Solvang

Lørdag, d. 17/11

Mens morgenmaden blev indtaget skiftede vejret udenfor; fra overskyet til letskyet, så det var med at komme ud at få rørt benene, mens vejret var til det. Den lagune, som campingpladsen ligger opad, er forsynet med en sti, der stort set følger bredden rundt, så denne rundtur var formiddagens motion. Da det havde regnet en del de sidste par dage og i løbet af natten, var den valgte sti noget mudret, hvilket dog på ingen måde generede Hugo, tværtimod.

På mors opfordring hiver Hugo op i bukserne, så de ikke bliver mudrede.

Længst fra campingpladsen var stien pludselig ”blokeret” - en krebs med æg under buen stod midt på sporet og viftede faretruende med sine kløer. Efter at have kigget på det stolte dyr et par minutter, fortsatte vi vores rundtur. Få hundrede meter senere mødte vi en større udfordring end krebsen med de store kløer; stien var nu flankeret af Giftig Eg; en plante/træ, som ved berøring giver kløe, udslæt og vabler, så det kan nok være, vi fik trukket Hugo til os. Stykket med Giftig Eg viste sig heldigvis at være af begrænset udstrækning, hvorfor Hugo snart igen kunne ”sættes fri”.

Hugo kigger interesseret på krebsen, der mente, den havde mere ret til stien end os.

Efter små 3km var vi hjemme ved camperen igen. Vores rundtur var foregået stort set i tørvejr, det var først de sidste par minutter, at det begyndte at dryppe; så der kan man tale om god timing. Med benene rørt, var vi klar til et par timer i bilen. Første mål for dagen var danskerbyen Solvang, hvor vi planlagde at bruge størstedelen af eftermiddagen.

Hugo og far ved lagunens bred; mon ikke der netop er røget en pind i vandet?

Solvang, som havde 100års jubilæum sidste år, blev oprindeligt anlagt at danske immigranter, der lokket af den frugtbare jord og det varme klima, kom hertil fra såvel Danmark, som resten af USA. Hovedparten af tilflytterne var ikke overraskende landmænd som hurtigt fandt sig til rette i dalen. De mange landmænd havde selvfølgelig behov for håndværkere og andre services, hvorfor byen hurtigt udviklede sig; allerede små 10år efter de første havde slået sig, var her et velfungerende bysamfund.

Hugo har fået øje på en hest, som han ihærdigt forsøger at udpege for far.

Byen bevarede i årene fremover sin danske tilknytning og virkede i mange år som en magnet på nye danske tilflyttere. I dag giver denne tilknytning sig primært udtryk i et rigt foreningsliv, danske gadenavne, dansk bagerier/konditorier, dansk mad og skulpturer fra H.C. Andersens eventyr i gadebilledet.

Mor og drengene med Dannebrog, bindingsværkshuse, folkedansere osv. i baggrunden.

I dag er byens hovedindtægtskilde de mange turister, der finder byens (efter vores mening) noget kitschede udseende og atmosfære charmerende. Byen har en overflod af bindingsværkhuse (hvoraf langt det meste bindingsværk er malet på), bagerier og souvenirbutikker. Da frokosten skulle indtages, gik vi mod strømmen, og valgte noget andet end dansk mad; medisterpølse med rødkål savner vi åbenbart ikke efter mere end 3 måneder hjemmefra!

Familien foran ”Hadsten House”. Hvorfor man har opkaldt dette hotel efter en mindre stationsby med færre end 10.000 indbyggere, var der desværre ingen forklaring på.

Efter at have vandret op og ned ad ”Copenhagen Drive”, ”Atterdag Road” og ”Molle Way” gik turen mod det lille kombinerede kunst og historiemuseum på ”Elverhoy Way”. Museet er indrettet i, hvad der tidligere var kunstner parret: Viggo Brandt-Erichsens og Martha Motts hjem. Bygningen er udført i rigtigt bindingsværk og er i sig selv et besøg værd. Indenfor mødes man af delvist dansktalende personale, som med vanlig amerikansk imødekommenhed fortæller om huset, dets historie og ikke mindst dets oprindelige beboere.

Elverhoj Museum, der i tillæg til den historiske udstilling, har en mindre kunstudstilling.

Det første vi bed mærke i var den tunge hoveddør af egetræ, som hverken havde dørhåndtag eller nøglehul på ydersiden; i stedet var den forsynet med et lille rundt hul, hvor der stak en lædersnor ud. Lædersnoren var så forbundet til dørhåndtaget på indvendig side, så man ved at trække snoren kunne påvirke håndtaget og dermed åbne døren. Når døren så skulle ”låses” (indefra) trak man simpelthen snorene ind gennem hullet. Hvordan huset skulle låses af udefra, melder historien ikke noget om.

Mor holder godt fast i Hugo foran montren med de kongelige porcelænsfigurer.

Da museet lukkede allerede kl. 16, havde vi kun ca. en ½ time til at udforske det. Derfor blev kunstudstillingen, som udskiftes løbende, meget hurtigt forbipasset. Resten af museet er den historiske del, hvor huset og mindst dets indretning naturligt indgår. Specielt snedkerkøkkenet med de håndmalede låger var imponerende; lidt noget andet end et hvidt melaminhelvede fra Gør-Det-Selv HTH.  Køkkenet emmede simpelthen af hygge, ligesom resten af huset, der dels var indrettet som et tidstypisk hus fra tiden, dels havde udstillinger med eksempelvis porcelæn fra Den Kongelige Porcelænsfabrik eller håndværktøj brugt til at lave bindingsværkskonstruktioner.

Køkkenet, som husets frue selv dekorerede med blandt andet håndmalede blomster.

Efter at have set modellen af byen, som den så ud i år 1920, var klokken blevet 16 og museet lukkede. Inden vi blev smidt helt ud, nåede vi dog en kortere samtale med en af kustoderne; og eftersom hun havde været gift med en dansker, foregik denne samtale på. Så da vi blev lukket ud af den store egetræsdør, hvor snoren nu var trukket ind, var det med et ”farvel og tak” og ikke et ”bye bye”.

Familien foran museets hovedindgang. Billedet er taget, da vi forlod museet ved lukketid, hvilket ses af den manglende lædersnor i hullet i døren (kræver, at man zoomer en hel del).

Da vi i løbet af de sidste par dage med megen regn havde besluttet, at vi ville en tur tilbage i ørkenen gik turen nu mod Joshua Tree NP. Fra Solvang til den nordvestlige indgang til parken er der små 450km, og da klokken var tæt på 17, før vi rent faktisk kom af sted fra danskerbyen, stod det hurtigt klart, at vi sandsynligvis ikke ville nå frem i dag. Så vi valgte at køre ud fra devisen – vi kører indtil, vi ikke gider mere, hvorefter vi finder et sted at overnatte. Da Solvang ligger vest for Los Angeles og Joshua Tree NP øst for, måtte vi nødvendigvis passere denne gigantiske by. Los Angeles fysiske udstrækning er enorm og trafikken ligeså; vi oplevede at holde i kø på en sekssporet motorvej kl. 19.30 på en lørdag aften!

Vi valgte at køre indtil vi var ude på den anden side af metropolen, så da klokken var ca. 21.30 kørte vi ind på en Walmart i byen Beaumont, hvorfra der kun er 100km til Joshua Tree NP. Her ville vi overnatte efter at have fyldt køleskabet med blandt andet vand; ifølge vores guidebog er der nemlig intet tilgængeligt drikkevand i størstedelen af parken – alt skal medbringes.