National Bison Range

Søndag, d. 23/9

Da en Safeway-parkeringsplads ikke er jordens mest spændende sted at opholde sig, var vi på farten igen ikke meget efter solopgang; morgenmaden måtte så indtages senere. På vores papirkort over det vestlige USA & Canada er der afsat et lille symbol med teksten ”National Bison Range”, og da dette symbol tilsyneladende (kortet er i skala 1:2.400.000, så nøjagtighed er ikke dets største force) befandt sig relativt tæt på vores rute sydover, havde vi besluttet, at vi ville se nærmere herpå. Det viste sig at være en overordentlig god idé.

”Tungen lige i munden”. Når gennemsnitsfarten er mindre end 10km/t, vejen er ensrettet, og der ikke er andre trafikkanter, er der plads til at lade en 2-årig styre.

National Bison Range byder på et meget informativt besøgscenter, hvor man bydes velkommen af en gigantisk udstoppet bison. Her er også opridset bisonerne historie, hvor det absolut mest skræmmende er, hvor tæt man var på helt at udrydde disse majestætiske dyr – på mindre end 25år lykkedes det at forvandle en bestand på nok 25.000.000 til omkring 100! (nej, der er ikke tale om trykfejl: Fra 25milioner til ca. hundrede).

Godt den er udstoppet. Tror ikke, ”hegnet” havde holdt den tilbage.

Omend besøgscenteret er interessant, er det ikke den største attraktion. Det er derimod den mere end 30km lange rundstrækning inden i reservatet, hvor man færdes ikke bare blandt de ca. 400 bisoner, men også har mulighed for at se: Whitetail Deer, Elks/Wapities, Pronghorn Antelopes, Bighorn Sheep, Mule Deer, Black Bears og alverdens fugle, heriblandt: Golden Eagles og Ospreys. Og vi så dem alle (Bighorn Sheep undtaget)!

”Are U talking to me?” Et styk bisontyr close-up.

Undervejs bliver man flere gange advaret mod at stå ud af bilen, da der er tale om vilde dyr, hvis adfærd ikke kan forudses. Det har dog ikke forhindret dem i at lave 2 mindre trails midtvejs på rundturen, hvor man godt må stå ud og strække benene. Da vi nåede det første af disse, havde vi netop passeret en flok på godt 20 bisoner, så vi valgte at lade benene være bøjet et par minutter endnu, indtil vi nåede trail nr. 2.

Til højre ses skiltet, der indikerer, at her starter trailet; til venstre ses en lille del af bisonflokken i sidespejlet. Har du lyst til at stå ud her?

Dette leder én til reservatets højeste punkt, hvor man under normale omstændigheder (der er en hel del større skovbrande i det nordvestlige USA, så sigtbarheden er noget nedsat), har en fantastisk udsigt. Vi kunne dog sagtens få øje på to større flokke af bisoner, der nok talte i omegnen af 100 dyr hver.

Familien på reservatets højeste punkt. "Tågen" i baggrunden skyldes de mange skovbrande i området.

På trods af den nedsatte sigtbarhed, var det stadig muligt at få øje på en større flok bisoner.

Da det blev tid til frokost, valgte vi at drage fuld fordel af, at vi befandt os i vores mobile hjem. Vi valgte simpelthen at holde ind til siden og nyde både dyreliv og maden samtidig. Det viste sig at være en fantastisk idé, for mens majspandekagerne med salat, pastrami og salsa blev indtaget, nærmest omringede en flok antiloper bilen, samtidig med at en større Elk/Wapiti-tyr spankulerede brølende rundt ved bredden af den nærliggende flod – ikke en oplevelse, man får hver dag.

De ”pæne” antiloper venter artigt for enden af vores camper, mens hannen desperat forsøger at indfange et par ”uartige” antilopehunner, der er stukket af fra haremmet. De fik åbenbart ikke nok opmærksomhed, eller måske havde han glemt deres årsdag? 

