Best Friends Animal Society

Mandag, d. 22/10

Kl. 6 ringede vækkeuret; nu var det spændende om mor trak dynen op over næsen eller ned over fødderne… Dynen kom ned og mor op! 10min senere var vi på vej mod Point Imperial for at se solopgangen. Umiddelbart så himlen noget overskyet ud, men da vi var kommet af sted, blev vi enige om at fortsætte. Point Imperial blev nået netop, som solen steg op over horisonten – og heldigvis var netop horisonten skyfri, så det var med at komme ud af bilen og få kammeraet på arbejde.

Skydækket, hvor stort set kun horisonten var skyfri, gav en dramatisk solopgang over Grand Canyon.

Da det var en kold og ikke mindst blæsende morgen, var mor hurtig til at trække ”Hjalte-skal-ammes-kortet”, hvorefter hun forblev inden i bilen og nød solopgangen, mens far med stivfrosne fingre forsøgte at betjene kammeraet ude i blæsten. Tilbage i varmen kunne far konstatere, at mor havde haft for travlt med at nyde udsigten til at sætte vand over til kaffe, så der gik et par unødige minutter, før kropstemperaturen var tilbage på normalen. Den sidste del af solopgangen blev nydt sammen med morgenmaden, hvorefter de sidste opgaver i Hugos rangerhæfte blev løst.

Solens første stråler giver kløftens røde klipper en meget speciel glød.

Næste stop var besøgscenteret, hvor en magnet og et par bøger til drengene blev indkøbt, men vigtigst af alt, Hugo erhvervede sig endnu et junior ranger skilt. På besøgscenteret blev de udstoppede dyr og en figur af en Californisk Kondor beundret en sidste gang. Til spørgsmålet om, hvor chancen for at se en af de sjældne kondorer var størst, var svaret ”Navajo Broen”; men da et besøg ved broen vil give en omvej på tæt på 150km, og sandsynligheden for at se en af de majestætiske fugle under alle omstændigheder vil være minimal, prioriterer vi anderledes.

Denne stolte junior ranger kigger her nærmere på en udstilling med blandt andet en kalkun.

Inden vi kunne forlade Grand Canyon, måtte vi have et sidst blik ned i kløften, hvis størrelse endnu ikke er helt gået op for os. Fra besøgscenteret fører et kort trail til ”Bright Angel Point”, hvilket er det mest populære udsigtspunkt på den nordlige kant; ikke fordi udsigten er bedre her en fra eksempelvis Cape Royal, hvor vi var i går, men fordi Bright Angel Point kun ligger få hundrede meter fra den historiske Grand Canyon Lodge. En Lodge der på trods af, at den har en næste uspoleret udsigt over kløften, er nærmest umulig at se fra den sydlige kant. Arkitekten gjorde sig i sin tid ekstremt umage med at få lodgen til at falde i et med det omkringliggende landskab.

Far på toppen af ”Bright Angel Point”. Hvis far venter på, at der skal gro englevinger ud, kommer han nok til at vente et godt stykke tid! 

Grand Canyon NP blev forladt uden stadig helt at have forstået kløftens proportioner. På vores vej gennem ”Kaibab National Forest”, blev vi vidne til et specielt optrin: På en relativ åben eng, ser vi 3 store fugle; en i luften, som viser sig at være en ravn, og 2 på jorden 3m fra hinanden. Den ene af fuglene (endnu en ravn)på jorden letter, hvorefter den anden fugl på jorden (en ”Golden Eagle”) sætter efter den, tydeligvis på jagt. Det får den allerede luftbårne ravn til at starte en jagt på ørnen. Jægeren bliver til den jagede, og ørnen opgiver hurtigt sin egen jagt tager i stedet flugten – med ravnen lige i hælene indtil de forsvinder over skoven.

Grand Canyon Lodge. Som det ses på farve/materialevalget, har man gjort en stor indsats for at falde i et med omgivelserne.

