Zion NP

Tirsdag, d. 23/10

Uden at have været forstyrret i løbet af natten af ATV’ere eller andre brugere af de mange hjulspor, stod vi op til endnu en dejlig dag. Efter at have fået morgenmad var det på tide at sætte kursen mod Zion NP. Her mødte vi dagens første udfordring - vi havde parkeret i noget løst sand. Med far bag rattet kom vi stille og roligt af sted, men efter 5m sad vi fast… Med svadaen: ”Hvem er det, der er vant til at køre på stranden” blev far forvist fra rattet. Efter at far havde fjernet lidt sand foran hjulene, satte mor i gang – og med sandet sprøjtende til alle sider, så selv en Dakar-tilskuer ville blive overrasket, fløj vi ud af sandet og tilbage på fast underlag.

Kigger man nærmere på billedet, kan man se at underlaget er mere velegnet til 4-hjulstrækkere, end en klodset autocamper.

Ved ankomsten til Zion NP, fik vi som vanligt udleveret et kort og en avis ved indgangen. Normalt betaler vi ikke for at komme ind, da vi var forudseende nok til at købe et årskort i sin tid; de 80$ var givet godt ud, da adgang til en nationalpark normalt koster omkring 25$. Denne gang kom vi dog til at betale – ikke for indgangen men for passage af ”The Zion-Mt. Carmel Tunnel”, hvor alle køretøjer højere end 11’4’’ eller bredere end 7’10’’(vi er både højere og bredere) skal betale 15$ for en tur gennem tunnelen. Betalingen skyldes, at al modgående trafik stoppes, mens man kører igennem midt i tunnelen. Tunnelen, der er ca. 2km lang, blev sprængt gennem bjerget tilbage i slutningen af 20-erne, hvor antallet af store køretøjer var begrænset.

Et billede af indgangen til tunnelen; desværre i dårlig kvalitet, da det stammer fra en video af gennemkørslen af tunnelen. Videoen er dog for mørk til, at det giver mening at uploade den.

På den østlige side af tunnelen er den største seværdighed ”Checkerboard Mesa”, som er et bjerg, hvis overflade er ”ridset” på kryds og tværs, hvilket giver det en hvis lighed med et skakbræt. Vi nøjedes med at nyde synet af det spektakulære bjerg fra bilen, da vi ville være sikre på at få en plads på en af campingpladserne på den anden side af den førnævnte tunnel. En tunnel, der blev gennemkørt med en noget speciel mavefornemmelse; de havde stoppet al anden trafik bare pga. af os – alene det var de 15$ værd. Tunnelen i sig selv er et eksempel på et stykke imponerende ingeniørarbejde; for 85 år siden var det at sprænge sig gennem 2km klippe absolut ikke hverdagskost.

Cherker Board Mesa. Desværre er skakbrætsmønsteret ikke så tydeligt i den stærke belysning, som en skyfri himmel giver.

På den anden side af tunnelen forsøgte vi os først på ”Watchman Campground”, her kunne vi godt få en ledig plads, men kun for én nat. Da vi planlagde at bruge mindst 2 dage her, virkede det ikke så attraktivt, så vi kørte en tur over til den nærliggende ”South Campground”. I modsætning til på Watchman er alle pladser her først-til-mølle, og det var derfor ikke noget problem at få en plads for 2 nætter. Fra vores hjem for de næste par dage, var der kun få hundrede meter til besøgscenteret, så efter at have fundet os tilrette, var en gåtur hertil det næste gøremål. Ved besøgscenteret fik vi de sædvanlige gode råd og et opgavehæfte til Hugo, inden vi brugte den næste times tid på de udendørsudstillinger om parken, dens historie og plante/dyreliv. Selvfølgelig kan Hugo ikke fastholde interessen ved en række plancher, men heldigvis var der andre børn med samme udfordring, som han så kunne lege med.

Mor og drengene ved bredden af Virgin River. Det er ikke alle stenene i floden, som Hugo har smidt i.

Da størstedelen af Zion NP (Zion Canyon Scenic Drive) er lukket for al anden trafik end de gratis shuttlebusser, besluttede vi at bruge resten af dagen på at slappe af og planlægge morgendagens tur med bussen; Hugo var allerede spændt ved udsigten til at skulle ud at køre bus. Turen tilbage til campingpladsen gik langs ”Virgin River”, som er floden, der har udskåret Zion Canyon. Floden er relativ kort med sit udspring 50km nord for parken og sit udløb i ”Lake Mead” 200km sydvest for parken, men at floden tilsyneladende er lille, skal man ikke lade sig snyde af. Virgin River er i den grad vågen og fører årligt 1million tons sedimenter med sig; 80 % af disse flyttes på kun 15-20 dage, hvor floden svulmer op til mere end 50 gange sin normale størrelse! I dag var floden dog rolig, så faren forbundet med at gå langs bredden og smide sten og pinde i, var begrænset.

Vejen hjem til camperen er blokkeret af en mindre flok mule deer.

Vores rute fra floden tilbage til vores camper blev umiddelbart forhindret af en mindre flok mule deer, der gik og græssede inde midt på campingpladsen. Efter at have taget et par billeder og mindet Hugo om, at han skulle huske at krydse mule deer af i hans opgavehæfte, nåede vi helt tilbage til lejrpladsen, hvor resten af eftermiddagen gik med boldspil og græskarudskæring.

Mor er dybt koncentreret om de svære detaljer i det skræmmende motiv, hun har valgt til græskarret. Hjalte nyder den friske luft i sin musikspillende stol. Hvad Hugo laver under bordet vides ikke.

Da vi er kommet tilbage i varmen; her er dagtemperaturen stadig over 20, og om natten burde vi ikke komme meget under 10, nød vi de udendørsaktiviteter i det gode vejr; Hugo var i hvert fald glad for igen kun at være iført shorts og t-shirt.

Så er vi klar til Halloween.