 Et lille klip med en Elk/Wapiti-tyr der udviser dominans for at skræmme andre hanner væk. 
 

Efter at have brugt mere end 4 timer på de godt 30km rundstrækning, endte vi tilbage ved museet, hvor vi forgæves efterspurgte en køleskabsmagnet, hvilket de desværre ikke havde. At de ikke har helt styr på deres souvenirbutik, kan på ingen måde slå skår i glæden over en fantastisk dag – National Bison Range 100km nord for byen Missoula er afgjort et besøg værd.

Bare rolig - gevirer tabes årligt. Så her er tale om en indsamling og ikke et resultat af pågrebne krybskytter eller lignende.

Vi havde egentligt en idé om, at vi skulle have kørt godt 300km mere i dag, således at vores næste planlagte seværdighed, Spøgelsesbyen Bannack, var indenfor en times kørsel, men da Bisonerne havde frarøvet os det meste af dagen, nåede vi ikke helt så langt, inden sulten meldte sig. Vi valgte derfor at søge mod KOAen i byen Butte. Her var der ingen problemer med at få plads, da sæsonen også her er ved at nærme sig sin afslutning. Tilbage var bare at beslutte om, vi skulle lade camperen tage en ”hviledag”, eller fortsætte videre sydover i morgen.

Going-to-the-Sun Road

Lørdag, d. 22/9

Med Ranger-Ricks talrige opfordringer om lige at slå et smut ned omkring Fishercap Lake, når man havde 15min i overskud, tog far en rask morgentur til søen. Det tilrådes normalt ikke at færdes alene eller efter mørkets frembrud. Så en tur omkring solopgang, hvor det eneste selskab, er de få andre hikere/fotografer, som også vil udnytte, at den tidlige morgenstund er det bedste tidspunkt at spotte dyr på, er nok lige på grænsen af det anbefalelsesværdige.

En bjergsø med en smule morgendis, et par bjerge, som spejler sig i den blanke sø, og en solopgang til lige at sætte lidt farve på det hele – lækkert motiv.

Ved søen blev bekymringerne omkring mulige bjørne og andre farer dog hurtigt lagt på hylden. For ved bredden ikke meget mere end 100m væk stod en elgtyr og beundrede den selvsamme solopgang over søen. Der stod han med sit flotte gevir stikkende op gennem disen, mens han med lavmeldt brølen gjorde omgivelserne opmærksom på sin tilstedeværelse. Hvor imponerende synet end var, kunne far ikke forblive ved søbredden; han havde lovet den bekymrede mor, at han ville skynde sig tilbage; desuden var det jo muligt hele familien kunne nå ned og se den flotte elgtyr.

Her er elgtyren kommet lige tæt nok på. Ja, det giver gode billeder, men ¾T dyr med gevir, skal man ikke spøge med.

Da mor så billederne, kunne det nok være drengene kom hurtigt i tøjet; morgenmaden blev udskudt - af sted mod søen det gik. Kunne vi være så heldige, at han ikke var gået endnu? Ja, det kunne vi, og nu var han ikke alene; koen med de to kalve, som vi havde set i går, var der også.

Elgene mens familieidyllen er intakt. Få øjeblikke senere går det op for tyren, at der jo aldrig er garanti for et faderskab, så de to kalve bliver jaget væk.

Hvad mere kan man forlange: 4 elge, heriblandt en stor flot tyr – det skulle da lige være lidt aktion, hvilket vi så fik.

Favoritdelen af klippet er de sidste 30sek. Her kan man tydeligt fornemme, at nu har tyren besluttet at NU skal de kalve jages væk. Desværre slutter klippet noget brat – så langt befandt far sig heller ikke fra kalvenes flugtrute.

Da tyren endelig får jaget de 2 kalve op i skoven, er de næppe mere end 15m fra videokameraet og far, som holder det.

