Death Valley – Scotty’s Castle

Onsdag, d. 31/10

Efter et par dage I den sydlige del af Death Valley, hvor det var naturens forunderlige kreationer, vi havde brugt tiden på, var tiden kommet til at se den nordlige del af parkens og dens absolut største menneskeskabte attraktion, ”Scotty’s Castle”. Da der er mere end en times kørsel til ”slottet” valgte vi at gøre et par holdt undervejs, blandt andet ved en Borax forarbejdningsstation. Borax er et mineral med alverdens anvendelsesmuligheder, og som i Death Valley i bogstaveligste forstand kunne samles op fra jorden. Her var problemet transporten ud af Death Valley, som foregik med mulddyr. 20 mulddyr blev spændt for et ”tog” med 2 vogne med borax og en vogn med vand. Dette ”vogntog” foretog så den mere end 250km lange rejse gennem ørkenen til den nærmeste jernbanestation.

Mor og drengene står foran "toget" ligesom 20 mulddyr engang gjorde - uden sammenligning i øvrigt.

Death Valley Scotty var en bedrager og løgnhals, som gennem et godt stykke tid levede højt på løgnen om, at han havde fundet guld i Death Valley. Han lokkede penge ud af investorer, som pga. datidens overdrevne rygter om Death Valley, var for bange til at tage ud og se den påståede guldmine.

Slottet i sin helhed. Fra denne vinkel er den spansk inspirerede byggestil tydelig.

En skønne dag løb Scotty tør for held, da en rigmand fra østkysten insisterede på at tage med Scotty til dalen for ved selvsyn at se den famøse guldmine. Så var gode råd dyre; Scotty arrangerede et overfald, hvor ”banditterne” skød om sig til højre og venstre, hvilket skulle skræmme hr. Johnson (rigmanden) hjem til østkysten. Desværre for Scotty gik det ikke helt som planlagt, blandt andet blev hans egen bror skudt i benet. Johnson gennemskuede bluffnummeret, men i stedet for at blive sur og kræve sine penge tilbage endte han og Scotty med at blive venner.

Inde fra gården. Til højre ligger garagen og til venstre er bagindgangen til selve huset.

Så Scottys Castle er altså ikke bygget oven på en guldmine for guld fundet i minen, men derimod som et feriested for Johnson for penge tjent i forsikringsbranchen. Scotty og Johnson forblev venner gennem livet, og da Johnson foretrak anonymiteten, lod han Scotty fortsætte historierne om guld og skjulte miner osv.

Vores meget energiske guide iklædt tøj fra sluttrediverne, hvor der ligeledes blev foretaget guide ture rundt på ejendommen.

Ved ankomsten til ”slottet” bookede vi os på begge de guidede ture: Den historiske tur i huset og den mere tekniske under huset. Guiderne, som er rangere, er iklædt tidstypisk tøj fra slut 30’erne, og vores kvindelige guide indledte endda også de første 5min af turen med at tale med en tidstypisk dialekt. Huset er bygget i datidens populære spanske stil, hvilken også går igen i interiøret, hvor kakler, møbler og tæpper stammer fra Spanien. Huset nærmest emmer af hygge og i den store mørke stue med de dybe bløde lædermøbler, kan man sagtens forestille sig pralhalsen Scotty sidde og fortælle sine løgnehistorier iført sin store cowboyhat.

Her er der virkeligt tale om højt til loftet. Stuen går flere etager op, hvorved den gigantiske lysetage virkeligt kommer til sin ret.

Video, hvor den meget engagerede guide blandt andet fortæller, hvordan the Johnsons gjorde deres til, at Scotty fortsat kunne fortælle sine løgnehistorier med overbevisning.

Da Johnson familien kun brugte huset et par måneder om året, valgte man også at bruge det som hotel/ressort, hvilket tilsyneladende var en god idé. I hvert fald blev huset eller rettere dele heraf benyttet af datidens Hollywoodstjerner, som havde behov for at komme væk fra storbyen for at lade op. Og her er øde; selv i dag er der mere end 100km til nærmest butik og elektricitet måtte man indtil midten af tresserne selv producere. Det mest imponerende rum i huset var ”musikstuen”; her var blandt andet et automatisk klaver, og et orgel med mere end 1.000 piber.

