Monterey

Tirsdag, d. 13/11

Med Monterey kun 30min kørsel fra campingpladsen, var der ingen grund til morgenstress; akvariet åbnede alligevel først kl. 09.30. Efter at have konstateret, at selv en kæmpe attraktion som ”Monterey Bay Aquarium” ikke har parkeringspladser tilknyttet, måtte vi op i byen og finde et sted, hvor der var plads til vores camper. Det var ikke helt nemt, for selvfølgelig er langt de fleste pladser afpasset biler af almindelig størrelse, om end almindelig størrelse er noget større end, hvad vi danskere vil kalde normalt. Det lykkedes omsider at finde et bemandet parkeringsanlæg, hvor de accepterede biler af vores størrelse.

Om Hugo stråler ligesom en perle, vil vi lade være op til jer at bedømme.

De uforudsete udfordringer med at få en P-plads gjorde, at vi ikke nåede frem til akvariet før kl. 10, men med endnu en ½time til den første fordring, var vi vist ikke gået glip af noget. Monterey Bay Aquarium ligger på ”Cannery Row”, udødelig gjort af Steinbeck i romanen af samme navn - gaden hed oprindeligt Ocean View Drive, men skiftede altså navn på baggrund af denne bog. Det var her de mange dåsefabrikker havde hjemme, mens der stadig var sardiner i farvandet ud for byen. Akvariet har da også hjemme i en tidligere Sardindåsefabrik, hvilket man har tydeliggjort ved at bevare ikke mindre end 3 af de store kedler, som dåserne blev kogt i, da der stadig var fabrik her.

Her er det ikke til at se, at man befinder sig på et akvarium. Her er tale om de kedler, som i sin tid kogte sardindåserne.

Ikke overraskende ligger akvariet helt ned til vandet, hvorved man kan ”inddrage” bugten, som er et havreservat, i udstillingen. Denne inddragelse af omgivelserne sker på flere måder: Vandet i de store akvarier udskiftes løbende med vand fra bugten, store terrasser ud mod bugten er frit tilgængelige så også det vildtlevende dyreliv kan observeres, og når der ses ”spændende” dyr såsom delfiner eller havoddere, annonceres det via en gratis sms-service.

Mor og drengene er her udenfor, hvor der dagligt ses blandt andet delfiner, sæler, søløver og havoddere.

Vi nåede som sagt frem tidsnok til den første fodring. Her var det pingvinerne, der skulle have et af deres 3 daglige måltider. En dyrepasser/fortæller tog opstilling uden for akvariet med pingvinerne, hvor hun blandt andet sørgede for at guide folk på plads, så alle havde mulighed for at se, hvad der foregik. Når publikum så var klar, kaldte hun på kollegaerne, som varetog den egentlig fodring. Herefter kunne vi publikummer stille spørgsmål til fortælleren, som så videreformidlede dem til dyrepasserne inde i akvariet, som så svarede på dem; var der ingen spørgsmål, sørgede fortælleren for at holde ”samtalen” i gang. På denne måde blev fodringen en smule interaktiv; uden at vi dog fik mulighed for selv at proppe fisk ned i halsen på fuglene.

Her er Hugo og mor ved pingvinerne umiddelbart inden, de skulle fodres (pingvinerne).

Næste fodring var i det 4.500.000L ”The Open Sea”-akvarium. Heri er der: Forskellige slags hajer, tun, klumpfisk, havskildpadder, en kæmpe stime sardiner og en mængde andre fisk. Her var det vigtigt at foretage fodringen i den rigtige rækkefølge: Først skulle skildpadderne lokkes væk, så de ikke blev påsvømmet af de store tun, når de efterfølgende fik deres mad, hvilket de fik før sardinerne, der, hvis ikke de større rovfisk var blevet fodret af inden, nemt kunne ende som foder i stedet.

Fra ”The Open Sea”. Her ses blandt andet havskildpadde, Durango-fisk og tun.

Fodringen i dette kæmpe akvarium var imponerende. De langsomme skildpadders fryd over at få suppleret deres normale vegetabilske kost med lidt frossen blæksprutte, når dyrepasserne og tunene var uopmærksomme; de farveskiftende durango-fisk, der, når de blev ophidset (hvilket de gjorde, når der var mad) skiftede farve fra grå til guld; de superhurtige tun, der pludselig skød gennem vandet med 80km/t for at snappe maden for snuden af en konkurrent og sidst men ikke mindst den store stime af sardiner, der bevægede sig som én organisme.

Fra ”The Open Sea”. Her er det den store stime af sardiner, som viser sig frem.

Endnu en fodring kunne nås, inden vi selv skulle have noget at spise. ”Kelp Forest” er et 3-etagers højt akvarium, som i toppen er åben ud til det fri. Dyrelivet heri er det lokale, altså, hvad man også kan finde ude i bugten. Kelp er en tangplante, der eftersigende skulle være verdens hurtigst voksende plante; en tilvækst på optil 35cm i døgnet, er ikke unormal! Fodringen blev denne gang foretaget af en dykker, der svømmede rundt med en spand foder, som de mest modige af fiskene var selvforsynet fra. At dykkeren naturligvis befandt sig under vand forhindrede ikke, at han var i radiokontakt med fortælleren på den tørre side af glasset. Det betød dog også, at den i starten interessante lyd fra dykkerens regulator til sidst blev et irritationsmoment.

