Fredag, d. 26/10
Stadig på Utah-tid var vi tidligt oppe i forhold til de
fleste af de lokale; enkelte havde dog forvildet sig ned til WalMart kl. 06.30.
Efter lidt morgenmad satte vi kursen mod Las Vegas. Planen var, at vi ville
starte med at køre en tur ned ad ”The Strip”, inden trafikken blev for slem,
for derefter at tage ud at shoppe i et af de mange outletcentre.
 |
Som et fatamorgana
dukker Las Vegas ud af ørkenen. Selv på lang afstand ses det, at det ikke er en
almindelig by, man nærmer sig. |
Det kunne tydeligt mærkes, at vi nu var kommet til en noget
større by, end vi hidtil havde været i; vi skal vel helt tilbage til turens
begyndelse og dermed Seattle for at finde en større by. Allerede midt på
formiddagen var trafikken tæt, og så er en mere end 7½m camper ikke det mest
velegnede køretøj. Hugo sad med øjne så store som tekopper (det gjorde vi andre
rent faktisk også), da vi på turen ned ad The Strip passerede både
Eiffeltårnet, Frihedsgudinden og en pyramide for bare at nævne nogle af de mest
outrerede bygninger. Læg dertil en skov af gigantisk reklameskilte/skærme med
alverdens budskaber i neon eller 3D. Kontrasten til de stille nationalparker,
som vi har frekventeret de sidste par måneder, kunne næppe bliver større!
 |
Nej, vi er ikke taget
et smut til Egypten. Her er tale om kasinoet, Luxor, komplet med pyramide og sfinx.
|
Vi nåede helskindet frem til det udvalgte outletcenter, hvor
ikke mindre end 150 butikker nu spændt afventede vores besøg. Her brugte vi
resten af dagen på at storshoppe; hovedsageligt tøj, da en stor del af vores
garderobe efterhånden bærer præg af at være godt brugt og/eller vasket i de
knap så skånsomme vaskemaskiner på diverse campingpladser. Hugo fandt tøjet i
Disney butikken mest interessant, specielt tøjet med figurerne fra Biler (som
han efterhånden har set et par gange på computeren), vakte begejstring. Far
brugte alle sine lommepenge i Under Armour, mens mor brugte resten af budgettet
(og mere til) i de 148 resterende butikker.
 |
Så længe mor og far
holder mig forsynet med mønter, må de shoppe ligeså tosset, de vil. |
Sidst på eftermiddagen havde vi fået nok. Vi havde vel
efterhånden også gået længere end på de dage i nationalparkerne, hvor den stod
på hikes hele dagen. Næste projekt var derfor at finde vores campingplads; her
viste vores GPS sig virkeligt pengene værd. Desværre var trafikken så tæt, at
vi på et tidspunkt ikke nåede at komme ind i den anbefalede svingbane før, det
var for sent. Det betød, at The Strip skulle gennemkøres nok en gang. Og havde
vi troet, at trafikken i formiddags var slem, blev vi klogere nu. Her var biler
overalt; den strækning, som havde taget 15min i formiddags tog nu næsten en
time. På trods af det trafikale kaos, var vi alligevel imponeret af vores
første erfaring med Las Vegas i mørket; de mange neonreklamer, vi havde set
tidligere, kom nu rigtig til deres ret.
 |
Her er ikke tale om et
circus, men derimod om campingpladsens reception. |
Vores campingplads, som ligger nærmest på The Strip, blev
fundet. Her havde den tidlige reservering og det faktum, at vores 25ft. camper
er relativ lille i forhold til mange af de andre mobilhomes, sikret os en plads
tæt på reception/butik, vaskeri, svømmepøl og udgangen – nærmest den perfekte
plads. På en campingplads i centrum af Vegas må man selvfølgelig undvære såvel
græs/træer som privatliv; Reelt er der tale om en større parkeringsplads, hvor
de enkelte pladser ligger tæt. Men hvad gør det, når naboen er Circus Circus!
 |
Så bliver det næppe
mere centralt – svarer vel til at campere på Kgs. Nytorv. |
Med en svømmepøl, der havde åben til kl. 21 og en temperatur
på 20 grader kl. 20, skulle Hugo og far selvfølgelig en tur i vandet, inden det
var sengetid. Det er en noget speciel følelse at bade i mørket, hvor den
dominerende belysning er fra de mange reklameskilte, som omgiver pladsen,
samtidig med, at man som baggrundsstøj har de mange lyde fra en by i
feststemning.
 |
Hugo og far tager sig
en dukkert i neonlysenes skær. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar