Devils Tower

Torsdag, d. 4/10

Med få plusgrader i og en smule rimfrost uden på camperen, valgte vi nok en gang at komme ud på vejen og lade morgenmaden vente. 50km senere nåede vi ”Devils Tower” USA´s første nationale monument. Devils Tower er en besynderlig klippeformation, der rejser sig lodret godt 400m i vejret ud midt i et ellers ret fladt område. ”Tårnet” kan derfor ses på lang afstand, hvis det ikke som i dag var indhyllet i tåge.

Devils Tower ser ikke så indbydende ud, når der som her ligger lidt sne, og selve ”tårnet” er indhyllet i tåge. Det var lige før, vi overvejede at vende om.

Med den tidlige ankomst til monumentet var besøgscenteret endnu ikke åbnet, så morgenmaden kunne indtages, inden rangerne kunne udspørges om eventuelle aktiviteter. Ikke overraskende viste det sig, at sæsonen også her var overstået, hvorfor der ikke var guidede aktiviteter. Hugo, som var med far inden på besøgscenteret, fik dog tiltusket sig et ”Junior Ranger” skemaet. Skemaet er egentlig til større børn, men da det bare består af en masse billeder af ting, dyr og planter, som man så skal afkrydse, hvis man ser, kunne Hugo (med lidt hjælp fra mor og far) godt forsøge at blive Junior Ranger.

Hugo er allerede i gang med at krydse de første observationer af på det udleverede skema.

På en råkold dag som denne var der ikke andet at gøre end at gå sig til varmen, valget faldt på det oplagte spor; den 2km lange tur rundt om ”Devils Tower”. Kort efter vi var kommet af sted begyndte det at sne, hvilket åbenbart vækkede mors barnlige gen; i hvert fald fik hun Hugo til at kaste snebolde efter far. Mor havde nok regnet ud, at repressalierne ville være noget mindre overfor Hugo end overfor hende!  

Hugo med snebolde i hænderne og øjnene fast fokuseret på målet (far) – skarnsunge!

På vores tur rundt mødte vi et amerikansk par med en 2årig pige, som Hugo straks fattede interesse for. Da vi voksne også faldt i snak, og et godt emne altid er vejret, som vi beklagede os lidt over, kunne amerikanerne fortælle, at de havde overnattet i telt – det havde været koldt.

Familien foran Devils Tower. Billedet er taget af kvinden i det amerikanske par, vi havde mødt. Som det fremgår af perspektivet, lå hun på jorden, da hun tog billedet. Da vi efterfølgende gengældte tjenesten, måtte far selvfølgelig også en tur ned på den kolde snedækkede jord – her var mor hurtig til at trække ”Jeg-har-Hjalte-kortet”.

Devils Tower er imponerende fra alle vinkler så selv om turen rundt om den havde været en kold fornøjelse, var det afgjort de kolde næser værd. Tilbage ved besøgscenteret var det tid til at købe den obligatoriske magnet, men vigtigere endnu - tid for Hugo til at aflægge sin junior ranger ed. Med højre hånd løftet lykkedes det ham at svare på nogenlunde de rigtige tidspunkter; så stor var lykken, da han blev overrakt et diplom og et skilt.

Gad vide, om præriehunden har opdaget ”fjenden”, som observerer den fra 1m afstand?

 

Hjalte med en 4-5 præriehunde i baggrunden.

Da vejrudsigten lovede et par graders frost den kommende nat, opgav vi planen om at fortsætter de mere end 200km til Mount Rushmore. Vi ville ikke risikere, at skulle flakke rundt efter en ledig campingplads (med strøm), efter at have set præsidenterne. Vi valgte derfor at nøjes med at køre størstedelen af distancen derned og så campere relativt tidligt på dagen, så kan Mt. Rushmore ses i morgen formiddag i stedet . Valget faldt på KOA campingpladsen i byen Deadwood; her kunne ejeren afsløre, at vejrudsigten for de kommende dage så endnu værre ud, end vi hidtil havde set: sne og 2-cifrede frostgrader i Black Hills. Selv med elektricitet og dermed varme, er vi usikre på, om tankene, der jo ligger under vognen, kan holde til så lave temperaturer, så vi må nok lave andre planer.

Her er ”djævletårnet” uden sne og tåge. Det siger ikke ligefrem ”velkommen”. Men imponerende er det, som det står der og troner over det omkringliggende landskab.