Capitol Reef NP

Mandag, d. 15/10

I fugleflugtslinje er der næppe 100km mellem Canyonlands NP og Capitol Reef NP, men da vi normalt vælger at følge vejene, ville dagens køretur blive på ca. 250km. Inden vi begav os af sted, tog vi os dog tid til at nyde en endnu en fantastisk morgen – ikke en sky på himlen og en temperatur, der om end den startede encifret hurtigt steg. Da vi efterhånden var ved at løbe tør for brændstof; den er tørstig sådan en V8, så vores mere end 200L tank holder ikke så længe, var en benzintank det altoverskyggende mål for førstedelen af turen.

Melonboden med alverdens meloner og græskar. Mor har gemt sig halvt inden i boden, hvor hun tilsyneladende (baseret på tiden det tog) prøvesmager hele sortimentet.

En sådan fandt vi i den lille turistby, Green River, der sjovt nok ligger ved floden af samme navn – opfindsomheden er stor…Udover benzin fik vi handlet lidt frugt og grønt ved en større vejbod, hvor tilløbsstykket var udvalget af meloner. Efter lidt smagsprøver valgte mor at købe en ukendt melon (som hun nu har glemt navnet på), en vandmelon og et græskar.

Highway 24 hører ikke til de mest trafikkerede. Der var i hvert fald ingen fare forbundet med at stille sig ud midt på vejen for at tage dette billede.

Tilbage på motorvejen blev vi mødt af et skilt: ”NO SERVICES FOR THE NEXT 100 MILES”, hvilket fik os til at undres; hvordan kan man have mere end 150km mellem tankstationerne på en af de store motorveje, og hvorfor står skiltet, når man har passeret den sidste mulighed for at få fyldt tanken! Stadigt hovedrystende drejede vi fra motorvejen og fortsatte sydover på en meget lige og meget lidt trafikkeret hovedvej.

”Mærkelige” klippeformationer. Her med bløde bakker på højre side af vejen og skarpe kanter på venstre (i billedets baggrund).

De sidste 20km mod Capitol Reef NP begyndte landskabet at se ”mærkeligt” ud. Klipperne antog skiftevis skarpe og bløde kanter og skiftede brat farve fra eksempelvis rød til gul til grå, højst besynderligt. Få kilometer inde i Capitol Reef NP (og før besøgscenteret) blev vi mødt af frugtplantager, endnu mere besynderligt. Forklaringerne fik vi, da vi nåede besøgscenteret: Klippernes forskellige udseende skyldes, at jordoverfladen netop her ”foldede sig”, da Rocky Mountains blev dannet for ca 60 millioner år siden, og dermed blotlagde de fleste af de underliggende jordlag. Det er svært at forklare, men forestil jer en lagkage, som tabes på jorden, hvorved de forskellige lag kommer til syne.

Her ses lidt af lagkagen; de forskellige lag fremtræder stadigt tydeligt efter flere millioner års erosion.

De føromtalte plantager skyldes mormoner, som bosatte sig i området for godt 130 år siden, hvor de i den frugtbare og beskyttede dal, slog sig på frugtavl. Da rangeren på besøgscenteret til spørgsmålet om, hvorvidt campingpladsen var fuldt optaget, svarede: ”Nej, overraskende ikke – det plejer den ellers at være på dette tidspunkt”, fik vi travlt med at komme derhen og sikre os en plads. Det lykkedes heldigvis; og hvilket sted – ”Fruita Campground” udstråler en ro og idyl, som vi ikke har set magen til på vores nu 2 måneder lange tur.

Far sidder krumbøjet over computeren; måske er han i gang med at forfatte netop dette indlæg. Omkring ham ses de mange løvtræer i det tidlige efterårs talrige nuancer. Bagerst anes den ”varme” klippevæg.

Hvad der lige nøjagtigt forårsager denne ”ro og idyl” er svært at sætte fingeren på; måske er det de store majestætiske løvtræer i efterårets mange farver, måske er det den nærliggende hestefold, måske er det de små flokke af hjorte, som fredeligt går gennem pladsen, måske er det, det specielle lys som tilbagekastes fra klipperne (reelt virker det mere, som om klipperne udstråler varme og lys, end at de bare reflekterer solen)? Vi ved det ikke, men sikkert er det, at vi tager mindst 3 overnatninger her. Vi er vist nærmest allerede forelskede i stedet – og vi har kun været her i få timer!