Badlands NP

Fredag, d. 5/10

Den nye plan var at udskyde de resterende seværdigheder i Black Hills (Mt. Rushmore, Crazy Horse memorial, Wind Cave NP og Jewel Cave NM) og i stedet køre om øst for bjergene og ned i højden, hvor temperaturen gerne skulle være nogle grader højere. Målet for dagen var derfor Badlands NP, som med sin afstand til Black Hills på små 200km ligger 7-800m højde- det burde være nok til at sikre os at temperaturen kun lige kommer under frysepunktet, hvilket ikke er et problem.

Hugo og far foran museets kendetegn; en B-1B ”Lancer”, et supersonisk strategisk bombefly.

På vores vej til Badlands NP passerede vi byen Rapid City, der huser Ellsworth Air Force Base, hvor et museum giver adgang til kigge nærmere på en lang række historiske fly blandt andet en B-29 ”Superfortress” som var flytypen, der kastede atombomberne over Japan i 2. Verdenskrig. Da Ellsworth AFB samtidig var central for de interkontinentale ballistiske atommissiller som var opstillet i South Dakota, var der og så en udstilling med disse missiler og affyringsfaciliteterne hertil.

Hugo på skuldrene af far. Hugo har udpeget et nyt fly, der skal kigges nærmere på. Som det nok kan fornemmes, er der ikke tale om årets varmeste dag, så tiden ved hvert fly var begrænset.

Eftersom dagen i dag var kold og blæsende og de fleste fly var udstillet udenfor, blev besøget lettere forkortet, hvilket til gengæld gav os god tid til at komme til Badlands NP, så vi valgte den sydlige og lidt længere rute hertil. På den sydlige rute krydser man kortvarigt nationalparken for derefter at køre gennem et stykke ”National Grassland” (ja, herovre har man national-parker, -skove, -monumenter, -slagmarker, -historisk steder osv,). Oftest ligger en nationalpark omkrænset af andre områder med statsligt ejerskab/beskyttelse, for eksempel er der omkring Yellowstone NP nationalskove (der tilsammen er mere end 10 gange større end den ellers store nationalpark).

Badlands. Forestil dig, at du er ved at krydse den ellers flade prærie, og så pludselig støder ind i sådan en forhindring - sikke en velkomst.

Første stop efter at have passeret gennem den sydøstlige indgang var på den nærliggende campingplads. Her blev en plads med elektricitet sikret; så er vi klar til mindst et par graders frost. Herefter var det af sted mod besøgscenteret, som her i udkanten af sæsonen kun har åben til kl. 17. Her vi en opdatering på vejrudsigten for de kommende dage, nattemperaturer ned til 2-3 graders frost – væsentligt bedre end de 2-cifre minusgrader i Black Hills: Missionen var tilsyneladende lykkedes.

På trods af de ugæstfri forhold på prærien er der masser af dyreliv. Her er det Mule deer, som græsser op ad vejen.

På besøgscenteret fik vi som vanligt lidt gode råd og idéer til aktiviteter, og Hugo fik udleveret et hæfte med opgaver, som skal løses, inden han kan få endnu et junior ranger skilt. Herefter var det på jagt efter solnedgangen, som skulle være helt fantastisk her. Badlands er kendt for sine helt fantastiske klippeformationer, som i sin tid (før veje og biler) var uhyggeligt svære at passere, hvilket gav området og senere parken sit navn. Men parken har meget mere at byde på: prærie med bison, pronghorn antiloper, hjorte, får, præriehunde osv., men mere interessant er det at parken er et af de steder i verden, hvor der er fundet flest fossiler; specielt fra perioden fra 35 – 23 millioner år siden.

Hugo har fundet et fossil, som han umiddelbart kunne genkende; en skildpadde.

Så da der stadig var 1½ time til solnedgang, besluttede vi os for at gå det korte ”Fossil Exhibit Trail”, hvor diverse fossiler er udstillet undervejs. Hugo fandt det yderst interessant med de sjove sten/knogler som viste mærkelige dyr: 3-tåede heste, skildpadder, store katte med kæmpetænder, næsehorn og mange flere.

Før der blev etableret veje, var passage af klippeformationerne i Badlands så absolut ikke uden besvær.

På turen videre mod solnedgangen lavede vi en række korte stop ved nogle af de mange udsigtspunkter langs vejen; Badlands klippeformationer ligner noget, som hører til på en fremmed planet.

Selve solnedgangen viste sig som noget af en skuffelse, eller rettere den viste sig slet ikke; der var drevet skyer ind vestfra, som skjulte alt, øv.

Tilbage var nu turen hjem til campingpladsen, som selvfølgelig foregik i total mørke. Det giver en enestående mulighed for at se de nataktive dyr; desværre er det eneste, man kan se dyrene på vejen. Så et dyr i syne er oftest lig en hård opbremsning. Det var også tilfældet, da et ”porcupine” pludselig dukkede op foran bilen. Det lykkedes os heldigvis at undgå at ramme dyret, som efterfølgende skyndte sig væk fra vejen og op ad den nærliggende klippeside.

De skyer, der desværre endte med at”ødelægge” solnedgangen, som ellers skulle være helt fantastisk her i Badlands.

På campingpladsen fik vi hurtigt sat strøm til og kunne så fra camperens lune indre ”nyde” synet af et par, der kæmpede med at få sat deres telt op; velvidende, at de gik en kold nat i møde.