Den sidste nationalpark forlades

Tirsdag, d. 20/11

Vores absolut sidste dag i en nationalpark, der alle som en har været fantastiske, skulle udnyttes fuldt ud. Efter morgenmaden blev rygsækken pakket, så vi var klar til at gå et af de trails, som udgår fra Cottonwood Campground, hvor vi havde overnattet. Valget faldt på det godt 2km lange Cottonwood spring trail, som fører til en lille kilde/oase. Også dette trail var udstyret med skilte, som her hovedsageligt fortalte om plantelivet; hvordan planterne i sin tid blev brugt af indianerne, og hvordan de i dag har fundet anvendelse i vores hverdag.

Den lille blå prik midt i billedet er Hugo, som er løbet i forvejen hen til næste skilt.

Når man vandrer gennem en ørken, hvor vegetation er lav, støvet og sparsom, er det nærmest som en åbenbaring, når man kommer til et sted, hvor vand findes i større mængder. Ved Cottonwood Spring er der dog ikke tale om vand i overflod, men dog rigeligt til, at der omkring kilden gror høje træer og store palmer – en kærkommen afveksling.

Hugo og far med oasen i baggrunden. De store træer og ikke mindst palmerne ser man ikke ude i den ”almindelige” ørken.

Tilbage ved camperen blev opgavehæftet opdateres med de nye fund, herunder palmerne, inden turen gik mod rangerstationen. Her blev Hugo iført sin rangervest, hvor det efterhånden er svært at finde plads til flere skilte – godt dette er det sidste. Også denne gang var rangerne synligt imponerede af hans samling af skilte; tror efterhånden, det er et fåtal af selv rangerne, som har besøgt så mange nationalparker – og så har vi endda kun skilte fra ca. halvdelen!

Mens den ene ranger gennemgår Hugos opgavehæfte, har den anden tilsyneladende tabt kæben i ren beundring over Hugos mange rangerskilte.

Efter at have købt den sidste nationalparksmagnet, selvfølgelig med et joshuatræ på, gik turen mod parkens udgang. På vejen mod udgangen valgte vi at stoppe for lige at gå et enkelt trail mere; et 500m kort spor gennem ørkenen, der fint indrammede, hvad Joshua Tree NP indeholder. Nok engang var dyrelivet begrænset; en enkelt død fugleedderkop blev det dog til.

Skilte beder en om at holde øje med edderkopper på vejene, men dette døde eksemplar var alt, hvad vi så til de 8-benede.

Med 275km til San Diego, som var hvor vi skulle hen, var der ikke tid til mange stops undervejs. Nok en gang fravalgte vi de største af motorvejene, hvilket denne gang blandt andet førte os forbi ”Salton Sea”. Salton Sea er speciel på mange måder: Den blev dannet så sent som i 1905, hvor Coloradofloden brød igennem en række dæmninger; den har ingen afløb; dens overflade er ca. 69m under havets (bunden på søens dybest sted er kun 1½m over det laveste punkt i Nordamerika (Badwater, Death Valley)) og så er det Californiens største sø. Søen binder på en lidt sjov måde en række af vores tidligere oplevelser sammen: Næstlaveste punkt i Nordamerika – vi har været på det laveste. Søen kunne ses fra Keys view, som vi besøgte i går. Søen er dannet af en løbsk Coloradoflod – hvilket Hoover Dam (som vi også har besøgt) nu sørger for ikke, kan ske igen.

De Californiske dale er utroligt frugtbare så længe, de bliver vandet. Uden den kunstvanding ville det meste henligge som ørken.

Næste begivenhed, var en vi godt kunne have været forude – pludselig nærmest fløj vi gennem luften! Vi var netop drejet fra en større hovedvej ind på en mindre hovedvej, da vejen uden varsel blev som et stort vaskebræt. Camperen hoppede og dansede hen over bakkerne – og det var ikke fordi, vi kørte specielt stærkt; selv med farten sat ned til 30km/t var vejen ubehagelig at køre på! Få km senere passerede vi en masse ATV’er, der kørte rundt i terrænet ved siden af vejen; det spor de kørte på så ud til at være mere jævnt, end den vej vi var på!

Et klip på ca. 1 minut, der viser hvor dårligt, man kan konstruere en vej. Hugo troede, vi kørte på McQueens første forsøg på at lave vejen i Kølerkildekøbing.

Heldigvis varede vaskebrættet ikke for evigt og vi kunne igen fortsætte i vores normale tempo: 80-90km/t. Turen gik nu gennem ”Anza-Borrego Desert State Park”, hvor hovedattraktionen tilsyneladende er de mange ATV(OHV, kaldes de herovre: Off Highway Vehicle)-spor. I hvert fald så vi ufatteligt mange af disse OHV; enten ude på sporene eller spændt efter biler/campere. Pludselig gav prisskiltet ved tankstationen, hvor vi forlod den store hovedvej, mening: ”RACING FUEL 6.99/gallon”.

Nogen gange bliver man så overrasket over de køretøjer, man møder på sin vej, at kameraet ikke bliver fundet frem tidsnok. Her er der tale om en lastbil med et rack til 2 ATV’er, som trækker en 6-hjulet campingvogn – dem ser man ikke mange af i Danmark.

På den anden side af ørkenen mødte vi igen lidt bjerge. Denne gang nåede vi op i godt 1.200m højde, inden det igen begyndte at gå nedad. ”Nedturen” faldt sammen med, at vi kørte ind på Interstate 10, motorvejen mod San Diego. Her var trafikken tæt og den blev ikke overraskende tættere jo mere vi nærmede os byen; til sidst holdt vi i kø. Heldigvis løsnede køen hurtigt op, og vi ankom til San Diego KOA, som ligger i forstaden Chula Vista kl. 16.30. Med den tidlige ankomst og fordi vi for en sjælden gangs skyld havde reserveret, kunne vi vælge mellem flere forskellige pladser. Vi prioriterede nærhed til legepladsen højere end fred og ro, hvorfor vi nu bor kun 15m fra legepladsen – så mon ikke Hugo kommer til at bruge en stor del af sine vågne timer der?

Efter små 300km i bilen havde Hugo i den grad brug for at få rørt sig, og så betød det ingenting, at mørket faldt på.

Legepladsen blev dog også straks taget i anvendelse, hvilket gav mor og far lejlighed til at planlægge de kommende dage i fred og ro. I morgen kommer den til at stå på shopping i et større outlet center nær den mexicanske grænse; så hvis I har nogle julegave ønsker, er det med at komme med dem nu!