Zion Canyon Scenic Drive

Onsdag, d. 24/10

Dagen i dag skulle primært bruges i Zion Canyon, hvor eneste lovlige transportmiddel er den gratis bus. Bussen har ni stops undervejs, og man kan springe af og stige på, som man har lyst; typisk er intervallet mellem busserne på mindre end 10min. så det kan næste ikke være nemmere.

Hugo er stået på bussen. Han havde glædet sig til busturen, siden han i går så busserne.

Vi stod på ved besøgscenteret, som er den ene endestation. Udover, at det var det stoppested tættest på campingpladsen, var fordelen også, at vi ville høre hele fortællingen om Zion NP, som kører som et lydbånd på udturen; hjemad får man ”fred”. Vi stod af ca. midtvejs ved Zion Lodge, hvorfra der udgår en række trails, som vi havde planlagt at gå. Efter at have hilst på hestene i den nærliggende fold (man kan komme på guidede rideture rundt i parken), var vi på vej mod ”Emerald Pools”. Emerald pools udgøres af 3 små forbundne søer, hvoraf den første nås efter en kilometers hike i relativt fladt terræn.

Der holdes en kort pause på vejen mod de 3 søer. Hugo og far nyder vist hver sin udsigt.

Fra den nedre sø er udfordringerne med at komme til de 2 højere liggende søer noget større. På den lille kilometer, som der er til den øvre sø, når man 100m højere op. Det er dog ikke de 100 højdemeter, som gør turen vanskellig, men derimod underlaget som tit bare består af store uregelmæssige sten. Hugo fandt dog bjergbestigningen/jorden-er-giftig-legen stærkt underholdende.

Mor og drengene ved den øverste sø. Hugo er klar til at smide endnu en pind i vandet.

Da vi nåede frem til ”Upper Emerald Pool” var en velfortjent frugtpause på sin plads, inden turen gik tilbage mod den nederste sø. Fra denne valgte vi et trail mod det næste busstoppested fremfor Zion Lodge, hvor vi var stået af. ”The Grotto” er normalt anbefalelsesværdigt som skovturssted, og det var derfor meningen, at vi ville spise vores frokost der. Men fremme ved the Grotto kunne vi konstatere, at bjergene skyggede, og der ikke var steder med læ, hvorfor det simpelthen ville være for koldt at spise her. Ellers er dette stop kendt for, at det er herfra sporet mod ”Angels Landing” begynder. Et spor der har kostet 6 mennesker livet siden 2004!

Hugo og far hænger ud sammen med en masse kaktus.

Vi sprang på bussen og indtog i stedet frokosten ude ved endestationen; ”Temple of Sinawava”. Med depoterne fyldt var vi klar til endnu et hike, denne gang et trail på små 2km langs Virgin River. Sporet fører én længere og længere ind i kløften, som bliver smallere og smallere, indtil man til sidst ender, hvor floden fylder hele dalen. Her ender det trail, som vi gik, men et nyt og mere udfordrende tager over: ”The Narrows”. På dette spor tilbringer man mere end 50% af tiden i selve floden, hvor man enten svømmer eller vader sig frem. Sporet er absolut ikke for folk med klaustrofobi, da kløften nogen steder er mindre end 10m bred men mere end 600m dyb (høj). Vi valgte at vende om, da vi nåede The Narrows.

Her ender det familieegnede spor. Vil man videre ind i The Narrows, må man forberede sig på at vandre i floden en stor del af tiden.

Tilbage ved Temple of Sinawava kunne vi efterhånden begynde at mærke, at vores ben ikke havde lyst til mere vandring, så vi tog bussen hele vejen tilbage til den anden endestation, hvorfra vi som tidligere nævnt kun havde få hundrede meter hjem til camperen.