Farvel Utah

Torsdag, d. 25/10

Da det i går havde været bentøjet og ikke lysten, der havde stoppet vores udforskning af Zion Canyon, var det klart, at vi igen i dag skulle med bussen. Inden da ville vi dog lige aflægge besøgscenteret et visit. Hugo var nemlig færdig med sine junior ranger opgaver. Her i Zion har de et større opgavehæfte for børn på 6+ år, mens de mindre kan ”nøjes” med en enkelt side. Til gengæld får børnene fra 3-5 ikke det rigtige junior ranger skilt, men et rundt badge. Sandsynligvis fordi rangeren så alle Hugos rigtige junior ranger skilte, valgte han dog, at give Hugo et skilt fremfor bare et badge. Det sjove var, at han forsøgte at skjule sin ”ugerning” for sine rangerkolleger ved at lægge et klistermærke henover skiltet.

Hugo forklarer her rangeren om, hvordan han har løst opgaverne.

Herefter var det af sted med bussen mod vores første mål, ”Weeping Rock”. Her græder klippen eller rettere, her er en kilde, som sørger for, at der altid er vand til de dyr og planter, som har slået sig ned her. Det altid tilstedeværende vand på klippesiden har skabt såkaldte ”hængende haver” (ikke de babylonske), men små enklaver af planter/blomster, der tilsyneladende gror på den ellers nøgne klippe. Trailet til weeping rock er kun på 600m, så formiddagens hike, var af begrænset varighed, hvilket passede os meget godt, da det foregik på kløftens vestvendte side, hvor solen ingen magt har om formiddagen.

Paraplyen, der hidtil kun har været anvendt som parasol, anvendes her til sit tiltænkte formål. Læg mærke til de mange planter/blomster, som har fundet fodfæste direkte på klippen.

Tilbage ved busstoppestedet og ude i solen igen besluttede vi os for at tage ud til ”Big Bend”. Her slår floden ikke overraskende en større bue, hvilket gør, at kløften er noget bredere her. Det lidt mere åbne areal gør Big Bend til det sted i Zion Canyon, hvor sandsynligheden for at se en Californisk Kondor er størst; sandsynligheden for at se denne meget sjældne fugl er dog stadigt usandsynligt lille. Vi så ingen kondorer, men nød til gengæld solen og det fantastiske panorama. En lille flok hikere på vej mod Angels Landing kunne også observeres, da de vandrede langs kanten af den nærliggende klippeside.

Udsigten mod nord fra Big Bend (mod The Narrows). De Californiske Kondorer kan vist ikke have gemt sig bag skyerne, så hvor mon de så er?

Tilbage i bussen gik turen nu sydover og tilbage mod camperen. Inden vi kom så langt, valgte vi dog at stå af ved ”Zion Human Historie Museum”, hvor parkens godt 20min lange introduktionsvideo blev set. For anden gang på en uge afsluttede vi et besøg i en NP med at gøre det, som man burde starte med…

Zion Human Historie Museum havde udstillinger om såvel mormonerne, som var de første hvide bosættere, og som det ses her omkring de oprindelige beboere, indianerne.

Tilbage ved camperen stod den på sen frokost, inden vi forlod Zion Canyon NP og fortsatte vores tur; næste mål: Las Vegas. Vi er tilsyneladende ved at blive immune overfor det fantastiske landskab, vi kører igennem; i hvert fald måtte vi flere gange tage os selv i ikke rigtigt at lægge mærke til ellers imponerende tinder i det fjerne eller spektakulære farver på klippesiderne lige udenfor vogne – egentligt lidt skræmmende, hvis øjet/hjernen har en sådan toleranceeffekt.

Det er udsigter som denne, vi ubevidst overser!

Efter godt en times kørsel forlod vi Utah med de 5 ørken nationalparker (Arches, Canyonlands, Capitol Reef, Bryce Canyon og Zion Canyon). Interstate 15, som vejen til Las Vegas hedder, passerer gennem det nordvestlige Arizona inden den krydser ind i Nevada; vi nåede derfor at være i 3 forskellige stater på mindre end en time. Umiddelbart efter ankomsten til Nevada, stoppede vi ved deres turistkontor. Her blev vi nærmest overlæsset med brochurer omkring Vegas; heldigvis tog den venlige medarbejder sig også tid til at komme med sine personlige anbefalinger omkring, hvad der er værd at se.

Et lille udvalg af de øl som de mange små bryggerier i Utah byder på; ikke alt amerikansk øl er noget fortyndet sprøjt. Læg mærke til porteren: ”Polygami Porter – Why have just one!” – de har sgu selvironi de kære mormoner.

Så gik turen mod det nærliggende WalMart, hvor først og fremmest køleskabet skulle fyldes. Da denne WalMart også var i besiddelse af et ”Tire & Lube”, valgte vi at få foretaget det opkommende olieskift her. Olien skal skiftes for hver 6.000miles, og da vi efterhånden havde kørt 5.900, måtte vi hellere få det gjort nu, da alternativet ellers ville være at flakke rundt i Vegas efter et værksted. Fordelen her var også, at vi kunne foretage vores indkøb, mens bilen blev serviceret, hvorved vi ikke spildte vores dyrebare og al for knappe tid herovre. Hvad gætter I så på, at et olieskift inklusiv 5,8L olie, oliefilter, kontrol af batteri og eftersyn/justering af dæktryk løber op i?

29,16$ - Altså i omegnen af 175kr. Hjemme i Danmark ville det vel kunne købe 10min mekanikertid elle 1L olie.

Ikke overraskende var olieskiftet længe overstået, inden vi var færdige med vores indkøb; faktisk var klokken så fremskreden, at vi valgte ikke at køre længere. Så nok en overnatning på en parkeringsplads ved en døgnåben WalMart.