Ano Nuevo

Lørdag, d. 10/11

En morgen, hvor den friske lugt af hav, var den dominerende sansepåvirkning, dejligt. Planer er nu, at vi i det store hele følger den legendariske Highway 1 langs Stillehavet, til vi når Los Angeles. Inden vi begav os ud på landevejen, ville vi dog lige fylde lungeren med frisk luft, så af sted til stranden det gik. Med mindre end 50m til vandkanten fra campingpladsen er det overkommeligt at komme ned på stranden.

Hugo dyrker morgengymnastik på strand – eller også leger han racerbil, som her er væltet.

Efter at have konstateret at vinden havde lagt sig, uden der dog var blevet vindstillet af den grund, tog vi os tid til at spejde ud over det tilsyneladende uendelige hav. Hov, hvad var det der ude i vandet, godt 200m fra stranden? Arh, det var bare et par morgenfriske surfere…Og lidt længere ude var der 3 mere… nej vent, det var ikke surfere, men derimod hvaler/delfiner. 3 delfiner var på vej nordover langs kysten, fantastisk. Efter at have set delfinerne forsvinde i det fjerne og længe spejdet efter flere, som der dog desværre ikke var, gik turen tilbage mod camperen.

Heraf fremgår det tydeligt… på billedet er det vist overordentligt svært at , om det er en haj, delfin eller hval.

Her blev vognen klargjort til afgang, og vi begav os af sted. Næste stop var ved ”Pigeon Point Lighthouse”, som i dag er et historisk museum. Fyrtårnet blev opført i 1872, efter der i årene forinden var forlist talrige skibe på de nærliggende skær. Fyrtårnet blev i sin tid udstyret med den kraftigste linse, der kunne opdrives; den nyopfundne ”Fresnel Lens”, hvor 1.008 stykker glas koncentrerer lyset, hvorved lyset kunne ses 40km væk.

Hugo ser lidt beklemt ud. Bag ham ses Pigeon Point Lighthouse.

Da vi havde vandret lidt rundt på området, gik vi ind i souvenirbutikken, hvor en ranger tog i mod. Da vi spurgte indtil eventuelle guidede ture eller lignende, lyste hun op som et fyrtårn. ”Om vi var interesseret i en guidet tur?”. 5min senere var den guidede tur i gang; rangeren fortalte lystigt om såvel fyrtårnet som dyrelivet omkring tårnet. Turen endte på en lille terrasse yderste på klippen, hvorfra der var en fantastisk udsigt ud over havet og de nærmeste skær. På disse skær lå der et par sæler og solede sig og et par stykker boltrede sig i vandet omkring.

Et par sæler, sandsynligvis en mor med unge, lå og solede sig på klipperne nedenfor fyrtårnet.

Det sidste rangerne gjorde, var at anbefale os, at vi kørte de 15km længere syd på til Ano Nuevo State Park, som er hjemsted for en af verdens største kolonier af søelefanter. Normalt er der ingen søelefanter på denne tid af året, men her i løbet af de sidste par dage var de første par hundrede begyndt at dukke op.

Hugo og far foran Fresnel linsen, som afventer, at 11.000.000$ indsamles til reparation af fyrtårnet, hvorefter den kan komme tilbage på sin rette plads. Vores donation på 10$ rækker ikke langt.

20min senere kørte vi ind i Ano Nuevo State Park, hvor vi som det første modtog vores besøgstilladelse. En tilladelse, der gav mulighed for at besøge det ellers afspærrede ”Wildlife Protection Area”, hvor søelefanterne befinder sig. Beskyttelsesområdet ligger 1½km fra parkeringspladsen, så efter en hurtig frokost blev vandreskoene snøret, og vi var på vej.

Da Hugo hørte, at der var søelefanter for enden af stien, havde han ikke tålmodighed til at vente på sine langsomme forældre.

1½km senere nåede vi frem til et lille skur med en udstilling om søelefanter og sæler. Her stod der også en ranger/frivillig, som fremviste en række kranier, han havde liggende på et bord foran sig. Det største af kranierne var fra en grizzlybjørn, og som han stolt fortalte var et kranium fra en fuldvoksen hansøelefant noget større – og sådan et kranium havde han liggende indenfor! Her sprang kæden vist af; hvorfor i alverden udstillede han et Grizzly kranie og ikke et søelefant kranie? Hvad troede han, folk var kommet til en øde strand for at se? Uden at have set det store søelefantkranie, fortsatte vi hovedrystende vores tur.

Hugo og far kigger på en enlig søelefant. I baggrunden ses en større flok.

Fra rangerens skur var der yderligere en kilometer til det første sted, hvor der var mulighed for at se søelefanter, men da der efter sigende kun skulle være 15-20 stykker, her valgte vi at fortsætte de små 2 kilometer ud til det nordlige udsigtspunkt, hvor de flere hundrede dyr skulle befinde sig; en tur vi ellers var blevet frarådet, eftersom den foregik i sand, og vi havde små børn.

Her er det Hjalte og mor, som danner forgrund til en lille flok søelefanter.

2km senere kunne vi konstatere, at advarslerne nok mest skyldes amerikanernes generelle forskrækkelse for at bruge fødderne til andet end betjening af pedalerne i bilen (og her bruger langt de fleste også kun den ene fod); turen ud til ”North Point” var i hvert fald ikke en udfordring for os.

Hele familien er her ved det nordlige udsigtspunkt, hvor vi desværre skygger for de fleste af søelefanterne.

Nu kunne vi endelig se søelefanter; på stranden for vores fødder lå flere hundrede unger, hunner og unge hanner. Desværre er de gigantiske gamle hanner stadig til søs, hvor de opholder sig en måned endnu, før de kommer op på land og kæmper om hunnerne. Selv om hunnerne ikke engang er halvt så store som hannerne, er de stadig et imponerende syn; specielt når der er så mange af dem på så lille et område.

Søelefanter tilbringer 10 måneder af året alene i havet, så når de endelig er på land, har de ikke noget imod at ligge tæt.

Efter at have nydt de store dyrs selskab, taget en masse billeder og talt med de frivillige guider gik turen tilbage mod p-pladsen. Vi valgte dog at gå den lille omvej via ”South Point”; ikke så meget for at se de 15-20 søelefanter her, men fordi, der tidligere på dagen var set havoddere her. Ved South Point kunne guiden bekræfte, at der var blevet set oddere tidligere i dag, men at de nu (til mors store skuffelse) var væk igen.

Ano Nuevo Island, hvor resterne af fyrmesterboligen stadig står. I dag er den beboet af sæler, søelefanter og alverdens fugle.

Tilbage ved camperen var det på tide at finde et sted at overnatte. Valget faldt på en nærliggende KOA, hvor vi desværre lige nøjagtigt ikke nåede frem tidsnok til at se solnedgangen. Tid til en tur på legepladsen i skumringen blev det dog til.