Sequoia NP – Hospital Rock

Lørdag, d. 3/11

Morgenmaden blev indtaget i selskab med den samme flok mule deer, som også havde aflagt visit i går. 

Beslutningen var truffet: Vi ville køre de 200km rundt – bare ikke i dag. I dag ville vi tage en slapper, og nøjes med at køre et absolut minimum. Dagens køretur begrænsede sig derfor til de godt 2km ned til ”Tunnel Rock” og efterfølgende de godt 5km op til ”Hospital Rock”.

Mor og drengene på vejen under Tunnel Rock. Heldigvis er der i dag en alternativ vej, så man ikke længere skal under den store sten.

Tunnel Rock er en større sten, som vejen på et tidspunkt har gået under. Hvornår vejen er blevet flyttet til sin nuværende placering uden om stenen, fremgår desværre ikke noget sted. Men eftersom far kunne nå undersiden af stenen, var vi i hvert fald glade for at vi ikke havde forsøgt at snige camperen under.

Mens Hugo og far leder efter inskriptionerne på stenes underside, har fotografen (mor) fuldstændigt overset, at de befinder sig øverst til højre i billedet.

Ved vejens ende, eller rettere der, hvor vi ikke kunne/måtte køre længere, ligger Hospital Rock. At stenen har fået navnet, Hospital Rock, skyldes, at en opdagelsesrejsende for ca. 140 år siden, som var kommet til skade på sin ekspedition, blev behandlet her. Mere interessant end navnet er de inskriptioner, som vidner om områdets tidligere beboere: Western Mono Indianere. I umiddelbar nærhed af Hospital Rock er en mindre udstilling om netop denne indianerstamme, som mindre end 10 år efter den første kontakt med hvide bosættere var forsvundet/fortrængt fra området.

Til venstre ses den flade sten med de mange huller. Til højre ses et skilt, som forklarer, hvordan indianerne brugte hullerne til at male mel af agern fra de mange egetræer.

Fra Hospital rock fører et kort trail ned til floden, hvor vi brugte de næste par timer på, hvad der bedst kan betegnes som ingenting – dejligt, at der er tid til det. På trods af, at vi befandt os mindre end 200m fra vejen, var det som om, vi var alene i verden. I løbet af de ca. 2 timer, så vi én anden familie, som havde dristet sig ned til floden. Og de eneste lyde kom fra fuglene og flodens brusen – tilsat de obligatorisk plask, når endnu en sten forlod Hugos hånd.

For en kort stund er stenkastningen afløst af isætning af skibe (blade).

Hugo og far er krøbet under en klippe, hvor der var adgang til floden (ses helt ude til højre).

Hjemme på campingpladsen, valgte vi en anden og mere jævn plads; det var først, da vi krøb i seng i går aftes, at vi havde bemærket, hvor skævt vi egentligt holdt. Så efter at have sovet som flagermus (med hovedet nedad), valgte vi altså en anden plads. Med tidlig aftensmad og et bål var det muligt at spise udenfor nok en gang. Vi var dog ikke de eneste, der havde valgt at spise udenfor netop her; gårsdagens/morgenens flok mule deer var tilbage, men de var heldigvis mere interesseret i græsset og buskene end i vores mad. Med et bål brændende var det nærliggende nok en gang at sætte lidt skumfiduser på en pind; tilsyneladende er den kvalmende følelse, man får efter at have indtaget alt for meget brændt sukker hurtigt glemt.

Man kan åbenbart ikke få lov at spise i fred på denne campingplads.

Skumfiduser. Som det ses, ligger posen uden for mors rækkevidde, hvorfor der er en chance for, at vi også har til i morgen.