Med pulsen stadig hævet, besluttede vi os for at komme væk fra søen, mens tyren jagtede kalvene i skoven, Vi var ikke i tvivl om, hvad hensigten med at få separeret moderen fra sit afkom var, og en brunstig tyr og hans erobring ville vi nødigt komme på mellemhånd af. Vi valgte så at tage den mindre omvej via det lille vandfald, som Ranger-Rick havde vist os dagen før, og rigtigt nok her holdt Den Amerikanske Dipper til. Den spankulerede ubesværet rund på vandfaldets top og nippede efter sin mad.

Hvordan med de små tynde ben formår at holde sig fast er en gåde. Dipperen kan endda overvintre ved tilisede floder, så længe, der er enkelte steder, som strømmen formår at holde isfri.

Sikke en dag, og vi havde ikke en gang fået morgenmad endnu! På vej ud af parken (Det er kun Going-to-the-Sun Road, der krydser Glacier NP; men der er flere veje, der ender blindt inde i parken, som eksempelvis Many Glacier Road, som er den nordligste på den østlige side, og den vi havde benyttet til at opleve parken) skulle vi få endnu et par store dyr at se.

En bjørnemor med sine to unger, hvoraf den ene er sort og den anden nærmest lysebrun.

Godt 100m fra vejen -  op ad bjergsiden, kom en sortbjørn med to unger spankulerende. De sorte bjørne er ellers ikke så almindelige i den østlige del af parken, hvor de større grizzlyer dominerer. Sikke en morgen/formiddag. Nu skulle Going-to-the-Sun Road godt nok være imponerende, hvis den skulle slå dette.

Fra øst siden er det kun 10km af den berømte vej, som er åben for køretøjer af vores størrelse, hvilket det famøse vejarbejde ikke havde ændret på. På disse 10km skulle der eftersigende være gode muligheder for at se nogle af NP mange dyr; specielt de steder, hvor skove møder de mere åbne sletter. Om det var forbi vores held var sluppet op eller det bare var fordi klokken efterhånden nærmede sig middag er ikke til at vide, men vi så under alle omstændigheder ikke andre dyr end de allestedsværende egern. Mest interessante ”attraktion” var derfor udsigten til en bjergtop med navnet, Triple Divide Peak. Her afgør millimeter om det faldne snefnug, ender sine dage som en dråbe i Stillehavet, Atlanterhavet eller Det arktiske Ocean.

Triple Divide Peak ses her i baggrunden ude til højre. Bjergtoppen er udformet som en trekantet pyramide. Det mest specielle er dog, at bjerget har afløb til tre oceaner.

En smule skuffet over, hvad vi indtil videre havde set på Going-to-the-Sun Road, fortsatte vi syd om parken for at køre ind fra vest siden. Inden vi nåede så langt var det dog tid til frokost. Den blev indtaget på en mindre rasteplads med udsigt udover bjergene såvel som prærien; det er sådanne steder efterårets mange farver virkelig kan iagttages.

Utallige nuancer af grøn og gul dominerer det tidlige efterår, men også de røde farver er repræsenteret.

Ved den vestlige indgang til Glacier NP fik vi endnu en gang bekræftet, at parken er ved at gøre klar til vinterens komme. Her var aftenens rangerforedrag sæsonen sidste og kun en campingplads havde åben endnu. Alt dette verificerede den allerede trufne beslutning om at nøjedes med at køre ind (og ud) af Going-to-the-Sun Road. Heller ikke fra denne side kunne vejen leve op til forventningerne; om det skyldes, at forventningerne var sat for højt, at vi manglede den midterste (og måske bedste) del af vejen eller at vejen bare ikke kan måle sig med Icefields Parkway i Canada, er vi ikke de rigtige til at svare på. Faktum er, at den vestlige del af vejen hovedsageligt går gennem ret tæt skov, hvorfor man sjældent har den enestående udsigt, som Icefields Parkway byder på nærmest hele vejen. Når ret skal være ret, havde vi ret høje forventninger, og Going-to-the-Sun er da også mange gange mere interessant end en, hvilken som helst dansk sognevej, men Icefields Parkway…

Familien ved bredden af Lake McDonald, som Going-to-the-Sun Road går langs, hvorfor søen ofte kan skimtes mellem træerne.

