Tog, tog og atter tog

Mandag, d. 3/9

Inden vi kunne forlade Yoho og dermed British Columbia, var der lige et enkelt spor der skulle gås: ”Walk-in-the-Past”. Et trail på 3km, hvor man følger i sporene på de arbejder, som byggede jernbanen for mere end 125år siden. Sporet starter, hvor arbejderne havde en af deres teltpladser (i dag er der campingplads), og går så op gennem skoven forbi/langs den originale linjeføring (den der blev sløjfet i 1909, da man tog spiraltunnellerne i brug) for til sidst at ende ved et efterladt lokomotiv. Undervejs er der standere med information omkring historiske begivenheder o.l. med relevans for jernbanen.

Mor og drengene foran det efterladte lokomotiv. Der er ikke tale om et af de store lokomotiver, som blev brugt på det trans canadiske spor, men derimod om et mindre, som blev benyttet i forbindelse med etableringen af spiraltunnellerne.

Hermed var ”tog-kiggeriet” ikke forbi. På vej videre af Highway One er der en rasteplads med udsigt til den nedre af spiraltunnelerne (i går så vi den øvre). Vi var blevet fortalt, at der på dette udsigtspunkt ville være mere information omkring tunnelerne, så her måtte vi stoppe. Vi vil her skåne jer læsere for en længere forklaring om, hvorfor det var så vigtigt at halvere hældningsgraden fra de oprindelige 4½, at man for godt 100år siden lavede de efterhånden meget omtalte spiraltunneller.

Et tog, som laver et loop! – dog et vandret et af slagsen.

Så skulle man tro, at vi var færdige med tog for denne gang, men vendt, der kommer mere.

Turen kunne nu fortsætte mod Lake Louise, eller rettere den lille by, som er skudt op ved en af Canadas største turistattraktioner; selve søen vil vi først besøge i morgen. Kicking Horse Pass i ca. 1.700m højde er grænsen mellem delstaterne British Columbia mod vest og Alberta mod øst og mellem nationalparkerne Yoho (vest) og Banff (øst), hvilket betød at vi ved at krydse dette pas kom til vores 5. NP (North Cascades (US), Glacier, Mt. Revelstoke, Yoho og nu Banff)! Første stop i Lake Louise Village, var besøgscenteret for at få en opdatering på, om der var spor, som var lukkede, og andre gode råd. Herefter gik turen mod vores på forhånd bookede campingplads. Denne ligger helt ned til Bow River; desværre ligger den også i et Grizzlybjørns habitat, hvorfor teltdelen af campingpladsen er omgivet af elektriskhegn, men det er trailerdelen, hvor vi bor ikke.

Mor og Hugo klar til eftermiddagens gåtur. På billedet ses også vores lejrplads i Lake Louise Village.

Vi besluttede at eftermiddagens motion skulle bestå af en tur langs floden forbi ”byen” og videre ud til den tidligere togstation, som nu er omdannet til restaurant med blandt andet selskabslokaler i gamle togvogne. (Nej, vi er ikke blevet til glødende togentusiaster, men jernbanen er bare så vigtig en del af historien i denne del af Canada; det var reelt løftet om, at British Columbia ville blive forbundet via jernbane til det østlige Canada, der fik den vestligste provins til at slutte sig til de andre i konføderationen).

Dagens sidste billede af tog. Far og drengene foran en af de spisevogne, der nu fungerer som selskabslokale for restauranten i den gamle stationsbygning.

Bow River Loop, som var navnet på det spor, vi gik, for at komme hen til den gl. togstation, går på en del af ruten langs det elektriske hegn, som skal holde bjørnene ude af teltpladsen; sporet går dog uden for hegnet! Gentagne gange undervejs gør skilte opmærksom på, hvad man skal og navnlig ikke skal, hvis man møder en bjørn. En anden pudsig detalje er, at der langs sporet står store klynger af buske, som bærer bjørnenes yndlingsbær, der netop modes her i det tidlige efterår. Endnu et eksempel på at i nationalparkerne er det dyrene, som har fortrinsret, mens vi mennesker i det store hele må tilpasse os. På vores tur så vi dog ingen bjørne, men vi var ikke i tvivl om, at de var/havde været der for nylig.

Bjørnespor – eller rettere spor efter bjørn. Tættere på ses tydeligt mere eller mindre fordøjede bær mm.