Yoho NP

Søndag, d. 2/9

Dagens første stop var det besøgscenter, som havde tilladt sig at hoppe en tidszone, og derfor havde lukket da vi kom forbi i går. Her var den skuffende melding, at der ikke var nogen børnevenlige ture til ”Burgess Shale Fossil Beds”, hverken i dag eller i morgen. Så hvis vi ville se udgravningen og de mange fossiler på deres findested måtte vi deltage på ”normale vilkår” på morgendagens tur dertil, hvilket betød afgang kl. 07.00, 10km hike og en samlet varighed på 9-10 timer – vi takkede nej! I stedet gik vi til plan B; en rundtur til nogle af de mange andre seværdigheder i Yoho: Emerald Lake, Natural Bridge, Spiral Tunnels og Takakkaw falls.

Mor og drengene ved bredden af Emerald Lake, mens Hugo endnu er som søens overflade – rolig.

Emerald Lake er en nærmest tyrkiskfarvet sø omkranset af bjerge og gletsjere. Søen får sin specielle farve fra de aflejringer af knust klippe, som smeltevandet fra gletsjerne fører med sig. En gåtur omkring søen er godt 5km lang så en sådan tur var målet for den resterende del af formiddagen. Desværre er kun den første halvdel af turen klapvognsegnet, så vi valgte at lade klapvognen stå og nøjes med rygsæk og bæresele. Det viste sig hurtigt at være en fejl – Hugo havde ”dårlige ben”, som cykelryttere udtrykker det, og syntes derfor ikke at 5,3km gåtur, var den rette måde at bruge et par timer på. Efter mange overtalelsesforsøg, en tur på skuldrene af far, lidt lokning med en banan, samt opmuntring fra tilfældige forbipasserende (der typisk kom med kommentarer om, at det havde de også selv oplevet, da de havde små børn), endte situationen med at vi valgte at dele os. Mor og drengene vendte om og gik den ene kilometer, vi rent faktisk var kommet, hjem til camperen, mens far fortsatte de sidste ca. 4½ km rundt om søen. Mens vi stadig var samlet oplevede vi at være en attraktion; En flok japanske turister fandt det så bedårende, at Hjalte sad indenfor mors jakke og kiggede ud (nærmest som en kænguruunge), at de bare måtte tage billeder sammen med os.

Emerald Lake med nogle af de bjerge, der omgiver den. Området til venstre er, hvor sneskreddene sørger for, at træer aldrig får fodfæste. 

Næste stop på rundturen var Natural Bridge, her har Kicking Horse River skåret sig vej gennem klippen, så det nu ser ud som om, der er en naturlig bro. Egentlig ret fascinerende, hvad vand og nogle tusinde år kan gøre ved sten. Hugo benyttede selvfølgelig lejligheden til at få vedligeholdt sine evner indenfor disciplinen: Sten/pind-kast i flod.

Engang et vandfald nu noget, der med god vilje kunne være en naturlig bro.

Videre igen til Spiral Tunnels. Ved første øjekast bare to store huller i klippen på den modsatte side af floden, men vent…vent på, at der kommer et tog… se toget køre ind ad et af hullerne og komme ud af det andet – lyder det stadig kedeligt? Historien bag er, at bjerget er for stejlt til, at man på normalvis kunne komme over, hvorfor man fandt på at lave en spiral inden i bjerget, således at toget kører ind i denne ene ende, drejer 288 grader rundt samtidig med, at det kommer 15m op (eller ned); hvormed man har ”udglattet” stigningen - lyder det stadig ikke fascinerende? Måske ikke på papiret, men at se et af de meget lange tog stikke snuden ud øverst samtidig med, at der fortsat kører vogne ind nederst, er betagende.

Der er tale om ét tog. Alting er bare større herovre; specielt togene.

Sidste stop på dagens rundtur var Takakkaw Falls, Canadas næsthøjeste vandfald med sine 254m. Vandfaldet ligger ca. 1km fra den tilknyttede parkeringsplads, og gåturen til vandfaldet blev dagens sidste gang motion inden, vi vendte tilbage til vores lejrplads, hvor den stod på aftensmad og hygge. Da lejrpladsen ligger i godt 1.300m højde, bliver der hurtigt køligt om aftenen (og koldt om natten), så selvom grillen stadig benyttes, nydes maden indendørs.

Her er mor og drengene stadig mere end 100m fra foden af vandfaldet, og så ser 254m vandfald måske ikke helt så imponerende ud. Tættere på (og med lyd på) er det en anden sag.