Point Piedras Blancas

Fredag, d. 16/11

Vi vågnede tidligt – alt for tidligt! Regnen væltede ned og trommede som en gal på vores tag. Dynerne blev trukket om muligt endnu længere op over næserne, et par bøger blev fundet frem, og så ventede vi ellers på, at regnen ville tage af. Da det et par timer senere ikke lod til at regnen ville høre op, valgte vi at springe turen ud i redwoodskoven over; selv iført regntøj ville det have været en for våd ”fornøjelse”.

Far ser ikke ud til at nyde regnvejret i helt samme grad som Hugo.

Vi ville i stedet forsøge at køre fra regnvejret, så af sted det gik. Desværre lod det ikke til, at vi kunne undslippe regnvejret, så det næste planlagte stop, en 2km hike til Californiens største kystvandfald, blev derfor også droppet. Første regulære stop blev derfor ved ”Point Piedras Blancas”, som er hjemsted for en større koloni af søelefanter.

Søelefanthanner i alle størrelser slås. Søelefanter i disse størrelser må dog vente en del år endnu, før de kan gøre sig håb om hunnernes gunst.

Med dyr i sigte kunne end ikke regnvejr holde mor inde i bilen, så mens far kiggede efter de sovende børn, gik mor ud for at kigge på de store dyr. Regnvejret var nu heldigvis også afløst af bygevejr, så det gik da den rigtige vej. Da mor returnerede til camperen, udbrød hun glædestrålende, inden hun endnu var kommet helt ind i varmen: ”De slås!”. De var i dette tilfælde søelefanterne; i modsætning til ved Ano Nuevo, hvor vi havde set søelefanter for en lille uge siden, var der her ved Point Piedras Blancas en mængde større hanner – ikke de gamle 2½ton tunge, 5m lange af slagsen, men hanner, der vidste, at de om få år ville kæmpe om hunnernes gunst. Nu øvede de sig bare og fandt deres plads i hierarkiet.

Her et par af de lidt større hanner, som lige skal teste modparten, inden det for alvor går løs om nogle år.

Et kort klip, hvor nogle af de mange slåskampe ses.

Med mor tilbage i vognen, kunne far forlade de stadigt sovende børn for selv at se de slåsende dyr. Far kunne ved selvsyn konstatere, at søelefanterne nød det for os tobenede grå og triste vejr. Hvor de ved Ano Nuevo havde været relativt inaktive, var de her i fuldt vigør; hannerne, også de små, som har mange år til, de kan gøre sig håb om hunnernes gunst, sloges på livet løs. Hunnerne møvede sig frem over sandet, der blev viftet med lufferne og sand blev kastet til højre og venstre, mens der hele tiden var en livlig trafik ud i og op af vandet.

Endnu en slåskamp; her bruges vist endda ulovlige teknikker.

Da far returnerede, var mor på vej ud af døren med begge børn, som i mellemtiden var vågnet. Da Hugo selvfølgelig ikke skulle snydes for et gensyn med søelefanterne og da mor heller ikke kunne undvære endnu et kig, gik de to, mens Hjalte og far hyggede sig indendørs. Da Hugo så, hvad søelefanterne havde gang i, kunne det nok være pegefingeren blev strakt. Ikke for at pege, men for at skælde ud: ”STOP, ikke slås”. Selvfølgelig lystrer tonstunge dyr ikke en 2-årig, hvilket i den grad frustrerede den unge herre. Han var i hvert fald stadig gal, da han returnerede til camperen, og fortalte far, hvad han havde oplevet.

Hugo skal lige have spist resten af sin frokost, før han igen kan skælde ud på de uartige dyr. 

Om end det sandsynligvis havde været nemmere at slæbe en søelefant eller to med videre, lykkedes det til sidst at få mor ind i vognen, så vi kunne komme videre. Efter et par mindre ophold undervejs, hvor et par småindkøb blev foretaget, valgte vi sidst på eftermiddagen at begynde at lede efter et sted at overnatte. Valget faldt på ”Oceano Lagoon, Pismo State Beach, hvor vi fandt en af få ledige pladser.

"Moar! se hvor artig jeg er - må jeg ikke nok se tegnefilm?"

Denne plads viste sig senere at være omkranset af en større flok venner, der, da de reserverede, tilsyneladende ikke havde kigget nærmere på et kort over campingpladsen. I hvert fald lå de nu lettere spredt med os nærmest i midten. Der var vel i omegnen af 20 børn i alderen fra 3 til 13, så det kan nok være, der var gang i den. Det sjove var, da Hugo forsøgte at deltage i deres fange/gemmeleg; ikke overraskende blev Hugo hurtigt ”taget”, hvilket han selvfølgelig ikke var klar over, men drengen, der hidtil havde været ”den”, var så glad for at kunne slippe af med ”pligten”, at det ikke umiddelbart gik op for ham, at Hugo egentlig ikke var en del af legen. Da han opdagede, at han nok havde lavet en fejl, forsøgte han ihærdigt at forklare Hugo reglerne/formålet med legen – uden det store held.