Resten af turen tilbage til Byen Kanab, som vi også var kørt igennem på vores vej sydover var uden de store begivenheder. Umiddelbart udenfor Kanab passerede vi et skilt med teksten: ”ANIMAL SHELTER – visitor center, tours”; skiltet var vi også kørt forbi på vores vej mod Grand Canyon. Den gang var det lykkedes far at overbevise mor om, at det havde vi ikke tid til – det lykkedes ikke denne gang. 5min senere efter at have passeret utallige hestefolde og grisestier parkerede vi på ”Best Friends Animal Shelther”s parkeringplads.

Fra dette udsigtspunkt i Arizona, kan det fjerne plateau i Utah mere end 150km væk sagtens ses. Den øde vej til Kanab bugter sig i dalsænkningen.

Da Hugo var i gang med en forsinket eftermiddagslur, blev mor sendt op til besøgscenteret for at finde ud af, hvad det her var for et sted. 10min senere returnerede hun med øjne så store som tekopper, og fortalte uden pause om stedets dets dyr, størrelse osv. Da det endelig lykkedes far at afbryde talestrømmen, og få stillet spørgsmålet: ”Og hvad så nu?”. Strømmen af ord startede igen… essensen denne gang var dog, at der var en guidet tur om 15min, som mor meget gerne ville deltage i. Da Hugo stadig sov, og han sjældent er alt for medgørlig det første stykke tid efter at være blevet vækket, blev far tilbage i camperen med den sovende Hugo, mens mor og Hjalte tog på tur.

Internatet ligger i fantastiske omgivelser, som dyrene kan nyde, når de færdes udenfor.

Den 90 minutter lange guidede tur, var den eneste måde, hvorpå man kunne komme op og se deres hunde- og katte-afdeling; hvilke var de to afdelinger, mor havde mest interesse i. Turen gik dog også forbi deres gnaver-, fugle- og zoodyrs-afdelinger, som alle havde deres eget ”stykke” af bjerget.

Guiden fortalte ikke kun om dyrene. Hun havde også historier om området, som havde lagt kulisser til mange gamle film. Selv den ene hestestald/lade, var en gammel filmkulisse - efter guidens udsagn, til en elendig gammel film, som hun kun havde set helt færdig på grund af laden. Laden ses til venstre i billedet (et billede taget i forbifarten).

Op af bjergvejen kørte vi forbi adskillige hestefolde; hver gang stoppede vores kvindelige guide op og fortalte om hestene; hvorfor de var der, og hvor længe de havde været der. Det tog sin tid, for i øjeblikket har de langt over 40 heste, og historien er den samme: ”gamle heste, som folk ikke vil have mere og som andre ikke er interesse i at adoptere, da de ikke kan rides mere”. De manglede i den grad nye ejere til seniorheste med skavanker.

Guiden fortalte stolt om, at de engang havde en hest med så dårlig hov, at benet skulle amputeres. Problemet var, at en hest kan ikke klare sig med kun 3 ben, som eksempelvis hunde og katte kan. Derfor kørte de hesten tværs over landet for at få den til en specialdyrlæge, som kunne lave en protese til den. Kort fortalt, så endte hesten med, at have kostet en formue; den døde kort tid efter amputationen af en af dens andre lidelser. I mellemtiden havde en ”hemmelig” sponsor givet en hestestald til den sølle 3-benede hest. Hesten nåede aldrig selv at få glæde af stalden, men det har andre heste sidenhen, forklarede guiden med glæde - og så hilste hun på de næste heste vi kørte forbi!

Det var denne katte afdeling/hus vi besøgte. I dette hus var der 5 katte flokke med ca. 25 katte i hver.

Den ene af de 5 grupper var katte med særlige behov: Sky katte, katte som strintede, en-øjede katte, katte der så mærkelige ud på grund af gamle skader osv. guiden kunne den ene mere sørgelige historie efter den anden om disse katte. Katte som konstant blev forsøgt afsat til os gæster på denne guidede tur (de guidede ture bruges åbenbart til at skaffe nye katteejere). Internatets udfordring med denne tur var, at vi var fra henholdsvis Danmark og Australien, så der blev ikke afsat nogen katte.

