Joshua Tree NP

Søndag, d. 18/11

Efter en begivenhedsløs nat på Walmarts parkeringsplads var vi hurtigt på farten igen og på vej mod den 25. og absolut sidste nationalpark på vores tur. Nu, hvor det var blevet lyst (de 350km vi tilbagelagde fra Solvang til Beaumont var alle foregået i mørke), kunne vi tydeligt se, at vi nærmede os ørkenen. Kontrasten mellem de grønne kunstvandede marker og de tørre, sandede udenoms arealer var ikke til at overse.

Et øde stykke vej, hvor kontrasten mellem områder, der bliver og ikke bliver vandet, er tydelig.

Ved besøgscenteret, som sjovt nok ligger 10km før man rent faktisk kører ind i nationalparken, blev vi mødt af et skilt, der bekendtgjorde, at alle campingpladser i parken var optaget – ikke godt. Heldigvis viste det sig, at skiltet ikke var blevet opdateret siden i forgårs, fredag. Da næsten alle campingpladser i Joshua Tree NP fungerer efter først-til-mølle-princippet, er det svært for besøgscentrene/rangerne at være fuldt opdaterede på campingpladsernes status, men den venlige ranger udpegede 3 pladser, hvor han mente, vi ville have størst sandsynlighed for at finde en plads.

De 2 største attraktioner i Joshua Tree NP; joshuatræerne og klipper, der kan klatres på.

Så efter et kort blik på vejrudsigten, der lover mere end 20 grader og 0 nedbør, et par anbefalinger på gode korte hikes og udlevering af et junior ranger opgavehæfte gik turen i rask tempo mod den første af de tre anbefalede campingpladser, Ryan. Efter kun at have stoppet ved selve indgangsstationen, hvor vores årskort blev fremvist for sidste gang, nåede vi frem til campingpladsen. Lykken ville, at der netop var én ledig plads, så den snuppede vi! Så allerede kl. godt 10 var Ryan Campground igen fyldt.

Den sidste ledige plads på Ryan Campground, så sådan her ud efter, vi havde slået lejr.

Som vi havde forudset, var der nærmest ingen faciliteter på campingpladsen - ikke engang vand. Godt vi fik købt rigeligt i Walmart i går, for herude i den tørre, næsten skyggefri ørken indtager man noget mere væske, end man gør under mere normale forhold. Efter at have tilbragt et par i timer i skyggen af camperen med boldspil og hygge, var tiden inde til en lille ørkenvandring. Vi valgte at gå den godt 1km lange tur til det nu forladte ”Ryan Farmhouse”, hvor kun lidt murværk og resterne af en vindmølle vidner om, at stedet var beboet for små hundrede år siden.

Resterne af Ryan Farmhouse. Hjalte og mor hænger ud i stuen, mens Hugo hænger ud ad vinduet.

Selvfølgelig er hverken dyre- eller planteliv overvældende, når man befinder sig i en ørken. Så meget desto mere imponerende er det liv, der så rent faktisk er til stede. Her er det ikke overraskende diverse kaktusser og forskellige arter af Yucca som dominerer, hvor det mest bemærkelsesværdige selvfølgelig er ”The Joshua Tree”, som parken er opkaldt efter. Når man kommer ud midt mellem dem - på et sted, hvor omgivelserne er flade, er det som at befinde sig i en særpræget skov, om end træerne står noget mere spredt, end vi er vant til fra de rigtige skove; men specielt er det.

Familien foran en lille håndfuld joshuatræer.

Udover de særprægede joshuatræer, er parken kendt for at være et mekka for klatrere. Her er utallige stenformationer og klippesider, som folk tilsyneladende flokkes om at forsøge at bestige. Langt de fleste af de andre campister på campingpladsen, viste sig da også at være klatrere, blandt andet vores naboer, som endda havde småbørn på nogenlunde Hugo og Hjalte størrelse.

Bålhygge, stjerner, fred og ro - dejligt.

Efter afkrydsning af de sete dyr og planter i Hugos opgavehæfte, stod den på ”klatring” på de store sten, som vores lejrplads er omgivet af. Med sit gåpåmod og manglende frygt for noget er Hugo et naturtalent, så nu mangler han bare teknikken og forståelsen for at bruge armene til balance og fastholdelse og benene til at komme opad med; i stedet for at forsøge at hive sig op i armene. Aftenen afsluttedes med bål og kiggen på stjerner; herude hvor lysforureningen er minimal er stjernehimmelen så meget mere imponerende. Desværre kan man dog fornemme nærheden til vestkystens storbyer og den afledte luftforurening.