Yosemite NP

Tirsdag, d. 6/11

Da vi ikke havde reserveret en campingplads og vores guidebog sagde, at alle pladser i dalen (som er klart det mest attraktive sted i Yosemite) kun var tilgængelige med reservation, var det med en smule ængstelse vi kørte af sted. Da hverken den indgang, som vi valgte, eller det besøgscenter, som ligger i umiddelbar nærhed heraf var bemandet på dette tidspunkt af året, var der ikke andet at gøre, end at fortsætte de godt 50km ind til selve dalen for at få en afklaring på om vi kunne få en plads uden forudgående reservation.

Et af de mest kendte vartegn for Yosemite er ”El Capitan”, der består af en af verdens hårdeste granitarter.

Efter at have passeret den eneste campingplads udenfor dalen, som stadig havde åben, og set at den langtfra var fyldt op, fortsatte vi med en smule mere ro i sindet. Selv om vi egentlig havde en smule travlt, da vi jo ikke vidste om vi kunne få en plads eller ej, tog vi os tid til kortere stops ved nogen af seværdighederne på vores vej. Et udsigtspunkt, hvor majestætiske ”El Capitan” kunne ses på den ene side af ”merced River” og ”Bridalveil Fall” på den anden, var et af de steder, hvor vi gjorde holdt – ligegyldigt hvor travlt man har, kan El Capitan ikke passeres uden et kort ophold.

Bridalveil Fall. Det er ikke den rette sæson for billeder af vandfald, men selv uden eller som her med kun lidt vand, er de oftest imponerende.

Ankommet til dalen, hvor nærmest alle vejene er ensrettet, fandt vi hurtigt et skilt med teksten ”Campground Reservation”. Usikre på om det betød, at man kunne reservere her, eller om det bare var for folk med reservation fulgte vi skiltene. Skiltene førte hen til et mindre skur, hvorpå et skilt med teksten ”Campsites Available” fik roen til at sænke sig; vi var alligevel ikke tvunget til at lave et ”hit and run” på den smukke Yosemite dal, som vi allerede var dybt betaget af. Efter at have talt med de venlige rangere i skuret og nærstuderet vejrudsigten for de kommende dage, valgte vi at tage 2 overnatninger. Egentlig var planen at vi ville blive 3-4 dage, men da der loves frostgrader og sne i løbet af torsdagen, valgte vi i første omgang at nøjes med 2; så kan vi altid forlænge, hvis vejrudsigten ændre sig.

Vores plads for de næste 2 nætter - flere, hvis vejrudsigten ændrer sig til det bedre.

Efter at have fundet os tilrette var det på tide at tage med den gratis shuttle bus ind til centrum af dalen, hvor blandt andet besøgscenteret er lokaliseret. Busserne kører med interval på 10min, eller rettere det burde de. Da vi havde ventet i 20min og stadig ikke set skyggen af en bus, var vi lige ved at opgive denne ellers smarte transportform og i stedet gå de 2½km ind til byen. Netop som vi var ved at fortælle Hugo, at der desværre ikke blev nogen bustur i dag, svingede bussen om hjørnet. Chaufføren fortalte, at det kun var 2 ud af de normale 6 busser, der kørte, hvorfor der kunne forventes op til 30min ventetid; han gav dog ikke nogen forklaring på, hvorfor der var reduceret i antallet af busser.

En 2-årig skal nok finde noget ”fornuftigt” at bruge tiden på, når han venter på bussen.

10min senere hoppede vi af bussen. På besøgscenteret startede vi med at se en 3D model af parken, inden vi søgte råd og vejledningen ved de altid venlige rangere. En af de oplysninger, vi var mest interesseret i var, hvilke vandfald, der rent faktisk var vand i; vi ville nødig risikere at gå flere kilometer til foden (eller toppen) af et vandfald for der at konstatere, at nogen havde lukket for vand. Desværre er de ellers prægtige Yosemite vandfald uden vand på denne tid af året. Vandfaldet, som består af en nedre og øvre del, er ellers et af verdens største med sit næsten 750m fald. Et junior ranger opgavehæfte til Hugo og den prisvindende film om parken blev også set inden det var tid til at finde et sted, hvor vi kunne spise frokost.

Mor og Hjalte med de 2 mest betydningsfulde bygninger i indianer landsbyen bag sig. Til venstre (nærmest under jorden): Svedehytten, og til højre rundhytten, som blandt andet bruges ved religiøse begivenheder.

Frokosten blev dog midlertidigt udsat, da vi så, at der bag besøgscenteret var en indianer landsby og et tilknyttet mindre museum. En hurtig tur gennem landsbyen, hvor blandt andet svedhytten og det religiøse samlingssted, rundhytten blev beundret inden vi gik ind på det lille museum. På museet var det mest interessante de håndflettede kurve, hvoraf de største med en diameter på en 1m og ekstravagante mønstre havde taget flere vintre at lave. Ved museets indgang står en ”tværskive” af en mere end 1.000år gammelt sequoia, hvor der på mange af årringene er påført historiske begivenheder det år, såsom underskrivningen af Magna Carta i 1215 og Columbus opdagelse af Amerika i 1492 – en måde virkelig at sætte træets alder i relief.

Ikke verdens mest ophidsende måltid. Så helt fortænke Hugo i at lege med maden frem for at spise den, kan man ikke.

Tilbage udenfor gik jagten på frokosten nu videre. Valgte faldt på Yosemite Lodge, hvorfra man kan se Yosemite vandfaldet (dog stadig uden vand). Efter at have indtaget nogle fantasi forladte burgere i et endnu mere kedeligt cafeteria, trængte vi til at få rørt benene. Turen op til den nedre del af Yosemite vandfaldet havde rangeren på besøgscenteret anbefalet, så den tur valgte vi. Nu sidder der sikkert nogen og undrer sig over, at vi ikke valgte at gå hele vejen op til toppen af den øvre del af vandfaldet; det er en tur på mere end 12km, hvor det selvsagt går opad hele vejen! og så skal man også ned igen, så nej tak.

Hugo og far foran det vandløse nedre Yosemite vandfald. Der skal dog ikke meget fantasi til for at forestille sig vandet.

Selv uden vand er vandfaldet imponerende og helt klart turen værd. Med fantastisk dejligt vejr og stadigt gode ben besluttede vi os for at springe eventuel ventetid på bussen over og i stedet gå de små 5km hjem til campingpladsen. Gåturen førte os blandt andet forbi det historiske ”Ahwahnee Hotel”, hvor berømtheder som Dronning Elisabeth II, John F. Kennedy og Charlie Chaplin har overnattet. Senere på turen gik vi langs Merced River, hvor vi blandt andet så en flok mule deer krydse floden.

En lille flok mule deer krydser her floden.

Vi klarede hele turen hjem til campingpladsen, hvor vi straks gik i gang med aftensmaden. Nok engang stod den på grillmad, men i modsætning til de steder, hvor vi hidtil har været, må man ikke lade sin mad være uden konstant opsyn. På grund af bjørnene skal al mad være indenfor rækkevide til enhver tid. Tilsyneladende er bjørnene i Yosemite mere intelligente end andre steder; i hvert fald er reglerne for madopbevaring noget striksere end vi er vant til. Normalt kan vi have eksempelvis kartofler, gulerødder, øl, sodavand og lignende i det ”udendørsbagagerum”, men det må vi ikke her. I Yosemite skal alt med duft, hvilket udover mad også inkluderer myggespray, vådservietter og lignende helt ind i vognen.

De bjørnesikre skabe til opbevaring af mad ses her. Mon Hugo frygter at blive bjørnens næste måltid, siden han har søgt tilflugt her?