Her er kattene fra afdelingen, vi besøgte. Læg mærke til Cowdie, som har været her på internatet siden 1999. 

Det mest skræmmende var, at de havde et hus dedikerede til fede katte, og det var ikke kun overvægtige katte, som de fik ind udefra, men også dem de selv ”lavede” fede på grund af overfodring og for lidt motion. På denne tur blev mor klar over, at kattedamer er mærkelige! for ikke nok med, at de taler om disse katte, som om de var deres børn, så græd de, når de endelig kom af med en af kattene (de var lige kommet af med en kat, som havde boet der i 18 år). Guiden læste Harry Potter højt for kattene i et af husene hver lørdag! Nogle af de andre kattedamer ville lugte til Hjalte, og da de nærmest spærrede døren for mor, turde hun ikke andet end at give dem lov. De nøjedes dog ikke med at lugte - de kyssede også Hjalte utallige gange oven på hovedet… katte damer er mærkelige! Trods det, gjorde de et stor stykke arbejde og videreformidlede mange 100 katte om året.

Det er guiden, der står i midten af billede. Hun fortæller her, at de har en afdeling med kun syge katte, som kræver ekstra pleje, katte med diabetes, lammelser, dårlige hofter, dårlige nyrer, blinde osv.

Personalet ved hundene var mere normale. De fortalte, at de kun havde gadekryds; alle racehunde blev med det samme videreformidlet tilbage til raceklubberne. Deres hundeafdeling var delt op i flere enheder, og denne enhed, som vi besøgte, havde sidste år videreformidlet mere end 100 hunde. En enhed består af 5 båse med alt fra 2-5 hunde i hver bås, de mente, at hunde havde bedst af at have en makker/flok at tilhøre, når de var på internatet. Internatet havde haft lidt af en udfordring efter, at småhunde var blevet så populære, for det var deres indhegninger ikke bygget til. Men når man er i et område med både ugler og ørne, skal der simpelthen hegn hen over disse små hunde, medmindre det også tæller som videreformidling, når adoptanten har andre planer end at passe og pleje. Her hos hundene brugte de rigtige meget ”sleep-over”, hvor dem som boede på den tilknyttede campingplads, kunne hente en hund og sove sammen med den; det var en måde, hvorpå de videreformidlede mange af deres hunde.

Turen var så spændende, at mor næsten glemte at tage billeder - men hun fik da taget et billede af hundeafdelingen.

Best Friends Animal Society får i gennemsnit 2000 forespørgsler om måneden, om de kan overtage folks dyr. Som guiden forklarede, er udfordringen, at én forespørgsels kan indeholde fx 17 heste, 8 hunde og 10 katte. Så er du interesseret i at adoptere et dyr, er her nummeret på Best Friends Animal Society: +1-435-644-2001.

Da mor godt 1½ time senere returnerede, gik familien en fællestur blandt hestene og grisene. Hugo var mest interesseret i hestene og ikke mindst de bolde, de havde som legetøj. Med lidt frisk luft i lungerne var vi klar til igen at fortsætte turen. Da tiden efterhånden var noget fremskreden, ville vi end ikke forsøge at køre til Zion NP, da risikoen for at finde en fyldt campingplads der, simpelthen ville være for stor. Så en overnatningsmulighed i nærheden ville være det optimale. Desværre var det oplagte valg: Internatets egen RV campground fuldt optaget. Ja, ” Best Friends Animal Society” har deres egen campingplads, hvor man blandt andet kan låne en hund eller en gris for en nat; idéen er så at folk ender med at adoptere dyret.

”Mon mor hellere ville have haft en pige”, ser Hugo ud til at tænke.

Vi endte med at campere på en nærliggende skovtursplads, som vist hovedsageligt blev brugt af folk med ATV’ere, i hvert fald udgik der fra pladsen talrige hjulspor ud i det omkring liggende terræn. Vi hverken så eller (endnu vigtigere) hørte nogle ATV’ere eller 4-hjulstrækkere; faktisk havde vi den store plads helt for os selv.