Kings Canyon NP

Søndag, d. 4/11

Far vågnede før vækkeuret, og alligevel havde han sovet for længe; ikke fordi vækkeuret var indstillet forkert, men fordi vi var overgået til vintertid; en detalje som ellers var forbigået vores opmærksomhed. Med et par timers kørsel foran os var det med at komme af sted. Med GPSen indstillet på korteste/alternativ rute, var der ikke 200km men kun omkring 150km. Som I nok kan regne ud var det så ikke via 4-sporet hovedvej, men via veje med et utal af ”Road Narrows”-skilte.

Turen mellem nationalparkerne førte os forbi et utal af frugtplantager, hvor specielt citrusfrugter blev dyrket.

Med den ekstra time, som overgangen til vintertid havde givet os, var vi fremme ved Kings Canyon NP allerede midt på formiddagen. Da Sequoia NP og Kings Canyon NP administreres samlet og støder op til hinanden, betragtes de af mange som én park; for besøgende som os, er det egentligt også ligegyldigt om der er tale om en eller to parker. Kings Canyon NP består af 2 adskilte områder: Et lille område, som for mange år siden var en selvstændig Nationalpark og et noget større områder mod øst, hvor selve Kings Canyon ligger. Hvorfor den lille vestlige del ikke blev indlemmet i Sequoia NP, som den støder op til, er lidt af en gåde; specielt fordi den største attraktion i denne del af Kings Canyon NP er et Sequoia træ!

General Grant ses her (belyst) mellem de andre træer. Når et træ er 82m højt og har en omkreds på 33m, skal man ud på en vis afstand for helt at kunne se, hvor stort det er.

Netop dette træ, General Grant, var målet for dagens første aktivitet. Så efter at have fundet en plads på ”Azaela Campground”, gik turen mod verdens næststørste levende organisme. Fra campingpladsen var der godt 1½km ned til General Grant og de andre Sequoia træer i denne ”koloni”. Sequoia træer findes kun i et meget begrænset område; et godt 500km langt bælte på den vestlige side at Sierra Nevada Bjergene. Træet et specielt på mange måder, hvoraf den mest dominerende er dets størrelse; navnet Giant Sequoia kunne ikke være mere passende. At de bliver så store skyldes, at de besidder de sjældne egenskaber både at være hurtigt voksende og blive ekstremt gamle; op mod 3.000år.

Et kort klip, hvor Hugo og far går gennem et væltet sequoiatræ. Træet har ligget ned i mere end 150år og har tidligere været anvendt som bolig for skovhuggere og til opbevaring af hø, da kavaleriet passede på parken.

Efter denne lille formiddagstur (ja, man når meget, når man uventet får en time foræret) stod den på frokost og planlægning af eftermiddagens aktiviteter. Vi valgte at køre mod Kings Canyon (Den anden og meget større del af Kings Canyon NP) velvidende, at vejen dertil var vinterlukket, inden man når frem til nationalparkdelen af dalen. Turen mellem de to dele af Kings Canyon NP går gennem nationalskov og er i sig selv turen værd. Her kører man langs bjergsiden, mens man langsomt nærmer sig dalbunden.

Mor og far spolerer her udsigten, mens Hugo og Hjalte tager sig en lur i camperen.

Vejen var vinterlukket ved ”Boyden Cavern”, hvor vi nødvendigvis måtte stoppe. Da vi nu alligevel var her, valgte vi at tage på en 45min lang guidet tur ind i hulen. Det viste sig, at vi var de eneste på turen kl. 15, så vi havde hele den godt 500m lange hule for os selv. Hulen, som er væsentligt mindre end de huler, vi tidligere har besøgt er mest kendt for at have nogle sjældne ”skjoldformationer”, formationer vi ikke tidligere har set. De opstår, når vand under tryk presses ud gennem klippen, hvor det så fordamper og efterlader sit kalkindhold

Et lidt utydeligt billede af en af de sjældne skjoldformationer (ligner et skjold oppe fra, ikke fra denne vinkel).

En anden interessant ting ved denne hule er, at der løber en flod/bæk igennem den. Normalt er der selv på denne tid af året en smule vand i denne, men selv her under jorden, er man berørt af den omfangsrige tørke, som har ramt store dele af USA i år. Det gode ved, at der ikke var vand i bækken, var, at vi så kunne gå i dens tørlagte leje på udturen, hvorved vi slap for at gå den samme vej tilbage, som vi var gået ind. En ting denne huletur havde tilfældes med de tidligere ture, var oplevelsen af totalt mørke. Det er åbenbart noget, der står på den første side i ”vejledningen for huleguider”, at de midt på turen skal slukke alt lys, og bede deres publikum om at sætte hånden op foran ansigtet for at konstatere, at de intet kan se.

Mens mor og far ofte skulle dukke sig på turen tilbage i den tørlagte bæk, havde Hugo ingen problemer med at gå oprejst.

Far forcerer "elegant" en af de mange forhindringer. Man må ikke røre ved hverken vægge eller loft, da det efterlader fedt, som stopper kalktilvæksten.

Hjemme på campingpladsen stod den nok engang på bålmad. Bedst som vi alle sad og nød ilden, hørte mor et dyr lige bag sig…en vaskebjørn stod oppe på bordet, mindre end 1m fra os og slikkede vores nu heldigvis tomme tallerken, en tallerken, hvor der 5min før havde ligget vores aftensmad! Det sjove ved episoden er, når Hugo genfortæller den; Hugo kan/vil ikke sige ”bjørn”, i stedet siger han ”Waaarh”. En vaskebjørn bliver derfor til en vaske-waaarh . Ellers er vaskebjørne ikke så sjove, når de kommer så tæt på; der er altid bekymringen for rabies.

Her sidder den nærgående vaskebjørn på lur under bilen.

En lidt sjov opsummering på vores besøg i Sequoia og Kings Canyo NP indtil videre: Vi har været i Sequoia NP uden at se et Sequoia træ, hvilke vi til gengæld har set i Kings Canyon NP, hvor vi ikke har set selve Kings Canyon, som vi derimod har set fra Sequoia National Forest – sikke noget rod.