Jewel Cave NM

Tirsdag, d. 9/10

Morgenen begyndte med et telefonopkald til Jewel Cave for at reservere pladser på den første guidede tur. Det viste sig som en god idé, for da vi indfandt os ved hulens besøgscenter, var næste ledige tur ned i mørket mere end 3 timer senere – godt vi ikke skulle vente så længe. Den halve times ventetid inden vores guidede tur blev brugt på de første opgaver, i det til Hugo udleverede junior ranger hæfte. Hugo skulle blandt andet finde vej i en labyrint, og tegne det han syntes bedst om ved hulen (svær opgave, når man ikke har været i hulen endnu; mor fik det da også lidt svært senere, da hun skulle forklare, hvad en regnbue lavede nede under jorden).

Så er familien for anden dag i træk gået under jorden. Man skulle jo næste tro, vi var flygtet om på den anden side af jorden…Denne ganger vi  i Jewel Cave.

Jewel Cave er verdens næst længste hule med sine godt 260km; man håber dog på sigt at blive den længste, da målinger af luftstrømme (altså samme metode som i Wind Cave) viser, at man kun har fundet 3-4% af hulens volumen. Udforskninger af det ukendte foregår jævnligt, og hulens (kortlagte) længde vokser med ca. 5km om året.

Hugo viser, hvor nemt det er at kravle igennem en åbning, der er 25cm høj. Denne åbning illustrerer, hvor snæver en af passagerne er nede i hulen. Selvsagt skal ekspeditionsmedlemmer, som skal på opdagelse på den anden side af denne indsnævring, vise, at de kan klemme sig igennem her. På de mest krævende flerdagsekspeditioner i hulen er der en korridor, hvor de første 750m foregår på alle fire; de næste 500m helt nede på maven!

Vores guide hed Ken og var super engageret og humoristisk. En af de første ting han gjorde, var at finde en frivillig til at gå bagerst; vedkommende måtte så ikke lade nogen komme bag sig. Hermed vidste Ken, at når Rob (den frivillige) var med, var alle med. Ken fortalte efterfølgende, at han havde en succesrate på 95%; i den efterfølgende kunstpause undrede vi os over, hvad han mente med succesrate, men 95% lød da meget godt – altså lige indtil han uddybede med, at det var andelen, han fik med op af hulen! Da vi 10min senere stødte ind i lidt boxwork, spurgte han, om nogen vidste, hvad det var, og om nogen havde besøgt Wind Cave. Vi kunne svare bekræftende på begge spørgsmål – og da vi så til spørgsmålet, om hvordan Wind Cave var, med et smil på læben svarede: ”Way better”, var Kens hurtige replik. ”I´m not sure I´ll be able to keep the 95% today!” – humor på højt plan. Resten af turen, var vi meget opmærksomme på ikke at blive efterladt!

Vi kom med op igen, hvor første vigtige gøremål var færdiggørelsen af Hugos opgavehæfte, og den efterfølgende ceremoni, hvor Hugo nok en gang sværgede, at han vil passe på naturen.

Hugo aflægger ed, hvormed endnu et rangerskilt er i hus. Hvorfor rangeren ser så skræmt ud, står hen i det uvisse - måske er hun bange for, at Hugo skal overtage hendes job?

Tilbage i camperen stod den på frokost, inden vi sagde farvel til Black Hills og påbegyndte turen sydover mod varmen. Umiddelbart efter vi var kommet af sted, opdagede vi, at vi ikke længere havde strøm i vores cigarstik (vi har rent faktisk 2 cigarstik, men efter Hugo for mere end en måned siden puttede sten og en nøgle i det ene, har vi klaret os med et), og dermed heller ikke på vores GPS. Efter at have konsulteret vores ”Renter Assistance Guide” og efterfølgende konstateret, at tegningerne heri ikke stemte overens med udseendet af boksen med sikringer i vores bil, var der ikke andet at gøre, end at ringe til Cruise America. Først skulle vi dog finde et sted med mobiltelefondækning, så vi måtte indtil videre klare os med vores papirkort.

Hjalte er glad for igen at være oppe i dagslyset. Tror ikke helt, han forstår, hvorfor vi bliver ved med at slæbe ham ned i mørket.

Efter at have talt med en venlig Cruise America medarbejde, som kunne guide far til, hvilke sikringer, der skulle efterses, fandt vi synderen; en specielt udseende 20Amp sikring placeret i motorrummet. Cruise America bad os selv købe en sikring i eksempelvis Walmart, så vil de refundere kostprisen, når vi tilbageleverer camperen.

Denne mand er farlig! Vores guide Ken, som truede med at efterlade os dernede. Her er han i gang med at fortælle om nogle af hulens mange krystaller.

Da næste nationalpark på vores liste er ”Rocky Mountains NP”, som ligger mere end 500km fra Black Hills, var det med at få nogle kilometer lagt bag os. Da Rocky Mountains NP, som navnet kraftigt antyder, ligger i bjergene, kunne vi dog heller ikke tillade os ukritisk at køre hen til denne og parkere for natten. Der er jo stadigt den lille udfordring med eventuel kraftig nattefrost, som kan ødelægge vores tanke/rør. Og uden GPS, som kan fortælle os, hvilken højde vi befinder os i, valgte vi den sikre løsning og tog en overnatning på den første KOA efter at have passeret ind i staten Colorado. Her har vi godt 100km til nationalparken, så mon ikke, vi kan gennemkøre den i morgen?