I overensstemmelse med resten af dagens aktiviteter, fik Hugo haj til frokost.

Efter at vi selv havde fået lidt at spise, tog vi os tid til at udforske akvariet på egen hånd. Her var de mange rørebassiner meget populære hos både mor og Hugo. Krabber, søstjerne, søpølser og alverdens andre af havets skabninger måtte lægge ryg, bug, arm eller andet til ”kærlige berøringer” fra såvel små nysgerrige børnefingre, som fra tæt-på-dissekerende kvindehænder.

Mor og drengene ved et af rørebassinerne. Hugo er næsten ligeså interesseret som sin mor.

Der var også mulighed for at opleve og lære uden at få våde fingre; i afdelingen for fladfisk var der mulighed for blandt andet at se, hvordan fiskene er i stand til at skifte farve i forhold til bundbelægningen, eller selv begrave en (kunstig) fisk ned i sandet.

Hugo og far kigger på akvariet, der illustrerer, hvordan fiskene kan skifte farve, så de falder i et med bunden.

Hugo har fat i håndtaget, som skal vrikkes og skubbes ned, hvorved fisken graver sig ned i sandet. Hugo fandt det dog sjovest at "trylle" fladfisken om til en flyvefisk, når han pludselig slap håndtaget.

”Albatross Encounter” var næste punkt på programmet. Det viste sig, at en albatros unge, som havde brækket vingen, var blevet ”adopteret” af akvariet. Da den aldrig ville kunne klare sig i det fri, boede den nu på taget, hvorfra den en gang dagligt blev hentet ned til en kort optræden foran publikum. Her viste dens dyrepasser, at selv fugle kan klikkertrænes. Albatrossens optræden bestod af fremvisning af nogle af de bevægelser, som den normalt bruger i forbindelse med parringsdans. Showet blev også brugt til en formaning om at skære ned på forbruget af plastik, og i hvert fald sørge for ikke at smide det på gaden, hvorfra det ender i havet, og til sidst måske i en albatrosmave. En beholder med mere end 300 stykker plastik, herunder en hel engangslighter blev fremvist: det havde alt sammen været i én albatros – stakkels dyr.

Mor og drengene foran albatrossen.

Så var det på tide med nogle af specialudstillingerne; først søhestene. Disse besynderlige dyr havde fået en hel afdeling for sig selv, hvor mere end 20 akvarier fremviste det ene mere besynderlige eksemplar efter det andet. Her blev også lagt stor vægt på at fortælle historien om det eneste dyr, hvor det er hannen, der føder ungerne. Hugo fandt dog det interaktive spil, hvor man ved hjælp af 3 drejeknapper skulle camouflere sin søhest, mest interessant; hvis man ikke fik søhesten til at stå helt i et med omgivelserne, kom der en stor fisk og spiste den. Om Hugo forsøgte at skjule søhesten eller fodre fisken, var svært at sige.

Hugo og far leger her med ”søhestespillet”, hvor man skulle camouflere søhesten eller ”fodre fisken”.

Den anden store specialudstilling var med ”jellies” altså vandmænd/brandmænd. De findes tilsyneladende i alverdens afskygninger: Gennemsigtige, røde, sorte, selvlysende, små, store, blinkende, på-hovedet-liggende osv. Udstillingen var ledsaget af psykedelisk musik, diskoteksagtig belysning og Jimi Hendrix citater på væggene – vel det nærmeste man kommer et LSD-trip på denne side af loven.

Hjalte er nærmest ved at brække nakken i sit forsøg på at se de mange besynderlige ”jellies”.

Hugo beundrer de mange brandmænd. Mon man kan få dem til at filtre sig sammen?

10min i lukketid forlod vi akvariet. Hermed kunne vi lige nå forbi turistkontoret for at få anbefalet et sted at overnatte. 15min senere indfandt vi os på campingpladsen i ”Veterans Memorial Park”, hvor vi hurtig fandt en ledig plads og slog lejr. Da far efterfølgende gik ned for at foretage selvregistreringen, og der nærlæste reglerne, opdage han, at vi slet ikke måtte være der; pladsen var kun for campere på max 21ft.! Da den plads, vi havde fundet, var rigeligt stor til os, valgte vi at ignorere denne regel – så må vi bare ikke håbe, at en emsig parkbetjent smider os ud i løbet af natten.

Selv her sidst på dagen siger man ikke nej tak til en tur på legepladsen.

Mens mor lavede aftensmad, testede Hugo og far rutsjebanerne og gyngerne på den nærliggende legeplads. En legeplads, der skal udforskes igen i morgen, når solen nok en gang er på himlen.