Lewis & Clark Caverns

Onsdag, d. 26/9

Efter at have truffet beslutningen om at tage endnu en overnatning i statsparken og have en dag uden alt for megen planlagt aktivitet, var der kun et punkt på programmet; hulerne. Efter en stille morgen, kørte vi de 5km op ad bjerget til parkens andet besøgscenter, som også er udgangspunkt for de guidede ture ind i grotterne. Her var beskeden, at vi kunne komme med en skoleklasse på en tur umiddelbart, eller vente en god halv time og så tage ”normal” tur; vi valgte option nr. 2.

Hugo nyder udsigten, mens far læser om de mange fossiler fundet i klipperne i området.

Det viste sig som en god idé. De eneste andre på vores tur var en kvinde og hendes 75 årige bedstemor, så guiden kunne rigeligt overskue os. Vi oplevede derfor ikke det ellers velkendte fænomen, at man ikke får hørt hele fortællingen, fordi man tilfældigvis danner bagtrop. Turen startede med en ½t gåtur op ad bjerget for at komme til grotternes indgang. Her fik vi historien om hulernes opdagelse i 1892 (Hulerne er altså ikke opdaget af Lewis & Clark ekspeditionen, som ellers kun var få km herfra i 1805. At de er opkaldt efter de to opdagelsesrejsende, skyldes udelukkende, at man ikke mente, man kunne være bekendt ikke at have opkaldt noget efter to så vigtige personer i amerikansk historie).

Mor og drengene ved indgangen til grotterne. Mor er vist ikke helt tryg ved situation – godt, hun kan holde Hugo i hånden.

Historien fortsatte med, hvordan der indledningsvis var strid om retten til grotterne, indtil den amerikanske stat fik dem overdraget. Staten lagde så administrationen af hulerne ind under Yellowstone NP. Her havde man dog rigeligt at bruge kræfterne på, så man nøjedes med at opfører et gitter og låse hullerne af for offentligheden. Det fik så en af opdagerne af grotterne (som havde tabt rettighederne til dem) til at klippe låsen og foretage ulovlig rundvisninger. Til sidst blev området overgivet til staten Montana, som siden har administreret grotterne som en statspark.

Så er vi kommet under jorden, hvor temperaturen året rundt er 10 grader.

Da grotterne er opstået i en klippeformation, som i sin tid er tiltet 55 grader, er de ikke som de fleste andre huler horisontale, men derimod mere vertikale; sagt på en anden måde, der er tale om en række forbundne huller. Det betyder, at man bevæger sig små 200m ned i løbet af de 75min, den guidede tur inde i grotterne varer. Grotternes største attraktionsværdi består i de mange drypstensformationer, som man med bare et minimum af fantasi kan få til at forestille alverdens ting.

Et lille udpluk af nogle af de mange fantastiske drypstensformationer – utroligt, hvad vand, kalk og nogle årtusinder kan blive til.

Oprindeligt havde grotten kun en indgang (der naturligvis så også fungerede som udgang), for at gøre grotterne mere turistvenlige sprængte man for ca. 75år siden en 200 lang vandret tunnel ind til den nederste og største af grotterne; tunnelen fungerer i dag som udgang. Da man efter at have lavet den lange tunnel indledningsvis havde problemer med kraftige trækvinde, som udtørrede drypstenene, installerede man en sluse med døre i begge ender. Det var nu blevet til vores guides favoritting ved hullerne; umiddelbart inden vi forlod tunnelens mørke og kom tilbage i dagslyset, åbnede hun den yderste dør for straks efter at lukke den med et brag – herefter rullede ”tordenen” frem og tilbage i tunnelen i flere minutter!

Hugo og far studerer de sidste formationer, inden grotterne forlades.

Tilbage på lejrpladsen var der dømt total afslapning, altså lige indtil Hugo kom i tanke om den fantastisk legeplads, som han slet ikke blev færdig med i går. Så mor og far måtte skiftes til at lege med, hvilket blandt andet involverede ruchebaner og alverdens klatreanordninger. Heldigvis kom der andre børn senere på eftermiddagen, som kunne aflaste de stakkels forældre.

Det er blevet mørkt, og mor har kaldt flere gange, men med sådan en spændende legeplads skal jeg slæbes ind.