Yosemite - Vernal Fall

Onsdag, d. 7/11

Selvom gårsdagens lange tur hjem fra byen kunne mærkes i benene, besluttede vi alligevel for at udfordre os selv med en tur til et vandfald med vand i. Valget faldt på Vernal Fall, da trailet hertil begynder i den anden ende af campingpladsen, hvorfor vi ville slippe for anden transport end vores fødder/ben. Så umiddelbart efter morgenmaden pakkede vi rygsækken og kridtede vi skoene. Turen henover campingpladsen er selvsagt temmelig flad og uden de store udfordringer.

Far overvejer, hvor gode benene er. Skulle man gå en tur til Mt. Whitney: Kun 340km?

Det var straks noget andet med selve trailet, der straks startede med en stigning; en stigning der nærmest fortsatte hele vejen til en mindre bro som var første mål. Fra broen har man en udmærket udsigt til vandfaldet, der som alle andre vandfald på denne tid af året er reduceret noget i størrelse.

Mor og Hjalte på broen. I baggrunde skimtes målet for dagens hike: Vernal Fall.

På broen har man ifølge vores ”Hiking Map” tilbagelagt 1,3km og nået 122m højere op (hertil skal så lægges den ene kilometer fra campingpladsen til trailets begyndelse). Så vi kunne være vendt om og alligevel med ro i sindet have sagt til os selv, at dagens motion var overstået. Men mere vil have mere, så vi besluttede i det mindste at fortsætte endnu en kilometer til vandfaldets fod. Herfra leder mere end 600 trin på en noget ujævn ”trappe” én det sidste stykke op til vandfaldets top. Granittrappen valgte vi os også at give os i kast med.

Hugo og far er her nået til vandfaldets fod. Nu mangler kun det sidste stejle stykke.

En trappe med godt 600 trin er hård – en trappe med godt 600 ujævne trin, hvoraf nogle er næste en ½m høje er meget hård – en trappe med godt 600 ujævne trin, hvoraf nogle er næste en ½m høje og ekstra vægt i form af børn på enten mave eller ryg er mere end meget hårdt. Men op skulle vi, og op kom vi! Fra toppen af vandfaldet er der næsten 400 højdemeter ned til vores udgangspunkt, så den medbragte frokost blev indtaget med stor selvtilfredshed, og en vis portion ængstelse over at vi reelt kun var halvvejs – tilbage var hjemturen, hvor specielt de sidste (nu de første)stejle meter ville blive en udfordring.

Endelig ved toppen af vandfaldet. Afspærringen afspejler størrelse på vandfaldet i foråret.

Hugo, som havde befundet sig i bæretasken det meste af vejen op, ville på nedturen selv gå. En beslutning, der sparede fars knæ for en del belastning, men til gengæld forøgede pulsen en del. Som i så mange andre sammenhænge er det ikke frygt (eller fornuft for den sags skyld), der styrer en 2-årigs handlinger, men derimod gåpåmod, eventyrlyst og leg – og selvfølgelig er det en leg at springe fra trappetrin til trappetrin. Eller rettere for Hugo var det en leg, mens de stakkels forældre konstant var nervøse for, om grebet i hans lille hånd skulle glippe. Heldigvis for mors og fars nerver (uheldigvis for fars knæ) valgte Hugo at komme tilbage i tasken, da vi var nået ca. halvvejs ned af de 600 trin.

”Trappen” med de mere end 600 uregelmæssige trin.

Nede igen valgte vi at tage bussen direkte indtil byen, hvor vi ville deltage i en ranger-walk med overskriftet ”The Legacy of Yosemite”. Da de uregelmæssige busser ikke havde ladet os vente ret længe denne gang, var vi inden ved besøgscenteret i god nok tid til at den obligatoriske magnet kunne indkøbes og vejrudsigten kunne tjekkes. Tænk nu hvis der ikke længere var udsigt til sne i morgen, og vi dermed kunne forlænge vores ophold med et par dage…Men nej vejrudsigten var blevet værre; nu var det ikke torsdag eftermiddag, at den første nedbør ville falde, men derimod allerede midt på formiddagen.

