Lørdag, d. 6/10
En dejlig kold morgen; altså koldt uden for, men lunt og
dejligt inde i vognen. Endnu en gang må man have medlidenhed med de stakler,
som sover i telt. Dagen i dag var planlagt til at skulle indeholde en række
kortere trails, men med det kolde og blæsende vejr var udendørsaktiviteterne
midlertidigt udskudt. Første stop var derfor besøgscenteret, som vi også havde
besøgt i går, hvor vi ville kigge nærmere på deres udstilling om fossiler og
arkæologi. Udstillingen var fuld af virkelighedstro kopier af de nu uddøde dyr;
gad vide om Hugo efterhånden kan skelne mellem, hvad der er nulevende, hvad der
forsvandt for mange år siden, og hvad der bare er fantasi?
Hugo, far og Hjalte
kigger nærmere på en 3-tået hest. Hesten, som var på størrelse med en
mellemstor hund, viste sig at blive en blindgyde på evolutionens smalle sti.
|
Så var det på tide med lidt
historie: Først omkring de første hvide bosætter her i Badlands, derefter om en
anden og mere moderne anvendelse af prærien. De første pionerer havde i sin tid
betalt 18$ for 180 acres. Den relativt lave pris skyldes nogle skrappe vilkår;
herunder at det fulde ejerskab af de 180 acres først overgik til køberen efter
5år, når vedkommende havde bevist, at han kunne ”overleve” i det barske miljø
på prærien. Vilkårene blev omsat til et ordsprog blandt nybyggerne (frit
oversat): ”Regeringen vædder 180 acres mod 18$ på, at man dør af sult inden 5år”.
Forholdene herude var også forfærdelige; somrene bliver meget varme, vintrene
meget kolde, der er nærmest ingen læ, så blæsten er konstant kraftig, det er
meget sparsomt med vand, stærkt begrænset mængde af naturlige byggematerialer
osv. At adgangen til byggematerialer var sparsom (og den kraftige vind) gjorde,
at normen var, at man nærmest gravede sit hus ned. Den del der stak op over
jorden blev hovedsagelig bygget af græstørv, som var et de materialer, der var
rigeligt af på prærien.
Mor byder Hugo velkommen til ”hendes” nærmest nedgravede hus. Plankerne på facaden skjuler tørvene, som huset egentlig er bygget af. |
Den mere moderne anvendelse af
prærien er til atommissiler! Som gårsdagens besøg på Ellsworth AFB havde løftet
lidt af sløret for, blev og bliver prærien brugt som en del af amerikanernes
nukleare arsenal. Før nedrustningsaftalerne i starten af 90’erne var der 1000
interkontinentale ballistiske missiler spredt ud over det midtvestlige USA, i
dag er tallet reduceret til 500. Midtvesten er valgt, da man her har den
fornødne afstand til havet og dermed eventuelle missilbevæbnede ubåde, og man
er kun omkring 8.000km fra eksempelvis Moskva, hvis man tager den direkte vej
henover Nordpolen. Da missilsystemerne i South Dakota er nogle af dem, der er
blevet nedlagt, er enkelte blevet udvalgt som et ”National Historic Site” og
dermed omdannet til museum.
Museet er inddelt i 3: Et
besøgscenter, hvor der blandt andet vises en kort video om historien bag
missilsystemet, og hvor der kan reserveres plads på de guidede ture til de 2
andre faciliteter: Et affyringscenter og en missilsilo. En tur til affyringscenteret
blev booket, men da børn af vores størrelse ikke må komme med under jorden (og
da mors interesse for dette emner er stærk begrænset), var en billet nok. Ved
affyringscenteret, som ligger små 10km fra besøgscenteret kunne Hugo og Hjalte
derfor få sig en lur og mor læse en bog, mens far gik under jorden.
Affyringscenteret blev i sin tid
bemandet af 10 mand, hvoraf de 8 befandt sig over jorden og tog sig af den
generelle sikkerhed, mens de resterende 2 befandt sig 30m under jorden, hvor
missilerne blev betjent fra. Hvert kontrolrum var ansvarlig for 10 missiler,
som alle lå inden for 15km af affyringscenteret. For at sikre sig mod at en
enkelt ”uligevægtig” soldat skulle starte ragnarok, var der en lang række
sikkerhedsanordninger. Reelt skulle 4 nøgler (store røde knapper hører desværre
kun til på film) drejes samtidig, og kun 2 af disse befinder sig i hvert enkelt
kontrolrum, hvorfor 2 affyringscentre skulle være i kontakt med hinanden for at
lave denne koordination; de 2 nøgler i det enkelte kontrolrum sidder med mere
end 3m afstand, så enkeltmandsbetjening er umuliggjort.
Her ses det
underjordiske affyringscentres indre. Som det kan fornemmes, er der tilpas
afstand mellem de to betjeningspaneler til, at en enkelt mand ikke kan dreje begge
nøgler samtidigt.
|
Forenet over jorden og med en temperatur, der nærmede sig 10
grader, var det på tide med lidt motion. Valget faldt på 3 korte trails, hvoraf
”The Door” var det mest interessante. Sporet er to-delt - forstået på den måde,
at de første 400m er hævet gangbro, som er nemt overstået, mens den resterende
del er noget anderledes. Her gå man direkte ud på sandstensformationerne, og da
sporets tilkendegivelse består af nogle små metalpæle, som er banket ned i
klippen, må man selv finde vej fra pæl til pæl; altså en form for skattejagt,
hvor man, når man kommer til en pæl, må spejde efter den næste og så fremdeles.
Udsigten over området, hvor blandt andet ”door-trailet” er anlagt. |
Distancen på den anden del af trailet er derfor optil én
selv; hvor mange gange tager man den direkte vej og springer hen over kløfter,
og hvor tit går man den ”nemme” omvej. Trailet ender ved pæl nr.9, hvor man har
en fantastisk udsigt over området, og dermed sagtens kan forstå, at de første
som kom hertil, gav det navnet Badlands – Smukt, men meget besværligt at
passere.
Her er vi for enden af ”Door-trailet”. Vi syner ikke af meget her ude på klipperne. Hugo tog sig et lille hvil, idet selvudløseren på kameraet talte ned. |
Her giver far lige en
omgang. Som det fremgår af videoen, er færdsel i Badlands vanskelig.
Tilbage på campingpladsen stod den igen på
indendørsmadlavning; denne gang ikke på grund af kulden, men fordi der er
totalt ildforbud. Badlands får på et normalt år ikke meget vand (kun omkring
400mm), og i år har regnmængden indtil videre været væsentligt mindre, så
brandfaren er ekstrem høj.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar