Hoover Dam

Søndag, d. 28/10

Dagen hvor Vegas skulle forlades. Inden ville vi dog lige udnytte campingpladsens faciliteter en sidste gang, så da mor smed Hugo og far ud af camperen for at gøre rent, benyttede de lejligheden til først at slide lidt på rutsjebanerne på legepladsen for derefter at lade sig nedsænke i pladsens varme boblebad, dejligt. Tror I mor fortrød, at hun ikke tog imod fars tilbud om, at han ville tage sig af vognen, hvis hun ville tage Hugo med i pølen?

Ser Hugo og far ikke ud til at være kede af at være blevet smidt ud af camperen?

Tilbage på vejen gik turen nu mod en af USA's helt store seværdigheder, Hoover Dam. Dæmningen, som er 220m høj, 380m bred og 200m tyk (nederst, øverst er den 14m) består af så meget beton, at man i stedet kunne have lavet et 10cm tykt, 1m bredt fortov rundt om jorden ved ækvator. Men da flertallet af amerikanerne alligevel ikke bryder sig om at gå, byggede man denne dæmning i stedet. Dæmningen betragtes som en af det tyvende århundredes største ingeniørmæssige bedrifter, hvilket er en meget retfærdig betegnelse; dæmninger er imponerende.

Hugo og far på dæmningens kant med Lake Mead og 2 af de 4 ”indtagstårne” bag sig.

Umiddelbart skulle man tro, at det var den elektricitet, som de 17 generatorer frembringer, der var det vigtigste formål med dæmningen, men nej. Vigtigere er det, at man med dæmningen kan kontrollere den ellers uregerlige Coloradoflod; nu kan man sikre sig mod oversvømmelser, som indtil dæmningens færdiggørelse i 1935 var et tilbagevendende problem. Dæmningen sikrer også vand til markerne i noget af Nordamerikas mest frugtbare jord i Californien og Mexico og leverer vand til 20millioner mennesker i det sydvestlige USA.

Hugo og far i en af generatorhusene, hvor vandets kraft bliver omsat til elektricitet.

At dæmningen stadig her mere end 75 år efter dens færdiggørelse er en stor turistattraktion, bevidner de mere end 1 million årlige gæster. Det store antal turister og den latente sikkerhedsrisiko (konsekvenserne ved eksempelvis en bombesprængning og et efterfølgende brud på dæmningen er uoverskuelige) bevirker, at man som besøgende bliver genet rundt som kvæg. Det gjorde, at hele oplevelsen af dæmningen i den grad blev ”skæmmet” af den guidede tur, som var både stressende og forvirrende. Heldigvis sluttede turen ved et mindre, men meget informativt museum, hvor man i eget tempo kunne udforske både historien og teknikken bag dæmningen.

Hugo og far inden i en model af en af de 17 generatorer. Modellen er i naturlig størrelsen.

Fra museet er der adgang til en udsigtsplatform, hvor man ifølge guiden har ”The best dam(n) view”; og han havde ret, udsigten er fantastisk. Gåturen over selve dæmningen kan også anbefales, de små 400m, hvor man på den ene side har vand, man nærmest kan nå, mens man på den anden har en mere end 200m lang ”rutchebane” giver en god fornemmelse af både dæmningens størrelse og dens funktion.

Her får man en god fornemmelse af, hvor meget beton, der er blevet brugt.

Så var det tid til at finde et sted at overnatte, og for ikke at fjerne os for meget fra den imponerende dæmning i hverken tid, sted eller ånd, valgte vi at finde en campingplads ved ”Lake Mead”, som er den kunstige sø, Hoover Dam har dannet. Lake Mead er et stort rekreativt område, administreret af staten, på samme vis som deres nationalparker, altså et ”National Recreation Area”. Vi fandt en plads på ”Boulder Campground”, hvor vi med udsigt til såvel sø som bjerge slog lejr. Her i ørkenen er det ikke temperaturen, men mørket, der sætter en stopper for den udendørs leg/boldspil, og dikterer hvornår, det er spisetid.

Hugo brænder det sidste krudt af, mens mor forsøger at kalde ham ind til aftensmad.