Resten af dagen gik med at få nogle miles på triptælleren, få indtaget noget aftensmad og sidst men ikke mindst få foretaget storindkøb. Overnatningen foregik på parkeringspladsen foran et døgnåbent Safeway supermarked. Når man handler ind kl. 23, er man noget overladt til sig selv; tror ikke, der var andre kunder i butikken, og ekspedienterne var som sunket i jorden det meste af tiden.

Glacier NP

Fredag, d. 21/9

Selv om lejrpladsen, vi bor på, officielt har åbent hele året, er det tydeligt at mærke, at nationalparken reelt er ved at lukke for sæsonen: Foredraget i går aftes var sæsonens sidste, Many Glacier Hotel lukker søndag middag, Going-to-the-sun Road er lukket indtil forårets komme osv. Bortset fra, at vi kun kommer til at se en brøkdel af den legendariske vej, når vi vist det, vi gerne vil. Dagen i dag skulle den stå på lidt hiking på et par af de mange trails og senere en rangerguided tur.

Hugo har fundet et besynderligt træ. Træet har tilsyneladende groet nedad på et tidspunkt for så igen at gro opad; herved er der dannet en ”saddel”.

Efter at have sovet lidt længere end vanligt; det skal der jo heldigvis også være plads til en gang i mellem, kom vi af sted på trailet mod Redrock Falls. Sporet ender reelt først helt oppe ved Swiftcurrent Pass, men det er en hike, der ville tage os mindst hele dagen, så vi planlagde at nøjes med at gå til vandfaldet. Inden vi nåede så langt, kom vi blandt andet forbi et mærkeligt udseende træ, som åbenbart har vokset nedad på et tidspunkt. Tilsyneladende var det ikke helt ekstraordinært for i området omkring træet, var der flere lignende. Senere på sporet nåede vi Redrock Lake, hvor vi så dagens første interessante dyr (egern hører ikke længere til denne kategori); sandsynligvis en mink. Den svømmede i overfladen for så pludseligt at dykke - om den fangede noget, kunne vi ikke se, men umiddelbart efter svømmede den tilbage til land, hvor den gemte sig i vegetationen langs bredden.

Hugo og far spejder udover Redrock Lake. På bjergene ses årsagen til, at nationalparken har navnet, Glacier.

Fremme ved vandfaldet, og dermed midtvejs på turen, var det tid til at indtage den medbragte frokost: Hjemmebagte boller med varierende pålæg af skinke, kalkun, ost og syltetøj. Frokosten gav mange misundelige blikke fra andre hikere, der nok ønskede, at de havde medbragt lidt mad.

Familien ved den nederste del af det vandfald, som var turens mål.

Vi tog os tilsyneladende lidt for god tid med frokosten, i hvert fald endte vi med at have en smule travlt på hjemturen; vi ville gerne være tilbage tidsnok til at deltage i en guidet tur med en ranger. Med Hugo i bæreselen, lokket op af en lille pose ”fisk”, nåede vi det i så fin tid, at der endda var tid til en lille is til Hugo og far. Rangeren, der skulle guide turen, viste sig at være Rick, som havde holdt foredraget på hotellet aftenen før; med gårsdagens spændende foredrag i frisk erindring, var nu endnu mere opstemte på denne guidede tur. Turen førte os indledningsvis tilbage af det samme spor, som vi netop havde gået, hvilket kunne have været en skuffelse, men ikke med Rick som guide. Han udpegede spiselige bær, som vi smagte på, viste os kradsmærke fra en bjørn på et træ og fortalte om naturen og nationalparken generelt. Efter 10min af turen kom et par hikere mod os og fortalte, at de netop havde været nede ved Fishercap Lake (hvor vi også var på vej hen), hvor der var tre elge; en ko med to kalve. Rick foreslog, at vi satte tempoet op og ventede med de mange fortælle-stop, til vi havde været ved søen – vi var alle enige. 

