Joshua Tree NP 2

Mandag, d. 19/11

Dagen i dag skulle bruges på at gå nogle af de kortere trails, som Joshua Tree NP byder på. Samtidig ville vi bevæge os mod den sydlige udgang, hvor vi ville overnatte, hvis der var ledigt på campingpladsen. Inden vi kunne komme af sted, måtte de sure pligter såsom opvasken og oprydning nødvendigvis klares. I den forbindelse blev Hugo sendt ud for at lege; udenfor blev han mødt af naboens ligeledes 2-årige dreng, som straks var klar på boldspil og kravlen henover sten. Da mor og far havde fået vasket op og derfor var klar til afgang, var Hugo langt fra færdig med at lege. Hugo fik nok en gang sin vilje, så mens far hyggesnakkede med naboen (som var på en 2 måneders tur noget lig vores bortset fra, at den foregik i en pick-up, hvor hele familien inklusiv de 2 små børn sov på det overdækkede lad!) legede Hugo lystigt videre.

Hugo og den nærligt jævnaldrende nabodreng klatrer på sten og spiller bold.

Da vi endelig kom af sted var første stop ”Hidden Valley”. Her er der tale om en lille dal på ikke meget mere end 1km, omkranset af godt 100m høje klipper. Klipperne er, som stort set alle andre lodrette sten i parken, meget populære blandt klatrere, hvilket gør dalen meget velbesøgt. For godt hundrede år siden blev dalen brugt af kvægtyve, der skjulte deres stjålne kreaturer her, indtil de fik dem ommærket eller solgt. At dalen i det hele taget kunne bruges til afgræsning af kvæg (for en kortere periode) skyldes, at klippesiderne sørger for, at blandt andet fugtigheden er højere inde i dalen, hvorfor dalen er noget mere frodig end den omgivende ørken.

Hugo har set, at de seriøse vandrere har vandrestave, så det vil han da også have.

Trailet rundt i dalen er små 2km langt og langs sporet er opsat skilte, der fortæller om både dalens geologi, plante/dyreliv og historie. Så der var tale om endnu et spor, hvor Hugo med jævne mellemrum ”stak af” for at være den første til at nå frem til det næste skilt. Om end dalen er frodigere end sine omgivelser, er der stadig tale om en ørken, så dyrelivet er stadigt begrænset, men et par firben og lidt fugle fik vi da set på vores godt en time lange hyggetur. Ellers var den mest sindsoprivende begivenhed, at det nok engang lykkedes os at tabe det mindste af vores kameraer ned i sandet; og denne gang er der vist for alvor kommet sand i mekanismen, som kører linsen ind/ud.

Hidden valley. Dalen er skjult bag klipper som den I ser bag os her. Her er det tilsyneladende lykkes os at finde et stykke klippe uden klatrere, hvilket ellers er så godt som umuligt.

Efter uden held at have forsøgt at reparere kameraet gik turen mod et andet 2km langt trail, ”Barker Dam”. Her burde sporet have endt ved en lille sø dannet på baggrund af en mindre dæmning opført af en af de hårdføre familier, som gennem tiden, har forsøgt at ernære sig ved kvægdrift herude. Men søen var tom, hvilket egentligt er meget symptomatisk for de ofte fejlslagne forsøg på at etablere sig i denne ørken. Det kan gå godt igennem en årrække, men bare et enkelt år eller to, hvor vejret ikke arter sig, og alle ens anstrengelser viser sig forgæves, hvilket mange har måttet sande gennem tiden.

Det vil være synd at sige, at denne dæmning passer ind i eller pynter på landskabet.

En sø uden vand, er jo ikke specielt spændende, men heldigvis er sporet en rundstrækning, hvor hjemturen leder en forbi nogle indianske petroglyffer. Petroglyfferne er ridset/malet lidt oppe af en klippeside, så for at komme tæt nok på til rigtigt at kunne se, hvad de forestiller, er det nødvendigt med lidt klatring. Så mens mor blev på jorden og holdt godt fast i vores ene tilbageværende kamera, klatrede Hugo og far de få meter op til ”graffitien”. Da tegnene er lavet af nomadeindianere uden et egentligt skriftsprog, er betydningen af tegnene desværre ikke kendt i dag. Hugo var nu heller ikke specielt interesseret i tegnene, men at klatre/kravle rundt samme med far, det var sjovt.

Hugo og far er her kravlet op, hvor petroglyfferne kan studeres på nært hold.

Efter at have spist frokost og løst lidt flere af junior ranger opgaverne gik turen mod ”keys View”, hvorfra man fra godt 1½km højde har udsigt til så vel det sydlige Californiens højeste punkt (Mt. San Gorgonio, 3.506m) som det laveste (Salton Sea, -69m). Selv om man fra Keys View kan se ufatteligt langt, er det tydeligt, at udsigten begrænses af forureningen fra industri/trafikken. Den er derfor langt fra så imponerende, som de nærmest uspolerede ”udsigter”, vi tidligere har oplevet i det sydlige Utah eller ved Grand Canyon.

Familien ved Keys View. Som det måske kan fornemmes, er det her luftforureningen, som sætter grænsen for, hvor langt man kan se.

Tilbage i camperen gik turen nu for alvor mod den sydlige udgang (turen til Keys View var en 10km blind vej). Eftersom den sydlige rangerstation, hvor Hugo skal aflægge sin sidste ranger ed på denne tur, lukkede allerede kl. 16, havde vi efterhånden lidt travlt. Vores plan A var dog stadig at tage en overnatning på Cottonwood Campground i umiddelbar nærhed af rangerstationen, men hvis alt var optaget, ville vi reelt ikke have andre muligheder end at forlade parken. Et enkelt længere stop på turen sydover kunne der dog afsættes tid til; valget faldt på ”Cholla Cactus Garden”. Da man her er kommet til den lavere liggende (og tørrere)Colorado Ørken er joshua træerne fra den højere liggende (og dermed koldere) Mojave Ørken næsten helt fortrængt af diverse afarter af kaktus.

Ser de kære Teddy Bear Cacti ikke søde og nuttede ud? Lige til at kramme…

Cholla kaktussen har fået kælenavnet ”Teddy Bear Cactus”, hvilket skyldes, at kaktussen ser blød og ”plysset” ud - men skindet bedrager i den grad. Chollaens øgenavn, som virker meget mere passende, er ”Jumping Cactus”, hvilket skyldes den lethed, som kaktussens mange pigge gennemtrænger alt, der kommer den for nær. Så det kunne nok være, vi havde Hugo i kort snor på den korte rundstrækning i ”haven”; for selv på et spor som dette, lader man i nationalparkernes ånd naturen gå sin gang, hvorfor de sylespidse kaktusser enkelte steder havde spredt sig ud over stien.

Hugo har fundet et af skiltene, der henviser til en tekst i et lille hæfte, som kan ses i fars hånd. Her ved kaktusserne fik Hugo ikke som vanligt lov til at løbe i forvejen. 

20min før lukketid var vi ved rangerstationen, tidsnok til at vi kunne nå at køre en tur omkring campingpladsen og se, om der skulle være ledige pladser. Det var der, rigeligt endda, hvorfor vi udskød den sidste ranger ed til i morgen og i stedet slog lejr. Vi valgte at spise tidligt, hvilket levnede tid til bål og skumfiduser.

Endnu en aften med bål. 10min efter dette billede blev taget, blev skumfiduserne fundet frem, lækkert.