Jacob Lake

Lørdag, d. 20/10

Den morgenfriske familie befinder sig her ved ”Rainbow Point” umiddelbart efter solopgang. Rainbow Point er det sydligste punkt på den ca. 30km lange Bryce Canyon Road.

Da vi fuldstændigt har mistet tidsfornemmelsen og derfor ikke lader os begrænse af, at det tilsyneladende er lørdag, stod vi tidligt op for at køre den 30km lange tur til parken sydligste punkt. Fordelen ved at stå tidligt op er to fold; lyset på Hoodooerne er bedst omkring solopgang, og man slipper for hovedparten af de andre turister. De 40km vej er udstyret med ikke mindre end 14 udsigtspunkter, som alle ligger på vejens østlige side, hvorfor det er naturligt at køre ud for enden af vejen – vende om og tage udsigtspunkterne på tilbageturen.

Hjalte med ryggen til ”Natural Bridge”, der dog slet ikke er en bro, men en bue.

Med 14 udsigtspunkter skulle man tro, at man fik nok af at glo udover kløften, men nej. Nærmest hvert eneste udsigtspunkt viser et andet aspekt end de andre. Ved nogle er det det store panorama udover kløften og de fjernereliggende bjerge som er i fokus, ved andre er det specielle formationer; det være sig en naturlig bro, grotter, vinduer eller lignende. Vores foretrukne udsigt var dog fra ”Inspiration Point”, hvor man fra et punkt små 100m over den resterende kant af kløften har et endnu bedre perspektiv ned i dalen, end man har fra resten af kanten.

Familien ved ”Inspiration Point”, hvor man hævet over dal såvel som kant, har et fantastisk overblik over begge.

Et billede, hvor vi ikke forstyrrer udsigten for jer derhjemme.

Så var øjnene mætte af Hoodoos, og det var på tide at komme videre. Inden det afsluttende stop ved besøgscenteret, hvor vi jo alle skulle præmieres, var et hold ved Bryce Canyon Lodge nødvendig. Det mest specielle ved denne historiske bygning er taget. Arkitekten ønskede at bygningen skulle falde i et med omgivelserne, så taget bølger ligesom de omkringstående træer svajer for vinden – eller rettere taget ser ud til at bølge, men det er bare en optisk illusion skabt ved, at tagspånerne er skåret og lagt på en helt speciel måde. En måde som man har svært ved at genskabe, når man i dag udfører reparationer på taget.

Bryce Canyon Lodge. De imaginære bølger i taget kan desværre kun svagt fornemmes fra denne vinkel.

Ved besøgscenteret fik Hugo nok en gang udvidet sin efterhånden imponerende samling af rangerskilte, og hele familien (selv Hjalte) fik en nål som bevis for, at vi havde taget imod og bestået udfordringen ”I Hiked the Hoodoos”. Som det sidste fik vi set parkens introduktionsvideo, noget vi normalt altid starter med, men i torsdags havde vi prioriteret at finde en campingplads højere. På vej ud fra besøgscenteret rendte vi ind i en 6-7årig dreng, der ikke helt kunne skjule sin åbenlyse misundelse over Hugos mange rangerskilte, men som sagt - samlingen er også ved at være imponerende.

Hugo ved at gøre sig fortjent til endnu et rangerskilt. Rangeren er rent faktisk den samme, som stod for den guidede tur i går eftermiddags.

Bryce blev forladt og kursen sat mod Grand Canyon NP. Da klokken efterhånden nærmede sig 15, og vi også skulle have handlet ind og tanket (ja, tankning tager tid, når man typisk skal have 200L fyldt på), var det efterhånden tvivlsomt, om vi kunne nå at tilbagelægge de mere end 250km inden mørket faldt på. Køleskabet og benzintanken blev fyldt i byen Kanab, der mest er kendt for at være stedet, hvor rigtigt mange Westerns blev optaget for efterhånden mange år siden. Vi kunne i hvert fald kun genkende én af de mange skuespillere på de opsatte museumsskilte, som er spredt over byen – Ronald Reagan.

Det første stykke af vejen vest for Bryce Canyon NP er også en del af Scenic Byway 12.

Kanab ligger kun få kilometer fra grænsen til Arizona, som vi krydsede kl. 17. Det stod nu klart for os, at vi ikke ville nå til Grand Canyon i dag. Rent fysisk ville det selvfølgelig kunne lade sig gøre, men da vi ikke ville risikerede at finde campingpladsen (som er reduceret i størrelse, da sæsonen går på hæld) fuldt optaget og være tvunget til at køre 70km tilbage til Jacob Lake for at finde overnatning her, var målet nu den helårsåbne campingplads ved Jacob Lake. Helårsåben var den dog kun ifølge vores guidebog, for virkeligheden var en anden; pladsen havde lukket. Hvad så, skulle vi tage chancen og køre de 70km til Grand Canyon og håbe på, at campingpladsen ikke var fuld? 70km i mørke gennem en øde skov – muligvis tur retur, lød ikke tillokkende, så vi valgte at ignorere ”No Camping skiltet” ved statsskovens besøgscenter og slå lejr for natten her.