Det automatisk klaver med det gigantiske orgel skjult bag væggen, som åbnede sig, når orglet spillede.

Efter en times meget underholdende rundtur, hvor Hugo overraskende nok havde lyttet opmærksomt det meste af tiden, kunne han få en underskrift i sit rangerhæfte, hvilket var det sidste han manglede, inden han kunne indlevere det til gennemsyn. Iført sin nu nærmest ”diskokugle-blinkende-vest” blev endnu en ed afsværget, og dermed nok et rangerskilt tilføjet samlingen.

Ranger ed/"high-five". I baggrunden ses et maleri af Scotty.

Den anden guidede tur; den under jorden, blev ligeledes udført af en udklædt ranger. Turen startede i kælderen, hvorfra der var adgang til de underjordiske gange, der forbinder de enkelte bygninger. Hvis man troede gangene ville være små, mørke og fyldt med spindelsvæv, blev man noget overrasket. Gangene, som var tiltænkt de mange installationer, var med fuld ståhøjde, udført i beton og langt fra som forventet. Som tidligere nævnt var huset selvforsynende med elektricitet i sine første 40 leveår. Denne strøm blev indledningsvist produceret at et Pelton-wheel, en form for vandmølle, hvor energien fra en kilde mere end en kilometer væk, blev omsat til elektricitet. For at det ikke skal være løgn, virkede det endnu, hvilket far kunne konstatere, da han på rangerens opfordring drejede på en ventil, som åbnede for vandet – hjulet kørte rundt og en række tilknyttede pærer begyndte at lyse.

Mens far interesseret lytter til rangeren, vil Hugo også pille ved håndtaget til Pelton-hjulet. Desværre tog Hugo fat i den fedtindsmurte spindel, hvilket resulterede i meget snavsede fingre.

Det store orgel i musikstuen gjorde dog, at strømforbruget til tider var større end det lille Pelton-wheel kunne følge med, hvorfor der også var installeret en dieselgenerator. For at udjævne belastningen på generatoren og for at lyset ikke skulle blinke/dimme, når endnu en pære blev tændt, var der opsat 100stk 20kg tunge batterier; far følte sig nærmest tilbage i ubådene, da han så den batteripark. I en af gangene var der indsat vinduer ud i den aldrig færdiggjorte svømmepøl. Dermed ville det være muligt at stå og kigge ud under vandet; endnu en idé noget forud for sin tid. En anden idé fra en anden tidsalder var et gigantisk solpanel, som leverede alt det varme vand. Solpanelet var dog ikke bygget fordi Johnson var specielt bekymret for miljøet, men mere fordi det var nymodens; da panelet i slutningen af 30’erne gik i stykker, og propanfyring var den sidste nye åbenbaring, overgik man til denne noget mindre grønne teknologi.

Mor og drengene ved den aldrig færdiggjorte svømmepøl. Under dem ses de 3 vinduer, som skulle have givet et undervandskig.

Da den sidste guidede tur var overstået, valgte vi selv at gå en tur rundt på området. Vi besøgte blandt andet Scottys grav, ikke fordi vi ville lægge en krans eller lignende, men fordi graven befinder sig på en bakketop, hvorfra hele området kan overskues.

Overblik over Scotty´s Castle. Billedet er taget oppe fra bakketoppen, hvor Scotty ligger begravet.

Den nærliggende ”Mesquite Creek Campground” var udset til at skulle beæres med vores selskab denne nat, så her kørte vi til, da vi efter en lang dag følte, at vi havde set, hvad vi kom for på ”slottet”. Campingpladsen var i modsætning til Furnace Creek, hvor vi som bekendt havde tilbragt de foregående to nætter, meget åben. Da det samtidig var en blæsende aften, og vi nu befandt os i 700m højde, måtte aftensmaden indtages indenfor.

Efter en lang og oplevelsesrig dag, løb drengene tør for energi. Her ligger de med hver deres tøjhund.