Wind Cave NP

Mandag, d. 8/10

Hugo og Hjalte ”morgentumler” i sengen; Hugo glæder sig til, at Hjalte kan lege.

Dagen startede med et valg; skulle vi tage den direkte vej til Wind Cave NP, eller den noget længere og mere snørklede vej? Hvis vi fortæller, at den korte vej hedder ”16A”, mens den længere hedder ”Wildlife Loop Road”, har I nok allerede gættet, hvilken vej vi tog. Der gik da heller ikke 10 minutter, før vi havde set både Pronghorn, Mule Deer, Whitetale Deer og bison. Ingen af disse befandt sig på vejen, og de gav derfor ikke anledning til andet end et par minutters forsinkelse. Vi har efterhånden set så mange af disse dyr, at vi nu kun sænker farten en smule, og nyder synet af dem, mens vi kører forbi. Tidligere på turen stoppede vi helt op (hvis trafikken tillod det) og kunne bruge lang tid på at observere/fotografere. Det var dog ikke alle dyr, der denne morgen kunne lade os have vejen i fred. Efter 20 minutter var vejen blokeret af en flok æsler, der på ingen måde lod sig gå på af vores tilstedeværelse. Da det var første gang, vi så æsler udenfor folde, kunne vi ikke lade være med at genoptage den gamle vane. Så vi stoppede op og gav os god tid til at observere/fotografere.

Et par æsler kigger lige ind. Om de bare var nysgerrige, eller om de er vant til at blive fodret, er ikke til at sige.

Stod det til denne flok æsler, holdt vi endnu på ”Wildlife Loop Road” og ventede.

Fremme ved Wind Cave bookede vi en guidet tur på 1½ time nede i hulerne. Faktisk havde vi ikke det store valg; på denne tid af året, er der ikke noget at vælge imellem. I højsæsonen er der 4-5 forskellige ture ned i hulerne; lige fra en lanternetur, hvor det eneste lys er de medbragte lanterne, til 5 timer lange opdagelsesture, hvor man kravler på alle 4 en stor del af tiden. Da der var en time til vores guidede tur, havde vi god tid til at se udstillingen om nationalparken. Denne park bliver desværre af de fleste besøgende, os selv inklusiv, negligeret til kun at være om hulen, men rent faktisk er parkens ”overjordiske” del ligeså interessant. Her finder man uforstyrret prærie med de tilhørende dyr: Præriehund, pronghorn, bison osv.

Hugo laver numre, mens far prøver at regne ud, hvilken vej vi skal i grotten.

Den guidede tur i selve Wind Cave startede ved hulens eneste naturlige indgang. Denne blev genopdaget (guiden lagde meget vægt på ”gen”, da indianerne har kendt til indgangen til hulen længe; de har skabelsesberetninger, som involverer dette hul.) i 1881. Den oprindelig indgang er kun omkring 35cm i diameter, så hvad der har fået den første mand til at kravle ind i det ukendte mørke, er lidt af en gåde. Hulen, som er verdens 5. længste (målinger af luftstrømninger ind/ud af hulen indikerer dog, at man kun har fundet ca. 5% af hulens rumfang) er i flere etager og alle små 200km gange er indenfor et område på 2km2.

Vores guide viser her, at hulen ånder. Da der kun er en naturlig indgang (og de senere tilføjede indgange er med luftsluse), sker al trykudligning gennem dette lille hul.

Wind Cave er kendt for 2 ting: For det første; at den indledende kortlægning og de første guidede ture blev foretaget af en 16 årig dreng, for det andet; for at op imod 90% af verdens ”boxwork” findes i hulen. Boxwork er mønstre i en speciel kalktype (Calcite), som findes på både vægge og lofter i hulen. Det er opstået ved at kalkstenen, der engang fyldte, hvad der nu er hulens gange, sprækkede. Disse sprækker blev så fyldt med boxwork kalken, som lige netop var modstandsdygtig nok til ikke at lade sig påvirke, da kulsyreholdigt vand senere eroderede kalkstenen væk, og efterlod hulens gange og altså boxworken.

