en plads 10m fra en legeplads, som Hugo brugte dagens sidste lyse timer på. Da hulerne, som er statsparkens berettigelse, ser yderst spændende ud, er det muligt, at vi tager endnu en overnatning her, vi får se.

Vores campingplads med legepladsen i baggrunden, som blev benyttet flittigt.