Lake Isabella

Torsdag, d. 1/11

Vi stod op til en dag med skyer; hvad er nu det for noget? Men efter nogle meget varme dage her i ”Dødens Dal”, var det egentlig en kærkommen afveksling. Planen var, at vi ville forlade Death Valley NP i dag, men selvfølgelig stoppe ved et par seværdigheder på vejen ud. Den første af disse var ”Ubehebe Crater”; et 1km bredt og 200m dybt hul. Krateret er dannet ved en underjordisk vulkansk eksplosion. Alderen på krateret er tilsyneladende lidt usikkert: Skilte ved krateret siger omkring 2.000år, mens både rangere og vores guidebog siger omkring 300 – under alle omstændigheder er det nyt i geologisk tidsregning.

Familien på kanten af Ubehebe-krateret, som åbenbart er vanskeligt at aldersbestemme.

Næste stop var ved ”Mesquite Flat Sand Dunes”, hvor store sandbanker giver den helt autentiske følelse af at være i en ørken. Da vi havde taget os god tid denne morgen/formiddag, ankom vi til sandet først på eftermiddagen, så den intense varme bidrog kraftigt til ørkenfornemmelsen. Hugo var dog bedøvende ligeglad med såvel varmen som sine forældres formaninger; han så bare en kæmpe sandkasse! Efter godt 10min havde vi andre fået nok ørkenfølelse, hvilket dog ikke gjaldt Hugo. Men med udsigten til hele 2 is fulgte han dog modvilligt med tilbage til camperen og dens savnede aircondition.

Hjalte i sin mors skygge. Mon ikke han ser frem til at kunne lege i så stor en sandkasse?

Kunne godt se ud som om Hugo har savnet en ordentlig sandkasse - eller også har han bare fået solstik?

På vej ud af nationalparken blev vi mødt af et skilt, der anbefalede, at man af hensyn til bilen slukkede for sin aircondition, mens man passerede bjergene; et råd vi dog på ingen måde havde tænkt os at følge. Vores kære camper havde da heller ingen problemer med både at passere bjergene og køle sit indre på en gang.

Death Valley er forladt, men det bliver det ikke frodigt af lige med det samme. Læg endvidere mærke til vejens farve; brun?

På vores færd videre mod vest valgte vi endnu en gang en alternativ rute. Denne gang betød det, at vi kom i gennem en af de mest triste byer, vi nogensinde har set. Trona er tilsyneladende en by med fremtiden bag sig. Mange af byens huse var forladt; ja selv skolen havde spånplader for en del af vinduerne!

Da vores næste mål; Sequoia NP ingen indgange har mod øst, og vi derfor var tvunget til at køre hele vejen uden om, måtte vi nødvendigvis tage en overnatning undervejs. Her faldt valget på en af de mange campingpladser ved ”Lake Isabella”. Søen ligger i en nationalskov, hvorfor alle campingpladserne er offentligt administreret, hvilket typisk betyder få faciliteter, men meget natur. Den første campingplads vi kom til, var meget åben, og da vinden var taget noget til i løbet af dagen, valgte vi at fortsætte i håbet om at finde et mere attraktivt sted. Det gjorde vi en halv time senere, hvor en campingplads umiddelbart op til en klippeside og med flere træer, så noget mindre vindblæst ud.

En noget åben campingplads, men dog med meget mere læ, end den første vi kørte fobi.

Her valgte vi at tage en af de mange ledige pladser. Normalt er der pladser af denne type selvregistrering, hvor man udfylder sine data på en konvolut, som man også lægger penge i, inden man smide den i en dertil indrettet postkasse/sparegris. Her var det dog ikke muligt at selvregistrere, men ifølge de opsatte skilte vil en uniformeret ranger komme rundt og opkræve betaling.

En glad dreng som trænger til at få brændt noget krudt af efter mange timers kørsel.

Hugo og far under hver deres hætte.