Et eksempel på boxwork. I modsætning til eksempel drypsten regenererer boxwork ikke, hvorfor eventuel ødelæggelse er uoprettelig.

Turen under jorden var på ca. 1km, men da den selvfølgelig indeholdt en masse pauser, hvor guiden fortalte om hulens historie, boxworkens dannelse osv, varede den næsten 1½ time. Wind Cave er imponerende, og specielt historien om den 16 årige dreng, som med stearinlys og en rulle snor (for at kunne finde ud igen) kortlagde den første del af hulen. Men da hulen hovedsageligt er en tør hule, finder man ikke de fantastiske drypstensformationer, som man normalt forventer at finde i huler som denne.

Familien i et af hulens større rum. I mange af gangene kunne man ikke gå oprejst (Hugo kunne godt).

Tilbage i dagslyset (alle guidede ture i huler indeholder tilsyneladende en seance, hvor guiden slukker for lyset, så man oplever total mørke – man kan i bogstaveligste forstand ikke se en hånd for sig) gik turen mod Crazy Horse monumentet. Vi fravalgte endnu en gang den direkte vej og kørte en mindre omvej gennem Custer Statspark i håb om, at se nogle dyr. Vi blev ikke skuffet; nøjagtigt på grænsen mellem Wind Cave NP og Custer SP sad en stor flot ”Bald Eagle”. Når man ser sådan én på 10m afstand, forstår man så ganske udmærket, at den er valgt som den amerikanske nationalfugl – her kan knopsvanen ikke helt være med.

Mere majestætisk fugl, skal man lede længe efter.

Få 100m senere var det bisoner, der fik os til at stoppe op. Når vi som her kommer op på en flokstørrelse af 100+ dyr, begynder det at ligne noget; der er selvfølgelig langt til de flokke med millioner af dyr, som eksisterede for 150år siden.

En lille bison kalv gemte sig i flokken - født noget udenfor sæson.

Crazy Horse monumentet er så gigantisk, at størrelsen er svær helt at kapere. Hvis man synes præsidenterne ovre på Mount Rushmore er store, får man sig lidt af et chok. Crazy Horse er i 1½ gange format af præsidenterne (Crazy Horses hoved er 27m højt, mens præsidenternes er 18m), men hvor de 4 præsidenter stort set kun har fået afbildet deres hoveder, bliver Crazy Horse i fuld figur – ridende på en hest! I alt bliver skulpturen 175m høj og 200m lang!

Her er Crazy Horse monumentet, som det ser ud dags dato. Der tilbagestår stadig ”lidt” arbejde med dynamit, trykluftsbor og mejsel.

Hvis de da nogensinde bliver færdige; de har været i gang i 65år, så mon ikke der går et par hundrede år, før skulpturen er helt færdig. Tilsyneladende er problemet, at de jævnligt løber tør for penge til at fortsætte arbejdet, hvilket besøgscenteret da også bærer præg af. Ikke at centeret er i dårlig forfatning, men mere, at der på alverdens måder forsøges at skrabes midler ind til fortsat drift. Vi var i hvert fald ikke i tvivl om, at Mount Rushmore havde efterladt et stærkere indtryk på os end Crazy Horse.

Sådan kommer den færdige skulptur til at se ud. Hugo kan skimtes nederst til højre.

Da dagen efterhånden gik på hæld og næste seværdighed under alle omstændigheder først kunne blive i morgen, var det på tide at finde et sted at overnatte. Da risikoen for et par frostgrader stadig var til stede, skulle det helst være et sted med elektricitet. Det tilfældige valg faldt på campingpladsen ”Beaver Lake”, som her sidst på sæsonen havde rigeligt med ledige pladser. Det bedste ved campingpladsen var dog, at der kun var 15km til morgendagens første destination, Jewel Cave. En anden god ting var legepladsen, her brugte Hugo den sidste times dagslys, inden det var tid til aftensmad og hjemlig hygge i camperen.

Med en god hue og en gynge(hest), mærke man slet ikke, at det er blevet koldt.