Pebble Beach

Torsdag, d. 15/11

Eftersom planen var at tilbringe nogle timer i bilen i dag, startede morgenen naturligvis med en tur på legepladsen, så Hugo (og far) kunne få brændt noget krudt af. Herefter gik turen mod ”Pacific Grove – butterfly town of USA”, et tilnavn de har givet sig selv på baggrund af en park, hvor millionvis af sommerfugle holder til. Sommerfuglene har deres egen park, som dagens første mål. Efter lidt begyndervanskeligheder med først at finde parken, siden at finde en p-plads til camperen, nåede vi frem til sommerfugleparken.

Da det var sidste gang på denne legeplads, skulle alt udforskes inklusiv denne besynderlige spiral.

Stor var skuffelsen derfor, da der ikke var en eneste sommerfugl i syne. På vores halv times ophold i parken så vi ikke en gang 5 sommerfugle, og så er der altså et stykke op til en millionkoloni; tror faktisk vi så flere kolibrier end sommerfugle.

Bænken her var stort set det eneste, vi så til sommerfugle. Så ”butterfly town” kan vist bedst beskrives som falsk markedsføring.

Så var det tid til ”Pebble Beach”, hvor vi ville køre en 30km lang rundstrækning, der i tillæg til en lang række golfbaner ville tage os forbi flere udsigtspunkter med udsigt over Stillehavet og ikke mindst det tilhørende dyreliv. De første stop var ved ”The Restless Sea” og ”Point Joe”, hvor utallige skibe er sejlet på skærene/klipperne, når de har troet, at de var nær indgangen til Monterey Bay.

Point Joe. En stolt pelikan har erobret hæderspladsen på klippen.

Herefter var de næste stop ved ”Bird Rock” og ”Seal Rock”; klipper som fuldt ud levede op til deres navne. I hvert fald var der en overflod af såvel sæler, søløver og alverdens fugle. Efter sigende skulle ”Bird Rock” i sin tid have været befolket udelukkende af fugle, men da man så ”høstede” fuglegødningen overtog sælerne og søløverne mere eller mindre denne klippe også.

Seal Rock. På afstand bare endnu en klippe ude i vandet, men kig så nærmere på den og se de mange sæler og søløver.

Efter endnu et par udsigtspunkter, hvor det var den dramatiske Stillehavskyst, som var i højsædet, stoppede vi ved et af Californiens ældste vartegn: ”The Lone Cypress” - på en tilsyneladende bar klippeknold står et ensomt og mere end 250år gammelt cyprestræ.

Lone Cypress. Hvordan i alverden det træ i sin tid har fundet på at slå rod der, er lidt af en gåde.

Det sidste stop på den 30km lange rundstrækning var på rutens nok mest kendte attraktion: Pebble Beach Golf Links”. Denne verdenskendte golfbane, som har huset ikke mindre end 5 US Opens, er åben for offentligheden; og har man golfevnerne, godt 3.000kr og reserveret i meget god tid, kan man gå en runde. Far nøjedes med en tur til 1. teested og 18. green, hvor forberedelserne til en turnering i weekenden var i fuld gang.

Tænk sig at stå på 18. green på Pebble Beach, for der at erkende, at man har glemt golfkøllerne.

Vi forlod Pebble Beach ad den sydlige udgang, hvor man kommer igennem byen Carmel. Selvom vi her kørte en lille omvej i byens små, stille gader, lykkedes det os desværre ikke at spotte den tidligere borgmester, Clint Eastwood. Turen fortsatte derfor sydover langs kysten ad Highway 1, hvor næste mål var Big Sur. Her ville vi tage en overnatning i en statsparkerne og eventuelt gå nogle trails i skovene af redwood.

Med en sen ankomst, nåede det at blive mørkt, inden vi fik foreviget vores plads for natten.

En lejrplads i ”Pfeiffer Big Sur State Park” blev fundet, men da mørket efterhånden var ved at sænke sig, valgte vi at udskyde gåturen i skoven til i morgen. I stedet stod den på en lille tur ned til den næste udtørrede flod, hvor Hugo nok en gang fik trænet sin kastearm med en større mængde sten. Tilbage i camperen stod den nok en gang på mad lavet på grillen, inden lidt hygge med puslespil og bøger, indtil det var tid til at krybe under dynerne.