Glacier NP

Fredag, d. 21/9

Selv om lejrpladsen, vi bor på, officielt har åbent hele året, er det tydeligt at mærke, at nationalparken reelt er ved at lukke for sæsonen: Foredraget i går aftes var sæsonens sidste, Many Glacier Hotel lukker søndag middag, Going-to-the-sun Road er lukket indtil forårets komme osv. Bortset fra, at vi kun kommer til at se en brøkdel af den legendariske vej, når vi vist det, vi gerne vil. Dagen i dag skulle den stå på lidt hiking på et par af de mange trails og senere en rangerguided tur.

Hugo har fundet et besynderligt træ. Træet har tilsyneladende groet nedad på et tidspunkt for så igen at gro opad; herved er der dannet en ”saddel”.

Efter at have sovet lidt længere end vanligt; det skal der jo heldigvis også være plads til en gang i mellem, kom vi af sted på trailet mod Redrock Falls. Sporet ender reelt først helt oppe ved Swiftcurrent Pass, men det er en hike, der ville tage os mindst hele dagen, så vi planlagde at nøjes med at gå til vandfaldet. Inden vi nåede så langt, kom vi blandt andet forbi et mærkeligt udseende træ, som åbenbart har vokset nedad på et tidspunkt. Tilsyneladende var det ikke helt ekstraordinært for i området omkring træet, var der flere lignende. Senere på sporet nåede vi Redrock Lake, hvor vi så dagens første interessante dyr (egern hører ikke længere til denne kategori); sandsynligvis en mink. Den svømmede i overfladen for så pludseligt at dykke - om den fangede noget, kunne vi ikke se, men umiddelbart efter svømmede den tilbage til land, hvor den gemte sig i vegetationen langs bredden.

Hugo og far spejder udover Redrock Lake. På bjergene ses årsagen til, at nationalparken har navnet, Glacier.

Fremme ved vandfaldet, og dermed midtvejs på turen, var det tid til at indtage den medbragte frokost: Hjemmebagte boller med varierende pålæg af skinke, kalkun, ost og syltetøj. Frokosten gav mange misundelige blikke fra andre hikere, der nok ønskede, at de havde medbragt lidt mad.

Familien ved den nederste del af det vandfald, som var turens mål.

Vi tog os tilsyneladende lidt for god tid med frokosten, i hvert fald endte vi med at have en smule travlt på hjemturen; vi ville gerne være tilbage tidsnok til at deltage i en guidet tur med en ranger. Med Hugo i bæreselen, lokket op af en lille pose ”fisk”, nåede vi det i så fin tid, at der endda var tid til en lille is til Hugo og far. Rangeren, der skulle guide turen, viste sig at være Rick, som havde holdt foredraget på hotellet aftenen før; med gårsdagens spændende foredrag i frisk erindring, var nu endnu mere opstemte på denne guidede tur. Turen førte os indledningsvis tilbage af det samme spor, som vi netop havde gået, hvilket kunne have været en skuffelse, men ikke med Rick som guide. Han udpegede spiselige bær, som vi smagte på, viste os kradsmærke fra en bjørn på et træ og fortalte om naturen og nationalparken generelt. Efter 10min af turen kom et par hikere mod os og fortalte, at de netop havde været nede ved Fishercap Lake (hvor vi også var på vej hen), hvor der var tre elge; en ko med to kalve. Rick foreslog, at vi satte tempoet op og ventede med de mange fortælle-stop, til vi havde været ved søen – vi var alle enige. 

De 2 elgkalve spejder hver sin vej ud over søen, som om de tænker: ”Hvor blev mor af?”.

Ved søen var de tre elge der heldigvis endnu. Rick fortsatte underholdningen med historier om nogle af de gange, han var blevet jagtet af elge, og hvorfor de store dyr stadig var hans yndlinge; meget underholdende. Da vi endelig vi løsrevet os fra elgene ved søen, gik turen videre til et mindre vandfald, hvor den lille fugl, American Dipper, skulle holde til. Den var dog tilsyneladende ikke hjemme i dag. Dipperen er speciel ved, at den går på bunden af floden for at finde sin føde. Naturligvis foretrækker den de mere lavvandede dele af floden, men det er så også der, hvor der typisk er mest strøm, hvilket gør dens evne til at holde sig fast så meget mere imponerende. Både ved Fishercap Lake og det lille vandfald, lavede Rick en pointe ud af at fortælle, at med normalt gå-tempo befandt vi os kun ca. 5min fra parkeringspladsen (lejrpladsen ligger lige ved siden af); så der var reelt ingen undskyld for ikke jævnligt at slå et smut herned/hen.

Er det teoretisk muligt at afslutte en dag bedre end med skumfiduser ristet (for Hugos vedkommende flamberet) over åben ild?

Hvor vi i går havde spist tidligt og hele tiden haft fokus på, at vi skulle nå foredraget på hotellet, tog vi os i dag god tid til maden, hvilket inkluderede bål, så vi kunne få skumfiduser til dessert.