Sequoia NP

Fredag, d. 2/11

Uden at have set en ranger forlod vi campingpladsen for at køre mod den næste NP, Sequoia. Nok en gang valgte vi en alternativ rute i stedet for de større hovedveje. I dag var der så absolut ikke tale om en genvej, da den valgte vej indledningsvis førte os langs ”Kern River” for derefter at lede os op over flere bjergpas. Her gjorde flere af vejskiltene os opmærksom på, at vi ikke længere befandt os på en af hovedvejene: ”Roads not Plowed”, Chains might be necessary at any time”. ”Road Narrows” (et skilt, der sagtens kunne komme flere af kort efter hinanden, uden at der nogensinde kom et ”Road Widens”).

Her er en af grundene til at vælge de alternative veje; naturen er bare smukkere, når det er vejen, der tilpasser sig omgivelserne, og ikke omvendt.

På et tidspunkt kørte vi mindst 20km uden at køre ligeud på noget tidspunkt; det ene sving efterfulgte det andet. En utrolig smuk tur, hvor man i den grad påskønnede bilens servostyring. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at man selv i områder som disse kører gennem små byer; her undrer man sig virkeligt over, hvad de laver så langt fra al anden civilisation. Det sjoveste er dog byskiltene, hvor befolkningstallet er angivet; specielt, når tallet er to-cifret.

2½min video af en lille del af de mange sving på vej ned ad et af bjergene; og her befinder vi os endda på hovedvej 190!

Umiddelbart efter middag ankom vi til Sequoia NP, hvor første stop var ”Foothills Visitor Center”. Her fik vi en kedelig besked; den eneste vej gennem parken var lukket for køretøjer længere end 22ft. 15km længere fremme. Da vi er 25ft, var vi altså begrænset til en meget lille del af parken; og vel at mærke en del uden de Kæmpe Sequoia Træer, som parken er opkaldt efter - så med mindre vi kørte de godt 200km uden om, ville vi have besøgt Sequoia NP uden at have set et Sequoia Træ!

Der er også træer i den sydlige del af Sequoia NP, men ingen sequoiatræer.

At vi ikke kunne gennemkøre parken kom noget bag på os, men en ting var sikkert; vi skulle ikke køre flere hundrede kilometer mere i dag. Vi kørte derfor op til ”Potwisha Campground”, som ligger halvvejs oppe af det stykke af ”Generals Highway, som vi måtte køre. Her vil vi tage mindst en overnatning, udforske den sydlige del af parken og finde ud af om vi vil køre hele vejen udenom for at se et par store træer.

Så er maden ved at være klar!

Potwisha var heldigvis langt fra fyldt, så vi havde rigeligt med pladser at vælge imellem, da vi skulle finde en lejrplads. Efter at have siddet i bilen hele formiddagen trængte vi til at få rørt benene. Efter en mindre tur rundt på pladsen, hvor de mange kæmpejordegern, som nærmest har underminimeret campingpladsen, blev iagttaget, fandt vi fodbolden frem. Vi havde knap fået bolden ud af bagagerummet før en lille flok mule deer blandede sig. Boldspillet måtte vente, og i stedet beundrede vi de græssende dyr på nærmeste hold; selv om vi efterhånden har set mule deer utallige gange, er de stadig fascinerende at se på.

Mor og Hjalte kigger her på en af de hjorte, som vandrede rundt på campingpladsen.

Eftermiddagens sidste aktivitet var et lille hike til en nærliggende hængebro, hvor Hugo kunne forfine sin kasteteknik – Utallige sten sagde ”plop”, og mindst lige så mange pinde forsvandt med strømmen ned af floden. Det mest interessante var dog, at der via nogle kæmpesten var tørskoet adgang ud midt i floden. Herfra kunne vandets eroderende kraft observeres på nærmeste hold i nogle af de mange pothuller fyldt med runde sten

Hugo, Hjalte og mor nyder den lille sandstrand ved floden. Billedet er taget oppe fra hængebroen.

I mange af de vandfyldte huller var der myggelarver, som vi valgte at drille lidt (ja, det må man gerne – om få uger er de stikkende sataner). Larverne søger mod overfladen, hvor vandet er varmest, men lige så snart de fornemmer fare i form af en pludselig skygge, søger de mod bunden. Så en omgang sol, skygge, sol, skygge fik dem til at fare op og ned i vandet til stor morskab for såvel Hugo som far (mor er en større dyreven, og syntes, det var synd for de kære små larver – en holdning, vi nok skal minde hende om, når hun næste gang brokker sig over et par myggestik)

Hugo og far driller myggelarver.

Tilbage på pladsen stod den på hygge og boldspil. Denne gang uden forstyrrende dyr udover de allestedsværende kæmpejordegern. Hugo har tilsyneladende arvet sin mors trang til at beskytte dyrene; i hvert fald fik far skæld ud, nå han trillede bolden hen i et af jordegernes huller: ”NEJ, dada – egern ud!”.

Hugo har fundet en legekammerat på campingpladsen. Drengen her havde svært ved at forstå, at han ikke kunne forstå Hugo.