San Francisco

Fredag, d. 9/11

Så var dagen kommet, hvor vi ville returnere til Stillehavskysten, som vi ikke har set siden dag 4 på vores tur. Planen var at køre over ”Golden Gate Bridge” ind til San Francisco, hvor ville stoppe ved deres turistkontor og det nærliggende akvarium, inden vi ville fortsætte sydpå.

På vejen ind til San Francisco passerer man John Muirs hus, en af foregangsmændene i bestræbelserne på at få oprettet nationalparker. Dem af jer med god hukommelse kan måske huske, at det 340km lange trail til Mt. Whitney er opkaldt efter ham (ellers se blogindlægget ”Yosemite – Vernal Fall”)

Planen holdt, indtil vi havde passeret broen, hvorefter vi befandt os i et trafikalt kaos, vi ikke havde forestillet os. Selvfølgelig var vi klar over, at San Francisco er en storby, hvor trafikken er tæt; men at det skulle vise sig fuldstændigt umuligt at finde bare skyggen af en parkeringsplads til vores ”lille” camper, havde vi dog ikke forestillet os. I vores uendelige naivitet havde vi regnet med at kunne køre ind til et turistkontor med gode parkeringsmuligheder, hvorfra den nordlige del af byen, herunder akvariet kunne udforskes.

En af ulemperne ved at køre over Golden Gate Bridge (udover den megen trafik) er, at billederne af den ikke bliver så gode; så I må nøjes med dette.

Noget frustrerede over at vores (knap så gennemtænkte) plan faldt til jorden, måtte vi hurtigt komme op med et alternativ. Vi valgte den ”ærefulde” tilbagetrækning; vi stak af så hurtigt vi kunne. Med GPS’en programmeret mod det næstkommende turistkontor 30km syd for centrum, slap vi helskindet fra mødet med San Francisco. I bagklogskabens ulideligt klare lys, burde vi nok have erkendt, at en mere end 7½m lang op 2½m bred camper ikke er det ideelle køretøj at udforske en storby i. Men vi fik da i det mindste set/kørt på den ikoniske Golden Gate Bridge.

Ude på den anden side af centrum blev det trafikale kaos afløst af mere normale tilstande. Her ses julemænd og Disney figurer som fugleskræmsler/blikfang – og så er spørgsmålet, om det er normalt?

Turistkontoret syd for byen ligger ved et indkøbscenter, hvor der naturligvis var rigeligt med parkeringspladser. Efter at have fået en større mængde brochurer og en lang række gode råd, fortsatte vi turen mod ”Half Moon Bay State Beach”, hvor vi ville tilbringe resten af dagen og natten med. Half Moon Bay ligger ved stillehavskysten, så de resterende lyse time blev brugt på stranden, hvor den kraftige vind, de mange fugle (blandt andet pelikaner) og den enorme mængde af frisk luft blev nydt.

Hugo synes, måger, der sidder stille, er for kedelige; men det er der heldigvis råd for!

Dagens sidste højdepunkt var solnedgangen, hvor vi for første gang siden vores ankomst til USA, så solen forsvinde i havet; for mor var det som at komme hjem. Da solen var gået ned, mens blæsten fortsatte ufortrødent, var det for koldt til udendørsaktiviteter. Så i stedet tog vi en hyggeaften under dynen, hvor vi alle 4 nok en gang så ”Biler”. Da Hugo efterhånden har set den nogle gange, finder han ikke længere episoden, hvor majetærskeren kommer efter McQueen og Bumle så uhyggelig, at det er nødvendigt at holde i hånd - noget far er ked af, da han endnu ikke har set filmen så mange gange…

Camperen med solnedgangen over Stillehavet i baggrunden.