De 2 elgkalve spejder hver sin vej ud over søen, som om de tænker: ”Hvor blev mor af?”.

Ved søen var de tre elge der heldigvis endnu. Rick fortsatte underholdningen med historier om nogle af de gange, han var blevet jagtet af elge, og hvorfor de store dyr stadig var hans yndlinge; meget underholdende. Da vi endelig vi løsrevet os fra elgene ved søen, gik turen videre til et mindre vandfald, hvor den lille fugl, American Dipper, skulle holde til. Den var dog tilsyneladende ikke hjemme i dag. Dipperen er speciel ved, at den går på bunden af floden for at finde sin føde. Naturligvis foretrækker den de mere lavvandede dele af floden, men det er så også der, hvor der typisk er mest strøm, hvilket gør dens evne til at holde sig fast så meget mere imponerende. Både ved Fishercap Lake og det lille vandfald, lavede Rick en pointe ud af at fortælle, at med normalt gå-tempo befandt vi os kun ca. 5min fra parkeringspladsen (lejrpladsen ligger lige ved siden af); så der var reelt ingen undskyld for ikke jævnligt at slå et smut herned/hen.

Er det teoretisk muligt at afslutte en dag bedre end med skumfiduser ristet (for Hugos vedkommende flamberet) over åben ild?

Hvor vi i går havde spist tidligt og hele tiden haft fokus på, at vi skulle nå foredraget på hotellet, tog vi os i dag god tid til maden, hvilket inkluderede bål, så vi kunne få skumfiduser til dessert.

Farvel Canada

Torsdag, d. 20/9

Dagen var kommet, hvor det var på tide at sige farvel (forhåbentligt bliver til et gensyn med dette fantastiske land en gang i fremtiden) til Canada og goddag igen til USA. Efter de mere trivielle gøremål, såsom at fylde ferskvand på op tømme tankene, var eneste stop, inden Waterton Village blev forladt, ved Pearls Café. Her blev de sidste par dages blogindlæg oploaded, mens mor og Hugo fik sagt pænt farvel til Annie, Hugos veninde fra i går.

Bjørnen her var mindre end 10m fra vejen. Alligevel er den ikke helt nem at få øje på; slet ikke når man kommer kørende med øjnene rettet mod trafikken/vejen – så gad vide, hvor mange man har kørt lige forbi uden at se?

Første stop var planlagt ved bisonindhegningen, hvor vi lige ville se de majestætiske dyr en sidste gang - men helt sådan gik det ikke. Allerede få km udenfor byen sad der en bjørn i krattet i vejsiden – og den kunne vi ikke passere uden at tage et par billeder. Bjørnen var tilsyneladende fuldstændigt uberørt af trafikken på den nærliggende vej og havde kun øjne for sin frokost. Efter et par minutter var det på tide at komme videre – ikke fordi det ikke er fascinerende at iagttage bjørne på relativt tæt hold, men mere for ikke at forstyrre de vilde dyr unødigt (også selvom den så ud til ikke at tage notits af os).

Et lille klip med bjørnen. Bjørnen har antageligt for travlt med at få fyldt depoterne, inden det er tid til at gå i hi, til at lade sig forstyrre af vores tilstedeværelse

Ved bisonindhegningen kunne vi med det samme se, at vi langtfra ville få den samme oplevelse som for 2 dage siden, hvor bisonerne var nærmest i berøringsafstand. Bisonerne stod nemlig helt op af hegnet et godt stykke fra vejen gennem indhegningen, så var det ikke for som zoomfunktionen på kameraet, kunne de sagtens have været forvekslet med almindelige køer.

Her ses det meste af den lille bisonflok og hegnet, som sørger for, at de ikke bare buldrer ud over prærien som i (de gode) gamle dage.