Udsigten fra toppen af Vernal Fall. Ude til venstre ses en del af sporet herop.

Mens fars havde studeret vejrudsigten, var mor og drengene gået udenfor. Her havde de fundet en ranger, der så noget søgende ud, hvorfor mor havde formodet, at det var guiden på den omkommende ranger-walk. Det viste sig ikke at være tilfældet; rangeren var søgende, fordi hun spejdede efter den mor og de børn, hun havde lavet en aftale med omkring deltagelse i en fotografering til Yosemites hjemmeside omkring junior ranger programmet. Da den tilstedeværende fotograf var ved at blive noget utålmodig, og der endnu ikke var en mor med børn at se, blev mor spurgt om ikke Hugo ville deltage. Da far i det samme kom ud af døren, blev han taget med på råd, og efter at have kommenteret, at rangerens kolleger kun modvilligt havde udleveret junior ranger opgavehæftet til Hugo dagen forinden, da man egentlig skal være mindst 3år for at deltage, fik Hugo selvfølgelig lov at medvirke.

Hugo er her i gang med fotoseancen, der involverer dyreskind og kranier.

Da vi ikke forventede, at det ville tage mere end et par minutter, valgte far at deltage i ranger-walken, og planen var så, at mor og drengene ville støde til, når fotograferingen var overstået. Men fotografering tog ikke bare et par minutter, men derimod næsten 1½ time. Der skulle poseres med alverdens rekvisitter: Skind, gevirer osv., der skulle tages billeder omme ved indianerlandsbyen, der skulle tages billede med rangeren; og da de 3 andre børn i mellemtiden var dukket op, tog det selvfølgelig sin tid.

Ranger walken blev foretaget af en ranger i en noget utraditionel uniform; en kavaleriuniform fra starten af det forrige århundrede.

Hugo viste sig fra sin mest fotogene side (på trods af at middagsluren var blevet sprunget over), så han fik tilkæmpet sig en del plads i rampelyset. Da fotograferingen var overstået fik Hugo (og Hjalte) både junior ranger skilte, stofmærker og andet merchandise som tak. Hvis billederne ender med at blive brugt, vil der gå mindst 3 uger før, de kan ses på Yosemites hjemmeside; så nu er der bare tilbage at krydse fingre – måske er vores lille dreng en model i svøb?

Rangeren i gang med en fortælling om Yosemites historie. I baggrunden ses ”Half Dome”. I forgrunden ses "månen".

Tilbage til fars ranger-walk, der viste sig at være en noget utraditionel en af slagsen: For det første var rangerne iført en original kavaleriuniform og for det andet gennemførte han turen, som var han en kavalerist, og vi befandt os i 1903, hvor det var den amerikanske hær og ikke rangere, som passede på Yosemite. Denne noget utraditionelle blanding af teater og faktuel viden fungerede overraskende godt, nok fordi rangeren rent faktisk optræder som kavalerist i et teaterstykke en gang om ugen. Turen endte på en eng med udsigt til Yosemite Falls (stadig uden vand). Her stod vi så i det strålende eftermiddagssolskin, og nød den fantastiske udsigt og det gode vejr. Et ”vejr”, som rangeren mindede os om, kunne være årets sidste; i morgen kommer der sne. Så næste gang, vejret er til t-shirts og shorts i Yosemite dalen, kan sagtens være i maj 2013!

En lang og meget begivenhedsrig dag er for nu slut – i hvert fald for de små.

Genforenet foran besøgscenteret gik turen tilbage mod campingpladsen; i dag valgte vi at afvente bussen, da energien ikke var til nok et par kilometers travetur. Hjemme i camperen stod den på aftensmad og afslapning oven på en noget anderledes og meget begivenhedsrig dag - specielt for Hugo.