Grand Canyon - North Rim

Søndag, d. 21/10

Igen en morgen, hvor det bare var med at komme af sted. Da vi i går var gået relativt tidligt på køjen, var vi oppe før solen; så i tusmørket gik turen mod Grand Canyon. Da vi endnu en gang var på færde på det tidspunkt, hvor mange af dyrene er mest aktive, måtte vi flere gange i løbet af de 70km bremse op for dyr på vejen; hovedsageligt mule deer og pronghorn.

Solopgangen set gennem en skov som brændte for 5-6 år siden.

Indgangsstationen ved nationalparken, var ikke bemandet, så vi tog selv et kort og en avis. Et skilt bekendtgjorde: ”HIGWAY 67 CAN CLOSE WITH LITTLE OR NO WARNING DUE TO SNOW”, da Highway 67 er den eneste vej ind til ”North Rim” og dermed også den eneste vej ud, kastede vi lige et ekstra blik op på himlen, inden vi fortsatte mod campingpladsen. Ved ankomsten til campingpladsen gik det op for os at Arizona er i en anden tidszonen, så klokken var ikke 9 som vi troede, men kun 8! Pladsen så ikke ud til at være fyldt, men da registreringsprocessen tilsyneladende ikke foregik på campingpladsen men ved besøgscenteret et par kilometer derfra, kørte vi hurtigt videre.

Hugo og mor leger med kameraet. Hugo er vild med at se billeder af sig selv; faktisk så vild, at det ikke er altid, billederne er taget, før han vil se.

Ved besøgscenteret, som ikke længere var bemandet med rangere, eftersom flertallet af disse havde forladt parken for en uge siden, da sommersæsonen  sluttede, fik vi de sædvanlige gode råd og endnu et opgavehæfte til Hugo. Bag besøgscenteret fandt vi den automat, hvor vi skulle betale for en plads på campingpladsen. Det gjorde vi så og modtog en kvittering, som efterfølgende skulle sættes på en stang ved den valgte plads. Tilbage til campingpladsen, hvor vi hurtigt fandt en ledig plads, dejligt.

Camperen parkeret på en skyggefuld campingplads; skygge var dog ikke det, vi havde mest behov med dagtemperaturer omkring de 15 grader.

Planen var herefter at følge besøgscenteret råd om at køre de små 40km til ”Cape Royal”, hvor der i tillæg til en fantastisk udsigt over kløften også var et par kortere trails, der tiltalte os. På vejen til Cape Royal kommer man forbi flere udsigtspunkter, hvor man uden at forlade bilen kan få de første glimt af den gigantiske kløft. Gigantisk er nærmest for lille et ord til at beskrive Grand Canyon, der med sin længe på mere end 400km, en gennemsnitlig bredde på mere end 15km og en dybde på op til 2km er større end man kan fatte. Det klippelag, som udgør den nuværende bund af kløften, menes at være 2 milliarder år gammelt! altså næsten halvt så gammel som jorden.

Grand Canyon. Kløften har en størrelsen, der gør, at det fulde overblik kun kan fås fra luften. I må her nøjes med et billede fra kanten.

Ved Cape Royal, hvor man går de sidste 500m fra parkeringspladsen, har man ikke overraskende en helt fantastisk udsigt ud over og ned i kløften. Da man samtidig befinder sig i et af de tyndest befolkede områder i USA, og luftforureningen derfor er minimal, kan man se ufatteligt langt; bjerge mere end 100km væk kan sagtens udpeges.

Far udpeger Coloradofloden for Hugo. Floden kan kun ses få steder fra den nordlige kant, blandt andet her ved Cape Royal.

Et mindre side-trail på sporet til Cape Royal fører ud på et andet udsigtspunkt, ”Angels Window”, hvor en større del af Coloradofloden kan ses. Floden er ellers ikke synlig fra det meste af den nordlige kant, da den oftest er skjult bag nogle af de mange klippeformationer, som floden har efterladt i sit evige projekt for at grave kløften så dyb som mulig. Da vi endelig fik løsrevet os fra den ubeskrivelige udsigt, stod den på frokost i camperen, inden vi gav os i kast med det godt 1½km lange ”Cliff Spring Trail”.

Familien foran Angels Window (over Hugos hoved). Som det ses bag mors hoved, er der adgang ud på selve Angels Window, hvorfra udsigten selvfølgelig også er fantastisk.

Cliff Spring trail går langs en udtørret bæk og til tider under et større klippeudhæng, indtil man til sidst når kilden ved klippesiden. Fra kilden har man igen en fantastisk udsigt, hvor den sidekløft, man nu befinder sig i, på smukkeste vis indrammer vuet ud i selve Grand Canyon.

Hugo og far ved kilden under klippen.

Langs sporet ligger et ca 1000år gammelt forrådskammer, som indianerne brugte til opbevaring af bønner, majs, squash og hvad de ellers dyrkede. Hugo var dog overbevist om, at det var til æbler, og da han på turen tilbage fra kilden fandt et æbleskrog, insisterede han på at det skulle ind i forrådskammeret. Den efterhånden store dreng havde endnu en dag med gode ben, og det blev til mere end 3km for egen kraft, hvilket er meget imponerende, taget i betragtning, at hovedparten af distancen er i meget ujævnt terræn.

Forrådskammeret, hvor Hugo var overbevist om, at der var æbler. Nok mest fordi ”æble” er nyt i ordforrådet.

Næste stop var ved ”Walhalla Overlook/Ruins” (der var ingen forklaring på den slående lighed med nordisk mytologi). Ruinerne her er godt 900år gamle og stammer fra Puebloindianerne, som egentlig holdt til nede ved floden, men i sommermånederne søgte tilflugt fra varmen i kløften heroppe i 2.500m højde.

Hjalte og mor kigger interesseret på ruinerne af en næste 1000 år gammel ”sommerlejr”. Hugo tabte interessen, da han ikke måtte gå balancegang på murresterne.

Tilbage i bilen gik turen via endnu et par udsigtspunkter til den nordlige kants højeste punkt, ”Point Imperial”, hvor man fra 2.700m har udsigt ned i ”Marble Canyon” (endnu en sidekløft) og til det fjerne ”Mount Hayden”. Da udsigten her er mod øst, skulle det også være det bedste sted at se solopgangen, hvilket med det samme fik mor til at udbryde: ”Her skal vi ud i morgen tidlig, hvornår står solen op?”. Men lad os nu se, mor er normalt bedre til at trække dynen op over næsen, end til at springe ud af sengen, når vækkeuret ringer.

Hugo og far kigger ud over kløften. Ved det stykke af floden, som ses til venstre, holdt puebloindianerne til i størstedelen af året.

Tilbage på campingpladsen stod den nok engang på boldspil og grillmad, inden en kort aftentur til den nærliggende sidekløft afsluttede dagen.

Hugo tager sig et lille hvil efter at have spillet bold med mor og far.