På vejen igen var næste (forhåbentligt korte) stop ved grænsen. Den valgte grænseovergang ligger umiddelbart udenfor nationalparkerne og er næppe den mest trafikkerede, faktisk holder grænseovergang lukket halvdelen af året! og på dagen i dag lukkede den kl. 17.00. Der var ingen problemer med at komme tilbage ind i USA; Hugo skruede op for charmen, smilede med hele ansigtet, vinkede med begge hænder og sagde: ”hej, hej mand” – og så har selv en bistert udseende grænsevagt med skudsikker vest og pistol i bæltet svært ved ikke at smile og vinke tilbage.

Her er den lille charmør i færd med at lave en kæde af aber. Det er egentligt et spil, men Hugo synes, det er meget sjovere at hænge dem alverdens steder i camperen.

Da Glacier NP, som tidligere nævnt, grænser op til Waterton Lakes NP, var det bare et spørgsmål om at finde en vej, vi kunne dreje ind ad. Efter at have købt et årskort til alle de amerikanske nationalparker (North Cascades NP, som vi besøgte for en måned siden, opkræver af uvisse årsager ikke entre), var første stop den rangerstation, som ligger for enden af vejen sammen med lejrpladsen. Den venlige ranger anbefalede en række trails, som var velegnede med småbørn, og reklamerede samtidig for aftenens rangerforedrag på det nærliggende Many Glaciers Hotel; foredraget havde titlen: ”Biodiversity in Glacier NP. Desværre havde hun også dårlige nyheder: Den legendariske ”Going-to-the-sun Road”, som er Glacier NP klart største trækplaster, var fra i søndags sæsonlukket på det midterste stykke – totalt øv!

Mor og Hjalte hygger sig på vores lejrplads for de kommende 2-3 dage.

Da man som bekendt ikke skal græde over spildt mælk, må vi bare nøjes med at køre de stykker af vejen, som stadig er åbne. Set fra den lyse side slipper vi også for at sætte os ind i, hvordan det fungerer med de ”shuttle-busser”, vi under normale omstændigheder skulle have benyttet, da dele af ”Going-to-the-Sun Road altid er lukket for køretøjer længere end 21ft. eller bredere end 8ft. En "glædelig" nyhed var, at vores campingplads var overgået til primitiv status, hvilket basalt set betyder, at de har lukket for vandet. Da vi jo sjældent benytter eksempelvis campingpladsernes toiletter, har det stærkt begrænset betydning for os. Det glædelige bestod så i, at prisen pr. overnatning var halveret.

Hjalte følger interesseret med, da Hugo spiser sin aftensmad, som består af hjemmelavede burgere med majs. Den lettere svedne kulør på brødene skyldes, at de selvfølgelig er bagt på grillen.

Vi fandt en plads, fik slået lejr og registreret vores tilstedeværelse, hvorefter aftensmaden kunne forberedes. Vi skulle jo gerne spise tidligt, hvis vi skulle til aftenens foredrag. Med computeren og et sæt høretelefoner under armen ankom vi til Many Glacier Hotel for at høre en ranger fortælle om de mange dyr og planter i Glacier NP. Efter den obligatoriske indledning om, hvor farlige bjørne er, og hvorfor man ikke må fodre dyrene, startede den meget vidende og humoristiske ranger, Rick, det egentlige foredrag. Foredraget viste sig enormt interessant og gav blandt andet årsagen til, at Glacier NP er det sted i verden (på denne breddegrad), der har den største variation af dyre/planteliv. Kort fortalt er årsagen, at man netop ligger på grænsen for mange biotoper; den vestlige grænse for prærien, den østlige grænse for det tempererede kystklima osv. Læg dertil bjergene, som i sig selv skaber flere temperatur/klimazoner. Det eneste tidspunkt, hvor Hugo tabte opmærksomheden omkring, hvad der foregik i Postmand Per filmen på computerne var, da det lykkedes Ranger Rick at få hele salen med på et fælles ulvehyl!