Yellowstone - Norris Geyser Basin

Fredag, d. 28/9

Far stod klar kl. 08.00, da kontoret på campingpladsen åbnede. Vi bookede to nætter mere her i Mammoth ud fra devisen: Du ved, hvad du har – Du ved ikke, hvad du får (reelt om du får). Så selvom campingpladsen ligger 35km fra den sydlige rundstrækning, hvor de fleste attraktioner ligger, valgte vi altså at blive her; hellere køre lidt ekstra km end ikke have et sted at overnatte.

Med overnatningen sikret, kunne dagens program påbegyndes. Dagen i dag skulle bruges ved gejserne i Norris. Her nåede vi ned tidsnok til at kunne spise morgenmad, inden vi skulle på en 1½ time lang guidet tur rundt blandt gejserne, fumerolerne, de varme kilder og mudderpølene. Det var dog ligeved, at vi ikke var nået frem i tide. Vi blev nemlig forsinket af en større bisontyr, der mente, at han havde mere ret til vejen end os. Så i stedet for at benytte rabatten som tobenede fodgængere, spankulerede han rundt midt på vejen – og så er der ikke plads til at komme forbi.

Bisoner ser ikke specielt kløgtige ud, men at veje er til transport, har de dog fundet ud af.

Guiden viste sig at være en ældre herre, der nu på 5år brugte en stor del af sin pensionisttilværelse som ranger her i Yellowstone. Da alle gejserne i Norris hører til den uforudsigelige slags, var der ingen garanti for at se en gejser i aktion, men vores guidede lovede, at hvis han hørte optakten til et udbrud, skulle han nok udpege retningen, hvor gejseren var – man kan åbenbart høre forskel på de enkelte gejsere. Vi startede ud med en tur rundt langs ”porcelain-basin”, som har fået sit navn fra den hvide farve, der dækker det meste af bassinet. I dette basin er der 4 større gejsere, hvoraf den ene valgte at være aktiv lige for næsen af os. Og rigtigt nok vores guide gav os et varsel; varslet var dog kun på 2-3sek, og da denne gejser kun er aktiv i ca. 15sek ad gangen, var det hele nærmest overstået, inden man opdagede, hvad der skete.

Porcelain Basin, som har fået sit navn på baggrund af den hvide ”Sinter”, som dækker det meste.

Turen førte os forbi utallige gejsere, heriblandt “Minute Geyser”, der hvert 60. sekund sprøjtede vand 30-40m op i luften; eller rettere det gjorde den, indtil den blev ødelagt af publikum tilbage for mere end 100år siden. Den gang lå den nemlig kun ca. 25m fra den vej som diligencen benyttede, hvorfor den naturligvis var overordentligt populær. Desværre var ikke alle besøgende lige fornuftige, så alverdens ting blev kastet mod den – indtil den en dag endeligt var ødelagt. I dag er den kun en skygge af sin fordums pragt, den har fundet et nyt afgangshul, hvor der konstant bobler lidt varmt vand ud – altså på ingen måde så spektakulær som den var engang.

Hele familien med sammenknebne øjne.  I 2000m højde og med sol fra en skyfri himmel, fortryder man hurtigt at solbrillerne blev efterladt i bilen.

Da vi efter 1½ time var tilbage ved museet, hvor turen var startet, benyttede vi lejligheden til at et kort besøg her, inden den stod på frokost i camperen. Eftermiddagens plan var at deltage i 2 korte ranger foredrag.

Det første var om brand og brandes betydning for parken. Her var meget af fokus på brandene i 1988, hvor mere end 1/3 af Yellowstone nedbrændte. Den normale politik i forhold til brande er, at de får lov at brænde, hvis de er opstået naturligt. Det var brandene i 88, men da de på grund af helt ekstraordinære forhold: Et vådt forår, hvor græs/buske osv. virkeligt havde groet og efterfølgende ekstrem tørke, hvor fugtprocenten i træerne nåede ned på 7-8% (under det halve af det brænde, man normalt anvender i en brændeovn) og vinde af stormstyrke, udviklede sig til at være langt udenfor kontrol, påbegyndte man bekæmpelse af dem. 25.000 brandfolk kunne dog ikke slukke ilden, og måtte nøjes med at forhindre brandene i at fortære bygninger og anden infrastruktur. Brandene kom først under kontrol, da det i efteråret begyndte at sne! - Mere end 4 måneder efter de første brande var startet, og mere end 2 måneder efter, at man havde påbegyndt bekæmpelse af dem!

Fumerolerne eller ”damp ventilerne” er de varmeste i ”gejserfamilien”. Her kan temperaturen sagtens nærme sig 200 grader.

Det andet foredrag var om ”Steamboat Geyser”, verdens største gejser. Steamboat sprøjter kogende vand mere end 100m op i luften. Desværre er gejseren højst uberegnelig, der kan gå alt fra 4 dage til 50 år mellem udbruddene. Da seneste udbrud var i maj 2005, kunne guiden derfor kun love os, at der ville være mindre end 43år til det skete igen; noget vi selvsagt ikke kunne vente på. Elleres indeholdt foredraget en gentagelse af, hvad formiddagens guide havde fortalt på rundturen; at en gejser kræver 3 ting: Vand, varme og en ”begrænsning”; en naturlig ventil, der tillader, at der opbygges et ufatteligt tryk dybt under jorden, således at flere hundrede grader varmt vand forbliver på væskeform. Når så ”ventilen” lader noget damp undslippe, og trykket dermed falder, omdannes det varme vand momentant til damp, hvorved vand/damp skydes til vejrs.

Steamboat, der her lukker lidt damp ud. Vi så flere mindre udbrud fra verdens største gejser; desværre blev det ikke til et af de store.

Med hovedet fyldt af ny viden, og næsen fyldt med stanken af svovl, gik turen nordpå mod Mammoth. Her oplevede vi igen, at uautoriserede fodgængere lavede ulykker. Igen var det bisoner, og da vejene er noget mere trafikkerede midt på eftermiddagen, end de er om morgenen, opstod der hurtigt et trafikalt kaos. Nogle biler stoppede midt på vejen for at tage billeder, mens andre utålmodigt kørte helt op bag bisonerne; som om de flyttede sig af den grund. Det bedste man som bilist kan gøre, når bisoner blokerer vejen er at væbne sig med tålmodighed; alt andet er enten farligt, synd for dyrene eller stupidt – typisk alle 3 ting på en gang.

Travertinterrasserne kan antage alverdens farver, her er vi ovre i bronze og orange/rød. Hvid er dog den mest almindelige.

Tilbage i Mammoth stoppede vi ved byens termiske kendetegn, travertinterrasserne. I Mammoth består undergrunden i modsætning til resten af Yellowstone af kalksten. Denne kalksten er det varme og meget mineralholdige (og i dette tilfælde meget sure) vand i stand til at opløse, når det kommer op fra undergrunden. Den opløste kalk afsættes så igen på jordoverfladen; typisk i terrasser. Da der afsættes ca. 2 tons kalk om dagen, er disse terrasser under konstant forvandling.

Terrasserne i Mammoth er imponerende, både når de har farve, og når de er hvide som her.

”Hjemme” stod den på forsinket aftensmad. Der er simpelthen så meget at opleve her i Yellowstone, og desværre alt for lidt tid…